★★★☆☆☆ Pres – overfladisk scrolling gennem ungdommens problemer

Der er mange gode ideer til relevante fortællinger i Opgang2 Turnéteaters nye ungdomsforestilling Pres, men dens hurtigt skiftende form gør hele oplevelsen lige så overfladisk som de korte videoer på TikTok. Og det endda selvom de tre unge skuespillere på scenen gør det virkelig godt.

”Folk, de snakker,” siger Karoline Toksvig Gammelgaards Julie til Yas Wadis Nick, da de to tilfældigt mødes i træningscenteret. For hvor er Nicks søster Sara? Er hun virkelig på højskole, som han hævder? Eller er hun forsvundet helt ind i den verden af dårligt selskab og stofmisbrug, som Julie mener, ”folk” taler om?

Scenen mellem de to er – som alle de øvrige fortællinger i Pres – ganske kort. Men det er ikke desto mindre én af de mest velfungerende i Pia Marcussens iscenesættelse. Måske netop, fordi der ligger så meget mellem linjerne i samtalen, og fordi der kommer så mange svære følelser til udtryk i Yas Wadis anstrengte ansigt, mens han løfter den usynlige vægtstang.

Savner en stærk fortælling

I løbet af en times tid tager Pia Marcussen publikum med gennem hele otte forskellige scener fra ungdomslivet. Nogle ultrakorte, andre med lidt mere substans. Men fælles for dem alle er, at de ikke rigtigt når ind under huden på publikum.

Vi får et glimt af 14-årige Anna, der føler et uoverstigeligt præstationspres for at holde den perfekte, Instagram-værdige fødselsdag for veninderne. Vi ser den unge pillemisbruger på rusmiddelcenteret, der ikke kan få sin egen selvopfattelse til at passe med de junkier, der ellers kommer på stedet. Vi bliver introduceret til Adam, der opsøger sin mormor en sen aften for at ”låne” penge til sit misbrug.

Ideen med at lade fortællingerne afløse hinanden som den uendelige strøm af videoer på sociale medier er egentlig god. Men den kræver i virkeligheden endnu stærkere fortællinger for at fungere. I stedet sidder vi med en følelse af at se på en række ufærdige skitser. Ideer til forestillinger, som ikke helt er stærke nok til at kunne bære en selvstændig iscenesættelse og derfor er blevet samlet til én.

Fin samtalestarter

Dermed ikke sagt, at Pres slet ikke fungerer. For det gør den. Ikke mindst, fordi de tre unge skuespillere på scenen gør det virkelig godt. Vi tror på, at der ikke er noget vigtigere i Annas liv end at afholde den perfekte fødselsdagsfest, når Karoline Toksvig Gammelgaard næsten manisk laver lister og planlægger. Vi mærker sorgen over og bekymringen for søsteren i hvert eneste, lille sitrende ansigtstræk hos Yas Wadis Nick, når han forgæves forsøger at bøje af på Julies spørgsmål i træningscenteret.

Vi kan se den indre splittelse hos Rasmus Arved Monrad, når han på rusmiddelcenteret fortæller, hvordan misbruget tog til, da han opdagede, at pillerne ikke kun dulmede de fysiske smerter. ”Den tog også alle mine tanker. Endelig kunne jeg bare være fri, ligeglad,” fortæller han, og sætter derved også ord på det konstante mentale pres, ungdommen lider under.

Pia Marcussens iscenesættelse berører således en lang række relevante emner, som er oplagte som samtalestartere i klasserne efter forestillingen. Der er nok at tage fat på for lærerne. Men det ville have været en stærkere oplevelse, hvis der var blevet valgt blot et enkelt fokus, og en enkelt af de mange historier havde kunnet stå alene.