Teatret danskdansk meldte i tirsdags ud på sociale medier, at teatret lukker. danskdansks bestyrelse sender teatrets egenkapital videre til organisationerne Black to Normal og Wift.
danskdansks kunstneriske leder Sandra Yi Sencindiver og teatrets bestyrelse, der består af Tess Skadegård Thorsen, Prince Henry, Naima Jasin, Marek Azoulay, melder ud, at de har valgt at lukke danskdansk. I de sidste par år har den kunstneriske leder haft lyst til at lægge kræfter andre steder end kun på teatret. Det harmonerer ifølge teatret dårligt med vilkårene for at producere teater som fri gruppe, hvor lederen må lægge mange ulønnede timer i opgaverne med at producere, administrere, fundraise og lede under økonomisk sårbare og brutalt underfinansierede forhold, skriver teatret tirsdag på sine sociale medier.
Teatret har derfor haft svært ved at være bæredygtigt, hverken økonomisk, virksomhedsmæssigt og menneskeligt. danskdansk understreger samtidig, at det er stolt af de forestillinger, det har lavet, og af det aftryk, danskdansk har sat i dansk teater, og sender en stor tak til sine samarbejdspartnere og publikum.

Drømmene bæres videre
danskdansk er siden 2009 blevet ledt i forskellige konstellationer af ildsjæle som Joan Rang Christensen, Hassan Preisler, Christine Worre Kann og Sandra Yi Sencindiver. Ildsjæle med noget på hjerte, et ønske om forandring og en drøm om mere mangfoldighed i dansk teater. Teatrets mission blev at lave samfundsrelevante forestillinger, der afspejlede den danske mangfoldighed, og at flere borgere, uanset kulturel og etnisk baggrund, kunne spejle sig og føle sig inkluderet i kulturlivet og scenekunsten.
Teatrets bestyrelse har besluttet at give teatrets egenkapital til Black to Normal, drevet af Marie Lydie Melono Nokouda, og til WIFT Danmark. Black to Normal er på mange måder danskdansks søster og spejl og fortsætter en stærk vision og mission om at gøre dansk teater rigere og give stemme til det mangfoldige Danmark, på scenen og blandt publikum. Wift arbejder for at tv, film og medier skal afspejle hele Danmark. Så to organisationer, som begge afspejler danskdansks mission og drømme for dansk kultur og kunst, bliver begavet med en lille arv, afrunder danskdansk deres opslag om lukningen.
Skab bedre rammer
Marie Lydie Melono Nokouda Marie Lydie Melono Nokouda, der står bag Black to Normal, mødte allerede i sin studietid danskdansk: “De gjorde stort indtryk på mig, fordi de tog tematikken om at være dansk op og ville sige noget om vores samfund, ikke kun om at være repræsentatin. Jeg glemmer ikke den første forestilling, jeg så (mener den hed HVID MAND), og siden kom jeg til at arbejde sammen med Sandra i Queens, der gav unge indvandrerkvinder en stærk stemme.
Marie Lydie Melono Nokouda er glad for gestussen fra dansksdansk, men ville hellere have, at både de og Black to Normal stadig var aktive:
“Det er lidt bittersødt at modtage pengene, for der kommer til at mangle et lys i landskabet og jeg ville ønske, der var flere platforme, der arbejder målrettet mod en mere repræsentativ scenekunst (mangfoldighed i scenekunsten.) Samtidig kender jeg jo vilkårene for at drive og lede en platform, og det er da ærgerligt, at de få puljer for mangfoldighed og diversitet, der findes, kun er midlertidige. Der er fx lige lukket en kommunal pulje i København. Jeg håber, man vil følge op på de initiativer og undersøger, hvilke projekter pengene er gået til og hvilke effekter, den pulje har haft. At man måler på indsatserne, så man kan følge op med en mere struktureret støtte”, afrunder Marie Lydie Melono Nokouda.
danskdansks historie og produktioner:
2011 med Den Hvide Mand – en kompliceret kærlighedserklæring på daværende Teater Grob (i dag Blaagård Teater).
2011-14 fik danskdansk til huse på Østre Gasværk Teater som en del af Huskompani-ordningen.
2012 Media Machine på Østre Gasværk Teater.
2013 Frelserne i Østre Gasværk Teaters foyer.
2014: danskdansk rykkede ud af Østre Gasværk Teater og til Den Røde Plads. Etablerede sammen med Det Flydende Teater byrumsteatret Teatergrad med en mission om at opsøge publikum dér, hvor de var. danskdansk blev da ledt af Hassan Preisler, Sandra Yi Sencindiver og Christine Worre Kann frem til 2016.
2014 Oprørt i en container på Den Røde Plads.
2015 Perker Cabaret en politisk og satirisk cabaret om offerroller og stereotyper på cafeer.
2016 Forført i Københavns badeanstalter og hammam.
2016 Hellig Krig var live radioteater om terror, tro og jihad og spillede i biografer. Den markerede også det sidste samarbejde med Hassan Preisler, en af medstifterne af teatret.
Fra 2016 ledtes teatret af Christine Worre Kann & Sandra Yi Sencindiver. Det blev en ny fase, hvor Sandra begynder at instruere teatrets forestillinger, og teatret bliver endnu mere publikumsfokuseret og opsøgende.
2018 Ikke uden min mor var en forestilling om mødre og døtre og den arv, vi får med fra vores formødre.
2018 Udvandrerne. Liv og skæbner der udvandrer. Drømmen om et bedre liv, kærlighed, krig, flugt fortalt i musik og billeder.
2020 Queens. En fortælling om tre unge brune veninder. Publikum blev lukket ind i deres fortrolige rum, og fik et indblik i deres liv, håb og drømme.
2020 danskdansk flytter fra Teatergrad. Sandra leder teatret alene.
2021 danskdansk og Mungo Park producerer readingen Død over Troper.
2023 danskdansk og Mungo Park producerer Rebound.