★★★★★★ Se mig nu – sublimt papkasseshow om vor tids tweens

Anemonen byder, i samarbejde med Teatret st. tv, på en hjerteskærende portrætkollage af vores yngste generation med forestillingen Se mig nu, der forener de barske realiteter med gedigent skuespil og en usædvanligt perfektionistisk iscenesættelse.

Kan voksne sætte sig ind i børns virkelighed? Sådan virkelig? Kan man rigtig forstå, hvad det er for en situation, man sætter sit barn i, når man slukker for strømmen midt i et onlinespil med ord som ”skærmtid” og ”borddækning”?

Og kan man virkelig beskrive den følelse, man føler, når man endelig er kommet ind i varmen hos klassens seje TikTok-piger og efterhånden finder ud af, at de synes, man er bedst uden for kameravinklen? Kan man som voksen grundlæggende forstå, hvordan man som 11-årig helt rutineret kan udskifte sit yndlingsfodboldhold, fordi man endnu en gang skal passe ind i en ny klasse?

Det er ganske mesterligt, hvordan børneteatret Anemonen i København, sammen med Teatret st. tv, formår at forstå og indleve sig i disse unge skæbner, der portrætteres i forestillingen Se mig nu, og hvor forbilledligt det formidles til både børn og voksne.

Hjerteskærende almindeligt

Teksten er skabt af holdet med input fra elever på Korsager Skole, Husum Skole og Tingbjerg Skole. Den fortæller som en kollage om elever i en fiktiv klasse, der slås med forskellige barske og dog helt almindelige problemer.

Yasin er for eksempel ny i klassen. Han skifter for fjerde gang. Han er blevet en mester i at tilpasse sig. Ida er delebarn og agerer kalenderkoordinator imellem mor og far i telefonen. Elliot vægrer sig ved at fremlægge sit projekt om krystaller for klassen. Og Michelle er blevet til en sag på kommunen.

Det hjerteskærende er, at disse unger og deres skæbner er så genkendelige. Deres bekymringer er ægte, og de kan så nemt overses. Her har Se mig nu et usædvanligt klart forsæt: Se nu de børn!

Kompromisløst og gennemtænkt

Forestillingen er så gennemført og perfektionistisk i alle sine elementer, at man – foruden at mæske sig i virkelig bevægende tekst og skuespil – må sidde og måbe over, hvor ambitiøs den er, og hvor meget den lykkes.

Vi kommer ind til en lidt triviel scenografi, hvor en mur af assorterede flyttekasser danner en flad og kedelig, papbrun bagvæg. Men snart efter begynder drageuniverser, børneværelser, klasselokaler, snevejr og sagsbehandlere at vælte ud af kasserne, så man taber pusten over alsidigheden i Johan Kølkjærs overraskelsesrige scenografi.

Instruktør Anna Schulin-Zeuthen og de to skuespillere, Jens Gotthelf og Sofie Alhøj, går kompromisløst til arbejdet og leder hvert sceneskift, hver karakterskildring, hver eneste stemning med rolig, sikker og tydelig hånd. Uden karikering eller kostumehjælp. Bare med scenetæft og gennemtænkte virkemidler – indhyllet i fortrinlig musik af Sune Skuldbøl Vraa. Så meget, at vores hjerter står pivåbne.

Vor tids (små) helte

Nu kunne man nemt forledes til at tænke, at Se mig nu er en sorgfuld krisekradser, der bare trykker på vores følelsesknapper ved at vise, hvor svært udsatte børn går rundt og har det. Næh, sådan er det slet ikke.

Der er faktisk ingen ofre her. De er helt almindelige børn af dagens Danmark, og de vil kunne genkendes af de lige så almindelige børn, der ser dem i teatret. For det med at være skilsmissebarn er jo åbenlyst ret almindeligt. Hvor mange er egentlig ikke allerede en sag hos kommunen? Og hvor mange fornægter ikke straks alt, hvad de ellers tror på, for at passe ind i en ny gruppe?

Hvis vi begynder at se disse ungers kvaliteter. Deres kreativitet, deres strategiske evner, deres omsorg for fællesskabet og deres bekymringer om verden omkring sig, så er de mere helte, end ofre. Uanset om man er barn eller voksen, er det absolut værd at udsætte sig selv for en forestilling, der viser vor tids tweens den form for tillid.