★★☆☆☆☆ Menneskekryb – kuldsejlet gendigtning

Menneskekryb på Nørrebro Teater er et indlysende repertoirevalg, der i fablens form adresserer menneskets grådige og krigeriske sider. Det er til teater til tiden. Desværre vakler manus mellem at tage sit emne alvorligt og gå efter det hurtige grin, hvilket uundgåeligt smitter af på resten af forestillingens elementer, så den hverken bliver rigtig sjov eller rigtig farlig.

Den gyldne puppe dukker ud af den storslåede ouverture og venter utålmodigt på at klækkes. Rammen er sat i Niels Erlings gendigtning af det tjekkiske brødrepar Josef og Karel Čapeks Insektliv (1921), hvor en vagabond observerede insekternes liv som en allegori på menneskenes.

Er verden god?

I Menneskekryb er det puppen, der observerer – eller som det defineres: har en prænatal drøm om, hvordan verden er. Stanley Bakar starter sødt og sitrende med at forestille sig, hvordan han vil komme ud af puppen som en smuk sommerfugl og ind i den verden, som han forestiller sig, må være god.

Sørgeligt må han sande, at det er verden ikke. Den er fyldt med grådighed, jalousi, had og voldsparathed, som i forestillingen præsenteres i stadigt mere dystre scenarier. Det ender i den rene dystopi med et eksistentielt lavpunkt, der stiller spørgsmål til, om det overhovedet giver mening at blive født ind i en så grusom verden.

Referencerne til den helt aktuelle samtid er således til at tage og føle på. Først møder vi sommerfuglene, der er midt i den brunstige parringsdans. Det giver et tøhø-morsomt spil mellem de sart rosa blomsterkulisser og kroppenes drift efter at reproducere sig selv. Kun den selvopfyldte poet, Felix, i Mads Reuthers skønt poserende gestalt, taler åndfuldt om kærlighed med rim stjålet fra Oasis – men det er nok mest, fordi ingen vil parre sig med ham.

Bunker af lort og produktionsdyr i krigsmaskinen

I næste sekvens er vi med de glinsende biller, der samler bunker af lort i det stiliserede supermarked, der udgør deres hele verden. Reuthers dræberhveps og Carla Eleonora Feigenbergs psykopatiske parasit samler ikke, men æder lystigt de andres rov. Begge scener er spillemæssigt mest til den tuttenuttede side, mens vi i Christian Albrechtsens farvebevidste rum og kostumer bevæger os fra pastelidyl til pangfarve – og fra hjertet og kønnets længsler efter reproduktion til kritik af kapitalisme og forbrugerisme.

Efter pausen er puppen i hvidt. Endnu ikke født, men måske på vej, som den sammenslyngede menneskeklump bag den transparente bobbinette kunne antyde. “Er det alt,” spørger puppen fortvivlet og håber på en større sag at ofre sig for. Det imødekommer myrerne måske, men dog kun på den aldeles inhumane måde. De er produktionsdyr i krigsmaskinen og falder som fluer – fristes man jo til at skrive – i myredronningens totalitære regime.

“Tror du, fjenden går tidligt hjem fra samlebåndet,” spørger dronningen puppen med en af flere meget direkte henvisninger til samtiden, der ikke nødvendigvis gør noget godt for et manus, som iscenesættelsen i forvejen har svært ved at holde flydende.

Undskyld, skal vi tage det her alvorligt?

Jeg har desværre hverken set eller læst Insektliv, og kan derfor ikke bedømme hvor langt, gendigtningen er landet fra originalen. Dog antager jeg, at det oprindelige stykke, der jævnligt opføres, må have mere stringens og bid end denne relativt sprogligt flade opdatering, der primært prioriterer budskabet.

Det er ikke i sig selv et problem. Måske kalder tiden på mere programmatiske tekster. Menneskekryb er i hvert fald ikke det eneste aktuelle bud på den tilgang. Men her bliver mødet mellem tekst og iscenesættelse svær, fordi balancen mellem det didaktiske og det komiske ikke er klar, når der også skal være plads til hurtige oneliners og referencer til popkulturen.

Stykkets første del er tilforladelig komik, der bare ikke er særlig sjov trods et fint spillende ensemble, mens anden dels tiltagende gru og mørke drukner i en alt for lang samlebåndssekvens, der burde være blevet i øvelokalet fulgt af en alt for lang afslutningsmonolog, der dræber sin egen nødvendighed med replikken: “At klækkes eller blive i puppen, det er spørgsmålet.”

Undskyld skal vi tage det her alvorligt? I så fald er en sådan pleaserreplik et absolut no-go. Menneskekryb er et indlysende repertoirevalg, men opsætningen virker ufærdig. Det skyldes især et manus, der ikke har konsekvente valg af stil og genre, hvilket uundgåeligt smitter af på resten af forestillingens elementer, der ellers både scenografisk og musikalsk er på højt niveau.