Dramatiker og instruktør, Rhea Leman, modtog for nylig årets Karl Mantzius Prisen som den første kunstner, der ikke er født i Danmark. I motivationstalen kalder juryen hende et kulturikon. ISCENE har set talen og stillet Rhea Leman et par spørgsmål om hendes omfattende kunstneriske engagement båret af stor passion for historie og samfund.
Rhea Leman er født og opvokset i New York og uddannet danser og koreograf fra Boston University. Hun kom til Danmark i 1981 og etablerede sig som en central aktør på den kunstneriske scene. Med sig havde hun den kærlighed til historie og samfund, der gennemsyrer hendes omfattende scenekunstneriske virke.
Rhea Leman har skabt teatergrupper, dansefestival, været forperson for Scenekunstudvalget, leder af Dramafronten, dramatiker og instruktør på scene og TV – og ikke mindst skildrer hun historiske personer som Stalin, Goebbels, Berlusconi. I 2023 kom turen til Hanna Arendt i forestillingen Arendt – at se i mørke, skriver Bülov Kommunikation.
LÆS ISCENEs anmeldelse af Arendt – at se i mørke her
Samfundets kulturklippe
Rhea Leman fik overrakt Årets Mantzius – Selskabet for Dansk Teaterhistories årlige pris – den 26. marts på Aveny-T, hvor Alette Scavenius holdt motiveringstalen og fortalte, at “Prisen gives til et teatermenneske, det være sig kunstner, administrator, forsker eller ildsjæl, som gennem sit unikke arbejde for dansk teater har bidraget til teaterhistorien.”
Scenekunstner, instruktør og dramatiker, Karl Mantzius (1860-1921), har lagt navn til prisen. Han stiftede ikke bare selskabet for at skabe historisk bevidsthed, men skabte også Dansk Skuespillerforbund i 1904. Danmark var dermed et af de første steder i verden, der satte fokus på skuespilleres ansættelsesforhold og respekt i samfundet.
I motiveringstalen lægges der blandt andet vægt på, at Rhea Leman ikke blot er et scenekunstikon, men – ligesom Mantzius – viser et dybt engagement i teatret som en samfundets kulturklippe. Rhea Leman siger selv:
“Jeg er beæret og taknemmelig over at modtage denne pris. Alle ønsker og behøver respekt for deres arbejde, og jeg er særlig glad for, at den kommer fra Selskabet for Dansk Teaterhistorie, som promoverer vigtigheden af det danske teaters historie, og hvordan det har indflydelse på nutiden og fremtiden. Da jeg er den første immigrant, der modtager denne pris, gør det anerkendelsen yderligere vigtig for mig.”
Fra moderne dans til film og TV
Alette Scavenius beretter om de tre “amerikaner-piger”, der kom til Danmark som dansere og koreografer i 80’erne: Rhea Leman, Ann Crosset og Cher Geurtze. Sammen med danske koreografer og dansere skabte de blandt andet Living Movement og Moderne Dans Festival på Folketeatret. Moderne Dans var helt nyt i Danmark, og der var ikke nogen uddannelse, men det blev der i den grad lavet om på herefter.
Rhea Leman inkluderede fra begyndelsen mange multimodale elementer i forestillingerne, lyder det. Fx i perioden med The Ladies og Teater Tango. Det blev betegnende for den fortsatte karriere, som det siges videre i motivationstalen. For forestillingerne fik mere og mere tekst og flere filmiske elementer. I 1998 udkom Rhea Leman med TV-serien Hjerteflimmer, som hun selv skrev og instruerede. Derfra er det gået stærkt – og med en tiltagende politisk agenda. I motivationstalen lyder det da også:
“Verdenshistoriens store “personligheder” får en tur i den Lemanske vridemaskine, Stalin, Goebbels, Berlusconi, stærke portrætter af despoter, som du bruger til at holde os vågne og huske – huske at de fandtes – og at de kommer igen, hvilket vi jo alt for tydeligt bliver mindet om på daglig basis netop nu. Vores politiske samtid er i uhyggelig grad blevet et tag-selv-bord for dramatikere.”
Rhea Lemans virke fremhæves i talen som en opfordring til, at vi alle tager et ansvar for tingenes tilstand. De perspektiverende samfundsanalyser holder os i ørene, siger Alette Scavenius: “Det er denne centrale del af din kunst, som vi også hædrer dig for i dag.”
En opvækst med politik
Det politiske arbejde blev tidligt vigtigt, og Rhea Leman var både aktiv som formand for Scenekunstudvalget og senere blev energien lagt i Københavns Kommunes Scenekunstudvalg. Hvor kommer den politiske interesse fra?
“Jeg voksede op i en familie med forældre, der var meget politisk bevidste og meget politisk aktive. I en tidlig alder tog mine forældre mig på lørdags eftermiddage til demonstrationer mod Vietnam-krigen, mens mine små veninder legede med deres Barbie-dukker. Denne opvækst prægede mine tanker i retning af, at det at diskutere, udforske og udtrykke sine tanker politisk er en væsentlig faktor i vores liv.
Denne filosofi er sivet ind i mit arbejde som dramatiker og teaterinstruktør. I truende tider som disse er det klart, at publikum har behov for at få deres bekymringer, frygt og spørgsmål behandlet i teaterrummet,” udtaler Rhea Leman.
Menneskets vilkår er kernen
Den politiske bevidsthed er ikke bare med på scenen, men også ude i det virkelige liv, hvor Rhea Leman aktuelt står bag stille demonstrationer foran den amerikanske ambassade i København hver mandag, hvor hun samler over 100 mennesker klædt i rødt, hvidt og blåt.
“Først og fremmest er jeg interesseret i menneskets vilkår – hvordan vi forholder os til hinanden og verden omkring os. Det er kernen i alt mit kunstneriske arbejde. Hvad angår de ugentlige mandags-demonstrationer over for Den Amerikanske Ambassade – så har det, både at være amerikansk og dansk statsborger, fået mig til at føle en stor sorg i de forgangne måneder.
Og den sorg har motiveret mig til at organisere demonstrationen med budskabet “Americans, don’t let your democracy die.” Behovet for at demonstrere ligner en teateroplevelse – vi har brug for at være sammen med andre, og personligt har jeg brug for at få mit budskab ud,” siger hun videre.
Rhea Leman mener, vi skal inspirere hinanden til at lytte til håbet og dele frygten og sorgen over den alarmerende udvikling forårsaget af den amerikanske præsident.
Skyr ingen midler
Rhea Leman har også inspireret en generation af dramatikere til at dele og lytte – også her nåede budskaberne helt ud på gader og stræder. Hun startede nemlig Dramafronten i 2009, som hun ledte sammen med Tine Bertelsen som et netværk af dramatikere og andre scenekunstnere. Dette arbejde hædres hun konkret også for. Alette Scavenius siger:
“Dramatikerens arbejde kan være en noget ensom affære, hvor det undersøgende, forberedende arbejde er sindssygt vigtigt – og i regi af Dramafronten fik en række danske dramatikere mulighed for at afprøve ideer og tekster i gensidig feed back fra kolleger…publikum blev inviteret indenfor på første række – eller rettere udenfor: det hele foregik på gader og stræder i kulde, regn og blæst – og publikum elskede det!!
Pivende udsolgt var alle forestillingerne, og over 200 stykker blev i årenes løb præsenteret for et stadig mere talstærkt og engageret publikum, indtil projektstøtteudvalget besluttede at smække kassen i forrige år. Og det i en tid, hvor alle skriger på ny dansk dramatik!”
Rhea Leman har altid en ny idé og hjælper med at holde teateret på tåspidserne – og indtil da kommer budskaberne ud foran den amerikanske ambassade for at samle et fællesskab til kamp for demokratiet.
