★★★★★☆ Vi de druknede – sansemættet og stærk gendigtning

Vi er i en verden af vold og udlængsel efter nye eventyr i Rostrupbrødrenes rå og æstetisk flotte gendigtning af Carstens Jensens roman Vi de druknede på Republiquescenen på Østerbro Teater.

Volden er allestedsnærværende og barndommen brutal i Rostrupbrødrenes sansemættede og scenisk flotte gendigtning af Carsten Jensens roman Vi de druknede.  

Storladen fortælling fra fortidens Danmark

Vi er i det forrige århundrede. I søfartsbyen Marstal, hvor mænd drager på havet og kvinder kæmper for byen og børnenes overlevelse. En storladen fortælling fra fortidens Danmark, der i Emil Rostrup personstærke instruktion folder romanens fortælling og store persongalleri ud med barsk brutalitet, farlig aktualitet og humoristisk forløsning.

Her er sømænd i hobetal, som søger ud på eventyr, kæmper for kærligheden og går til grunde undervejs i en verden af mørke. Skabt af dunkle skygger og oprørsk hav, der favner scenerummet fra gulv til loft. Malet op på meterbrede scenetæpper i Mikkel Rostrups sansemættede og kontrastfulde scenografi.

Vold avler vold

En gruppe sømænd i blå uniformer hopper omkring i små oppustelige plastikskibe. Kristoffer Eriknauer, Carla Viola Thurøe, Christoffer Hvidbjerg Rønje og Viktor Pascoe Medom i fælles flok. Vi ler, for hvor ser det fjollet ud, som de kæmper sig klodset omkring, men latteren forstummer hurtigt. Scenens mørke og dunkle skygger lægger ikke op til lethed. En sømand træder frem fra og taler. Om krigen og de mænd, der døde. Om kanonerne, der brager fra fordums krigsskibe i træ, og kroppe, som splintres. Lemmer, som rives itu, mens tarmene tømmes og soldaterne dør på dækket i deres eget afføring.

Kroppen er ekstremt nærværende i fortællingen og på scenen. Vi bliver bevidste om kroppen og volden i lyden af de slag, som skuespillerne gentagne gange slår mod deres nøgne overkroppe. Og i deres anstrengte støn, når de trækker tov i takt fra mastens sejl. Her er kroppe, der arbejder i nuet og binder bro til fortiden, fiktionen og salen.

Fra fortidens sømandskampe til nutidens gamervold, som vi møder mod slut på en storskærm med krigsspil som underholdning. Rostrupbrødrene lader os ikke i tvivl om alvoren og farligheden i grundfortællingen. Vold avler vold og går igen i generationer – også i dag.

Kvinderne kæmperfor byen og børnene

Vi de druknede er også en fortælling fra fortiden om kvinderne og deres rolle i historien. Sara Viktoria Bjerregaard er sømandsenken Klara Friis. En kvinde, der kæmper for forandring. For at Marstal skal være mere en søfartsby og for sønnen, som skal andet end på havet. Men lige lidt hjælper det. Hendes livsdrømme går til grunde i en flot og billedstærk scene, hvor Marstal med alt dens inventar af både og bygninger krænges op i loftet, så alt falder til jorden sammen med sømandsenkens livsdrømme.

Scenografien er en stærk medspiller og understøtter fortællingen med billedstærke optrin og satirisk kant. Her er pangfarvede plastikpalmer, som står i skærende kontrast til det havsorte dyb, og skuespillere i kitschede heldragts-hajkostumer, som foregiver at være dødsensfarlige.

Et legende indspark, som skærper kontrasten til det æstetiske mørke, og med sin underholdende form giver fortællingen og universet en smule lethed, som gør den barske historie til at kapere. Rostrupbrødrene har sammen med hele holdet skabt en rasende raffineret og yderst vedkommende og aktuel gendigtning af Carstens Jensens roman.