★★★★☆☆ Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne – fabulerende smukt opråb til samfundet

Blaagaard Teater sætter atter det underfortalte på scenen. Denne gang handler det om at være introvert i en ekstrovert branche og om at have en psykiatrisk diagnose i i Lin Melkanes fabulerende, samfundskritiske tekst, Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne?, som forløses med befriende overskud af en nøgtern Laura Spottag Fog i Camilla Kolds knastørre, humoristiske iscenesættelse.

Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne? er et nærliggende spørgsmål for en, hvis hjerne ofte fylder for meget. Det essentielle spørgsmål i forestillingen er dog, hvorfor vi som samfund ikke kan rumme de, der skiller sig ud fra normen bedre. Delt i to underemner: Hvorfor prioriterer vi ikke psykiatrien højere? og hvorfor skal vi alle passe ind i det hamsterhjul, der alligevel ikke passer særlig godt for nogen?

Nu tager hun hovedrollen

Daisy kommer frem foran den skrånende, kvadratiske scene, der spejles i loftet over. Der bliver sjældent lyttet til Daisy, men i dag har hun besluttet sig for at indtage hovedrolle. Og det gør hun så i Lin Melkanes fabulerende og samfundskritiske tekst, der trækker på hendes egne erfaringer som introvert kunstner i en uhyre ekstrovert kunstart, scenekunsten.

Her ligger tematiseringen af at skulle passe ind i samfundets normer ved at spejle dem i det mikrokosmos, scenekunstbranchen udgør, og som – måske – i særlig grad udstiller sociale sammenhænges hierarkiske og grænseoverskridende karakter, som introverte mennesker ikke trives i.

Daisy slås ikke bare med branchebestemte koder, men også med en psyke, hvor hjernen overtager kroppen, så hun føler sine følelser fysisk og med en fin visualisering “har slugt en masse tunge ting” fra gravsten til en træstub. Verden vælter ind over hende, så hun også mærker “auberginens smerte i blenderen” og hører stemmer fra levende og døde i sit hoved.

Kan dagen ikke bare være slut?

Hendes forbundethed til tingene får elkogeren til at lyse blåt og printeren til at spytte hendes lange, lange journal ud. Journalen er fyldt med fejl og misforståelser begået af alle de Dr. Psykoer, hun har mødt på sin vej gennem behandlingssystemet. Behandlere, som selv er pressede, og som ligesom sagsbehandlerne på jobcentret, der alle hedder Anette, hele tiden skiftes ud.

Måske har Daisy en voldsom diagnose. Måske skal hun udredes igen. Der er ingen kontinuitet og hvad nok værre er ingen tillid og kærlighed, der kan støtte Daisy i at være i verden og overkomme følelsen af skam. Skammen over at eksistere, over kroppen, over tankerne. Det er ikke underligt, at hun nægter at være sin diagnose og spørger: “Kan man sige, man har oplevet nok nu?” og mens hun blidt bades af en tindrende stjernehimmel blot ønsker, at dagen kan slutte.

Strukturel ringe omsorg

Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne peger anklagende på vores politiske prioriteringer. Det er ikke de enkelte Anetter og Dr. Psykoer, der skal stå på mål for et samfund med et strukturel ringe omsorg for de mest udsatte, det være sig psykisk syge som arbejdsledige og i videre forstand de introverte, der alle belastes, ud- og begrænses i et samfund, hvor det ekstroverte er normen.

Daisy får stemme og viser det svære, men også hvordan hun formår at navigere på trods. Hun får en kæreste, hun får skrevet sin ansøgning til Statens Kunstfond, hun skaber et hjem i relationer, hun danser i et kort nu, hvor hjernen giver hende fred til bare at være krop.

Laura Spottag Fog er ganske nøgtern som Daisy i Camilla Kolds knastørre og humoristiske iscenesættelse, der forløser teksten med et befriende overskud. Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne bliver derfor på ingen måde en offerfortælling, men sætter atter det underfortalte på Blaagaard Teaters scene. Nok mangler verdenslitteraturen ikke fortællinger om psykiatrien, men Daisys historie er lige nu og her og taler klart til os i en æstetisk ramme, der meddigtende visualiserer, hvordan tanker, følelser og omverdenens stimuli raser rundt i hendes hjerne.