★★★☆☆☆ 3-2-1-Stem er sjovt demokratiteater om Kommune-Karen og sofavælgerne

Spektakel & co. har skabt det interaktive demokratiteaterspil 3-2-1-Stem med masser af sjove pointer for børn fra 10 år og op. Men tilskuerne får tildelt hovedrollerne på bekostning af skuespillerne

Hvordan får man børn til at forstå, hvad demokrati går ud på? Og hvordan gør man det i en tid, hvor demokratiet er under hastig afvikling i lande, som vi troede var vores demokratiske forbilleder? Det kommer Teatret Spektakel & co. med et underholdende bud på i den interaktive teaterforestilling 3-2-1- Stem, det levende demokratispil for børn fra 10 år og op.

Forestillingen lægger op til børnenes nysgerrighed og til deres engagement. Den pirker til deres retfærdighedssans. Og den giver tydeligvis børnene – og deres voksne – lyst til at deltage i spillet med egne idéer og egne kroppe. Forestillingen er helt konkret et spil: En konkurrence, hvor tre udvalgte tilskuergrupper skal danne et parti og gå til valg for en sag, hvorefter de øvrige tilskuere derefter skal stemme det bedste parti ind i Folketinget.

Sjov kommunekarikatur

3-2-1-Stem, det levende demokratispil er en videreudvikling af en forestilling, som Spektakel & co. udviklede i samarbejde med Kulturpiloterne ved Børnekulturhus Amager helt tilbage i 2015. Den nye version har haft Maria Myrgaard som konsulent. Her er grebet klart, og forestillingens uformelle invitation til børnene fungerer virkelig fint.

Ikke mindst takket være de tre skuespillere, der spiller med herlig humor og selvironi – og som placerer sig rundt omkring i den nødtørftige scenografi med munter omhu. For her er skilte med navne på tilfældige byer rundt omkring i Danmark: Borup, Faxe, Assens, Aarhus… Her bør alle kunne føle sig velkomne. Her er også en komisk skranke, hvor ’Kommune-Karen’ sidder parat til at afvise dig – og alle andre i telefonen – med lang ventetid og uklare beskeder:

”Kommunen er til rådighed på hverdage mellem kl. 10 og 14.” Sådan lyder det fra Kommune-Karen, som skuespilleren Ruth Lerche giver masser af munter kommunallogik, når hun sjasker rundt i sin cardigan og sine sandaler. Hun er tilsyneladende hjælpsom, men allermest energisk, når det kommer til at overholde et sæt uoverskueligt rigide regler – og til at holde pause. Denne revykarikatur er lige til et revynummer.

Højt humør i jakke og slips

Sarah Eckhardt-Læssøe prøver til gengæld at indgyde deltagerne mod, så de finder på gode projekter, der kan få dem valgt ind i Folketinget. Hun er iklædt tjekket spindoktortøj, der signalerer ungdom og energi – og et sejt netværk. Og Søren Møller påtager sig skægt og selvbevidst rollen som erfaren og ophøjet autoritet i skikkelse af Folketingets forperson, der helst beslutter alting i en fart, så debatten kan komme videre.

De tre skuespillere hjælper herefter med at coache tilskuer-politikerne og finde effektfulde fagter til dem, efter at de høfligt har tilbudt dem nogle traditionelle “politikerkostumer” i form af habitjakker og slips. Så kan kampen om vælgerne begynde.

3-2-1-Stem er både en forestilling og en workshop. Der er i hvert fald indlagt tid til “gruppearbejde”, så publikum kan dele sig op og finde på tre partier med tre forskellige partiprogrammer. Dette interaktive greb er givetvis vellykket som undervisning, men det er mindre overbevisende som kunstnerisk værk.

Ultimativt demokratisk

Da jeg oplevede 3-2-1-Stem, var det under KLAP-festivalen i Kolding, hvor mange af deltagerne var voksne formidlere. Både børn og voksne legede dog fint med på legen. Nogle tilskuere opstillede f.eks. et nyt parti, der kaldte sig “De Seje Sirener”. De gik til valg på, at der skal være gratis togbilletter til alle – og at Danmark skal have flere ulve og krager… Humøret var altså højt.

Det er ultimativt demokratisk, at tilskuerne får tildelt hovedrollerne. Men det svækker forestillingens kunstneriske niveau. Derfor virker 3-2-1-Stem mest af alt som vellykket dramaundervisning udi det besværlige demokrati. Med skønne detaljer til de børn og unge, der kan glæde sig til at få stemmeret om nogle år. Og med ordentlig forklaring på de mærkelige valgbegreber. Det gælder også udtrykket “sofavælger”.

”En sofavælger er en, der sidder hjemme i sofaen og ikke gider at gå hen og stemme,” lyder definitionen.

Netop!