★★★☆☆☆ Vuggen – Glimrende skuespil i mangelfuldt familiedrama

Vinderen af Teaterbattle Aarhus 2024, Teater BARK, præsenterer nu deres forestilling Vuggen på Teater Katapult. Forestillingen fra vækstlaget har flere gode elementer, men desværre falder den i nogle kløfter undervejs og ender med at fremstå en kende ufokuseret.

Hvad vil vi have ud af at rippe op i fortiden? Skulle vi måske bare lade fortid være fortid? Bliver vores ophav en rettesnor eller en snubletråd i vores eget liv? Det er blandt de centrale spørgsmål, som Vuggen rejser, og som i scenekunsten trækker tråde helt tilbage til Sofokles’ Kong Ødipus. Vi er tydeligvis stadig fascineret af slægtens uløselige og klaustrofobiske gåde.

Anne og Aske – spillet af Emma Lund Sørensen og Lasse Engell Høyer – er søskende. Som de fleste søskende er de forenet af en fælles barndom, referenceramme og genetik. Alt dette bliver pludselig smertefuldt aktuelt for Aske. Han skal være far, og nu rejser spørgsmålet sig: vil han gå sin depressive far i bedene, eller kan han bryde med sin arv? 

Snorlige rammer og varmt skuespil

Mens vi finder os tilrette i den lille Kabinet-sal på Teater Katapult, ledsaget af et nydeligt, melankolsk arrangement – det lyder som skitsen til et (godt!) Sigur Rós-nummer – bliver vi præsenteret for en række familiefotos sat op i røde spindelvæv. Det røde garn er det mest farvestrålende element i Julie Linder Hessellunds sort/hvide scenografi og kostumedesign. Ud over kostumer består det næsten kun af to stole og en striksweater, der repræsenterer faderens evige, tavse tilstedeværelse.

Alt er stilrent, snorlige og effektivt, og rammerne omkring fortællingen er alt i alt en fornøjelse. Skuespillet mellem Lasse Engell Høyer og Emma Lund Søren fungerer virkelig fint. Der er tydeligvis en stærk kemi de to imellem, og hele den del af forestillingen, der handler om deres interne relation, er spillet med den indforståede kærlighed og kant, som kun søskende kender til.

Vuggen kommer eksempelvis meget stærkt fra start med en varm, retrospektiv scene, hvor vi ser tilbage på Anne og Askes tid som teenagere, og spilleglæden lyser ud de to spillere. Situationen er skarpt iscenesat af Jeppe Nyholm, og som publikum er vi med det samme ombord i den meget genkendelige relation.

Uforståelig sidespring

De gode præstationer til trods, fortaber forestillingen sig flere gange til et lidt uklart formsprog. Jeg sad flere gange med en følelse af, at jeg simpelthen ikke forstod, hvad der foregik. Eksempelvis en scene, hvor Aske skal hente et billedalbum. Men pludselig handler scenen om noget ganske andet, og scenens relation til den overordnede fortælling var ikke til at fange.

Forestillingen rummer også en række mere abstrakte scener, som jeg heller ikke kunne se meningen med. Der er ganske enkelt for meget forvirring på de 45 minutter, som forestillingen varer, og det trækker noget ned i den samlede bedømmelse af forestillingen. 

Masser af talent

Da min ledsager og jeg taler om forestillingen på vej hjem fra teatret, kan vi nærmest ikke blive enige om, hvad det er, vi har set. Det giver selvfølgelig mulighed for at vende forestillingens temaer på ny, men efterlader også et indtryk af en dramaturgi, der ikke kommer helt i mål denne gang for det unge kompagni.

Teater BARK leverer en overbevisende skuespilpræstation, og der er masser af talent både på og bag scenen. BARK skal bare lige have høvlet nogle knaster af.