Livet til låns – teater bekæmper ensomhed blandt ældre

Den 13. juni 2025 udforsker EUTOPIA det levede liv, når 16 ældre, ikke professionelle skuespillere indtager scenen på Teatret Svalegangen i Aarhus med repremieren på Livet til låns. ISCENE har spurgt instruktøren og et par medvirkende, hvordan teater kan fremme ældres trivsel og skabe meningsfulde fællesskaber i en kommune, hvor 40.000 ældre føler sig ensomme. 

En opgørelse fra 2021 blandt kommuner i Region Midtjylland konkluderer, at antallet af borgere der oplevede ensomhed, var højst i Aarhus Kommune med 15%, hvilket svarer til 40.000 mennesker. Det er en udfordring, kunstnerisk leder af EUTOPIA, Brigitte Christensen, vil gøre op med efter succesen fra 2024, der spillede for udsolgte sale.

Derfor har hun taget initiativ til igen at samle de 16 ældre til et forløb, der bidrager til følelsen af at høre til i et samfund, hvor et menneskets identitet som oftest er lig med en jobtitel. Brigitte Christensen fortæller: 

”Det er vigtigt, at vi lytter og ser den ældre generation – noget vi gør alt for sjældent. Men vi kan ikke lade en hel generation gå i glemslen, fordi vi frygter vores egen alderdom. Det liv, de har levet, er værd at forholde sig til… Og det rum, de indtager, er et vigtigt rum, et mulighedsrum, hvor de igen får lov til at sætte deres præg på noget. Sådan trives mennesker bedst. Når de bliver hørt, set og får ansvar.” 

Ekspert i borgerinddragelse

EUTOPIA fortæller, at de ældre på scenen – gennem deres personlige fortællinger i Livet til låns – giver indblik i en del af det levede liv, der sjældent kommer til orde. Det er et zoom ind på den rynke, der fortæller om grin og gråd. En hyldest til mennesket, det skrøbelige, det forgængelige – og det bankende hjerte. Brigitte Christensen har skabt et helt specifikt træningsprogram, der tager udgangspunkt i de mennesker, som deltager i projektet og fortæller:

“Første skridt på vejen er skabelsen af en stærk, sammenhængende gruppe. Denne proces er yderst sårbar…De gennemgår øvelser, hvor de bidrager med historier fra deres eget liv. Der er nemlig intet manuskript på forhånd, da forestillingen tager udgangspunkt i det materiale, der genereres gennem forløbet…Næsten umærkeligt er de pludselig i gang med at skabe et værk… Alle kommer meget tæt på sig selv, på hinanden og udvikler sig sammen.”

Brigitte Christensen er en prisvindende skuespiller på film og tv med fx instruktører som Thomas Vinterberg, Giuseppe Tornatore og Claude Cabrol. Som instruktør har hun arbejdet med borgerinddragende scenekunst i store teaterproduktioner i ind- og udland gennem 30 år med involvering af borgere og hele bydele i professionelle forestillinger.

Livet skal ikke spildes

Hanne Zachariassen og Niels Chr. Hansen medvirker i årets udgave af Livet til låns. For dem spænder mulighederne i projektet vidt. Fra socialt netværk og et mere rumligt samfund til at udleve drengedrømmen om at være skuespiller. Hanne Zachariassen nævner også opmærksomhed, eftertanke, refleksion og ro: “En ro og oplevelse af verden fra min kerne og ikke blot fra min hjerne.”

Hun beskriver følelsen af tryghed, som instruktøren har skabt: “Det får os til at turde blotte os – en tryghed, der ellers oftest kommer af mange års kendskab – selvom vi ikke alle ved, hvor hinanden bor, eller hvad de forskelliges faglige baggrund er.” Hanne Zachariassen beskriver dermed, hvordan noget andet end titel og status bliver trukket frem som almenmenneskelige temaer, der arbejdes med.

Hun understreger også den fordomsfrihed, der opstår, når man får skabt rumlighed og omsorg:

“Så skal livet da ikke spildes med at holde øje med og dømme omgivelserne. Jeg er frivillig i flere forskellige sammenhænge og har børnebørn, som det er sjovt at opleve verden med. Projekt Livet til Låns er en helt tredje måde at give på – dejligt! Jeg synes, jeg har været så heldig at få denne mulighed for intens leg og leven – og gid det var noget, jeg kunne gå til! Altså ligesom spansk, pilates eller computerklub – det ville være SÅ fedt!” fortæller Hanne Zachariassen.

Længe leve de gamle!

Overskriften er Niels Chr. Hansen. Han er i dag 80 år og drømte fra barnsben om at blive stuntman, balletdanser, pressefotograf eller skuespiller:

“Jeg ville med andre ord bare blive set og være værdsat. I skolen elskede jeg at blive sat til at læse højt for de andre eller slå nogle lange skud i rundbold. Problemet, sagde min far og mor, var bare, at det kunne man nok ikke leve af.” Så Niels Chr. Hansen fik en kort karriere i kontorlivet, før han brød ud af rammen:

“Så sluttede jeg mig til optimismen, ungdomsoprøret, venstrevridningen, retfærdigheden og tog skæbnen i egen hånd. Jeg blev pædagog og senere børnehaveleder i Jylland. Der var ingen bånd, der bandt os. Vi blev det, vi havde sat os for, og fik endda løn og respekt for det. Stuntman blev jeg aldrig, balletten måtte undvære mig, men jeg blev freelancer 13 år i B & U’s navnkundige børneradio.

Jeg fik udgivet ungdomsromaner og sluttede mit erhvervsliv som journalist og fotograf. Og vi var en del af generationen som både blev set, hørt og værdsat – og af nogle fik ord for at være selviske og kun optaget af egen vinding og anerkendelse. Rigtigt set, men vi var også sociale, arbejdede for mindretals-rettigheder og var gode ved børn og den tredje verden.” Nu er der skabt rum for at blive hørt igen.

Teatret som frirum

Instruktør Brigitte Christensen er enig med de to deltagere i teatrets rumlighed:

“Teatret bliver et frirum. Et sted, hvor alle sanser åbnes. Hvor publikum spejler sig i alderdommen og bliver klogere på det fællesmenneskelige. Tidligere opsætninger i Aarhus har vist, hvor dybt denne form for teater kan røre. Både hos publikum, som har grædt, grinet og båret fortællingerne med sig, efter tæppet gik ned. Men i særdeleshed også hos de medvirkende, som gennem arbejdet er i transformation. De fortæller om mod, selvværd og venskaber. Om at føle sig levende igen. At blive set – virkelig set.

Når ældre stemmer bliver hørt, forandres ikke kun de, der lytter, men også dem, der taler. Det er det, Livet til låns handler om: at give kraft til de ældre ved at lade dem betyde noget for publikum. For at opnå denne intensitet, disciplin, dette mod til at overskride egne fysiske og psykiske grænser, er det vigtigt, at de medvirkende deltagere tages alvorligt som individer, der har et kæmpe potentiale…”

Niels Chr. Hansen meldte sig da også uden tøven, da projektet blev annonceret første gang:

“Jeg havde lavet gade-, debat- og amatørteater flere gange før og ville gerne være skarp. Det var jo også en af mine ungdomsdrømme, og nu havde jeg tid og skulle ikke leve af det, men måske snarere for det. Og jeg er bestemt ikke blevet skuffet, for jeg har mødt et professionelt team af instruktør, komponist og dramaturger, som ikke kun… vil lave ”den bedste udgave af dig selv-terapiteater”, men faktisk arbejder for at sætte en seværdig forestilling op, hvor den enkelte spiller får inspiration og støtte.”

Vital aldring og præstation

Brigitte Christensen siger, det er vigtigt, at projektet både kræver noget af den enkelte og af gruppen som helhed og husker tilbage på sidste års projekt:

“Ud af ønsket om at yde sit bedste foran et publikum fødtes et rum af intens skabende kraft, der løftede den enkelte fra medvirkende til medskabende. Deres egne personlige historier, deres levede liv, deres håb og drømme for fremtiden blev en ledende stjerne, en nødvendighed af at fortælle verden og publikum, at livet er en lang rejse med glæder og sorger, en forunderlig rejse, der er hver enkelt menneskes livshistorie.

Dette øjeblik af præstation er alfa og omega i selve projektet. Det, der ryster gruppen sammen, på tværs af herkomst, til en stor samlet eksplosion af kommunikativ energi, der giver den værdighed tilbage til den enkelte, som mange i den alder føler, de har mistet. Den værdighed alle individer burde have på ethvert tidspunkt i livet…”

Niels Chr. Hansen fortæller også, at han har mødt et overskud hos dedikerede seniorer, som kun “de nye gamle” kan præstere:

“Ingen her er med for at dulme ensomheden og de sidste dage, inden ”helbredet ikke kan mere”. Alle yder deres bidrag til en vellykket forestilling, og alle giver af et godt hjerte fuld af liv og mod. Vi er med øvedagene blevet et hold, som lytter, præsterer og griner med hinanden. Vi er i mine øjne med til at definere en anden og mere vital måde at blive gamle på.”

Nye perspektiver på livet

Der er ingen tvivl om, at Brigitte Christensen finder de medvirkendes helt specielle talenter, følsomhed, kunnen, fysik og livshistorier i en kunstnerisk, social og psykologisk proces. Hun siger selv:

“Det er et arbejde med teatrets fineste mål: At løfte i flok. Når det lykkes, kan det forandre dem, der har deltaget, for altid. De medvirkende vil opdage helt nye og skjulte ressourcer i sig selv. Og publikum bliver klogere på, hvordan verden ser ud fra et helt andet udgangspunkt end deres eget.”

Tre af de kvinder, der også var med sidste år, udtaler sig. Grethe Jepsen siger: “Normalt vil jeg helst være usynlig, men efter at blive kærligt ledt frem af Brigitte, tør jeg stå frem og tro på mig selv. Det smitter af på mit daglige liv. Det betyder alverden for mig.” Tina Kilburn stemmer i: “Denne form for borgerteater gav os deltagere mulighed for at opbygge venskaber, få nye perspektiver på livet og finde et tilhørsforhold. At være med var ikke kun en oplevelse, men en livsforandrende rejse.”

Ulla Thorup fortæller: “Jeg… lærte tidligt at indordne mig. Du skal ikke tro, du er noget, lad være med at vise dig frem, sådan var parolen. Som gammel mærker jeg stadig effekten af de ord, men nu har ordlyden ændret sig. Holdet bag forestillingen formåede at få os til at føle os elskede og trygge.”

Vi skal ikke hjem, vi skal videre!

Det eneste Niels Chr. Hansen er skuffet over, er hans eget køns fremmøde:

“22% mænd og 77% kvinder. Det er desværre et klassisk eksempel på mange mænds måde at takle tilværelsen på: at blive hjemme…En vestjysk senior, hvor især hannerne er meget sky og kun kommer frem om morgenen for at strinte! Det er trist og må laves om!”

Han mener dog generelt, det går fremad for hans generation, der i tiltagende grad finder en vigtig plads i fællesskabet:

“Vi ønsker at gøre en forskel, og jeg synes, det lykkes. Jeg møder flere og flere jævnaldrende og spændende mennesker, som beriger hinanden i fortælle- og skriveværksteder, i teatergrupper, på højskoler, i danseskoler og yoga-institutter, i kunstuddannelser, i borgerbevægelser og beboergrupper – med vandrestav i hånd på vej derudad. 

”Vi skal ikke hjem! Vi skal videre!” siger han afslutningsvist med reference til Olsen Banden.

Kilde: Pressemeddelelse fra EUTOPIA og skriftlige udsagn fra instruktør og medvirkende.