Passage Festival 2025 satte igen i år spot på kunstens rolle og samspil med naturen med mangfoldige greb. Høje træer, tæt skov og spinkle pinde blev en ledetråd gennem disse performances. I år blev Passage Festival et meget tydeligt eksempel på, hvordan det kan gøres inkluderende og effektfuldt på samme tid.
En tidlig, regnfuld morgen havde jeg øjenkontakt med en snegl. En formiddag balancerede jeg med en pind. En eftermiddag krammede jeg træer, og en salig solskinsstund mærkede jeg fællesskabets kraft.
Passage Festival har over årene udviklet sit engagement i kunst, der taler ind i tidens debatter om bæredygtighed, klima og respekt for andre arter. Således også i år, hvor dette aspekt af festivalen løb som et tydeligt spor langs med – og ofte i samklang med – festivalens mere traditionelt teatralske forestillinger, som vi skrev om i sidste uge.
LÆS den første reportage fra Passage Festival 2025 her
Bæredygtige formater i langt perspektiv
Work in progress fik vi i recidency-programmet Green Streets of Europe. Passage Festival arbejder – sammen med tre andre festivaler og otte kunstnergrupper – på at “gentænke konventionelle strukturer for produktion og international udveksling/turne af scenekunstneriske værker til offentlige rum.” Ønsket er at “skabe længerevarende og mere bæredygtige formater og relationer sammen” med lokalmiljøet.
Tre af projektets grupper var med på årets festival. I den industrielt smukt-trashede hal 16 på havnen fabulerede svenske Kajen Company i The Old Shipyard lidt løst med sang, stagefight og chinese pole. Det tog afsæt i den lille angel shark, der findes i de lokale farvande.
På gågaden kalder ungarske Dávid Somló smilet frem med sin superenkle performance Delicate Balancing of a Twig. Forbipasserende spørger nysgerrigt til, hvorfor han balancerer en pind på knoen, og før de ved af det, er de selv i gang med balanceakten. Koncentreret, kontemplativ ro går her hånd i hånd med den fælles latter.
Green Streets of Europe handler som nævnt også om at forankre arbejdet i lokalmiljøet, og i lettiske Krista Buranes bidrag In the Shadow of the trees deltager flere fra Helsingøregnen med egne fotos og fortællinger. Performancen starter i en gård med et gigantisk træ i midten. De medvirkende knytter et par ord til deres billeder, mens træet fortæller i ørerne på os.
Så vandrer vi gruppevis ud i byen, møder nye træfortællinger og ender i en lille snorlige allé, hvor vi hver især kan vælge et træ at tale med. Giver man sig hen, er performancen en mulighed for at hvile eftertænksomt i nuet.
LÆS mere om Green Streets-projektet her
Mærk træet
Træer var omdrejningspunkt for flere performances. Superenkelt i franske L’immédiats performance med den knap så enkle titel Definition of the artwork as an act of trust in the audience. Spredt i en stor cirkel om det gamle, høje træ på kirkegården, griber vi hver vores tynde line.
Vi hejser artisten Sève Bernard helt op under træets krone – for så at sænke hende mod jorden med hovedet først. Kun guidet af hendes stemme og vægten i vores hænder. “Wauw”, udbrød én, da hun atter stod midt i cirklen. Fællesskabets kraft kondenseret i et kort moment.
I det lille parkanlæg bag en skole udforskede belgiskbaserede BabaFish Asbl tempo i Simply Treeming. Langsomt bevægede vi os med dem gennem anlægget. Stoppede for at dufte, for at lytte, for at mærke. Træets park, himlen over os, jorden under os og det kontemplative skue ud over parkens lillebitte sø og de fugle, der kredsede om den.
Enkle cirkusinspirerede interventioner med træerne på vores vej forstærkede uhyre blidt oplevelsen af at komme tættere på ved blot at give sig tid til at være i øjeblikket på netop dette sted.
Lyt til skoven
Så når vi til sneglen. Den mødte jeg i den regnvåde skovbund sammen med norskbaserede BodyCartography i deres vandring Resisting Extinction, der som titlen siger, søgte måder at modstå udryddelse. I tre akter blev vi konfronteret med de myriader af liv, skoven rummer – med vejret og arternes sandsynlige undergang i et klimakriseperspektiv.
Først en og en med en fører, der for mit vedkommende var uhyre dygtig til at aflæse tempoet i inddragelsesniveauet. Hun vakte den nysgerrighed, der fik mig til at lægge kinden på jorden og kigge på sneglen. Til at lukke øjnene og følge hende i det kuperede terræn, til at lytte til skoven og fordybe mig i trærødder og deres forbindelse med mycelium (svampevækster).
Havde det spirende håb om andre måder i sig og dermed på sin egen, ganske determinerede måde indkapslede kunstens rolle i denne vor tids måske vigtigste tema
Siden var vi på egen hånd og mødte skovens sære arter, og til slut fik vi valget mellem at dehydrere eller drukne i en kommende klimaapokalypse. Kollektivet gik efter en kort meningsudveksling med dehydrering, som vi gennemlevede ved skovsøens bred.
Let rystende af kulde fra vores våde klæder, men også fordybet i den messende stemme. Til trods for performancens grundstemning af melankolsk afsked med kloden, havde den et spirende håb om andre måder i sig. Den indkapslede dermed, på sin egen ganske determinerede måde, kunstens rolle i denne vor tids måske vigtigste tema.
Det er også det, kunsten kan
I den mere poetiske ende af emnespektret fandt vi katalonske Llum de Fideu med deres Sfumato. Deres pudsige karakter udvisker grænsen mellem menneske og natur, og får os til at se os selv og naturen gennem andre arters blik. Vi følger villigt med duer, fisk og markblomster, når de sammen med en gruppe lokale vender perspektivet på hovedet på vandringen gennem boligkarreerne i byens nordvestlige hjørne.
Festivalen skal atter have cadeau for at aktivere flere dele af byen og som her – inddrage borgerne i performances, hvor de med enkle greb sætter tankerne i gang hos både de medvirkende og publikum.
Selvom jeg nok aldrig bliver ven med en snegl, skaber de meget forskellige performances et rum for refleksioner, som vi er nødt til at have
Det mangefacetterede engagement i klima, bæredygtighed og andre perspektiver på forholdet mellem kloden, livet og kunsten har år for år fyldt mere og mere på og omkring festivalen. Det klæder den, og selvom jeg nok aldrig bliver ven med en snegl, skaber de meget forskellige performances et rum for refleksioner, som vi er nødt til at have. Det er også det, kunsten kan, og Passage Festival satte i år et meget tydeligt eksempel på, hvordan det kan gøres inkluderende og effektfuldt på samme tid.
6.-7. september udvides dette aspekt af festivalen, når Helsingør får besøg af seks af forestillingerne i Metropolis’ Performing Landscapes, der ud fra begrebet Ecopolis undersøger kunstens rolle i lyset af den aktuelle økologisk krise.
LÆS også ISCENEs interview med aktører fra Metropolis her
