★★★★☆☆ La Ventana og Kermessen i Brügge – Bournonville er fortælleglæde i krop og musik

Den Kongelige Ballet åbner sæsonen med to af de ældste titler i repertoiret, nemlig August Bournonvilles La Ventana fra 1856 og Kermessen i Brügge fra 1851. De romantiske balletter kræver stor præcision og et legende overskud. Den Kongelige Ballet viser, at arven stadig løftes, men at fortælleglæden risikerer at tabe højde.

August Bournonvilles arv fra sin tid som balletmester på Det Kongelige Teater mellem 1830 og 1877 kan tage pusten fra selv den mest trænede balletdanser. Selvom kun et fåtal af hans i alt 50 balletter stadig danses i levende tradition som kernerepertoire i Den Kongelige Ballet, kræver hver ny iscenesættelse både respekt og fornyelse. Det gælder også videreførelsen af den Kongelige Ballets særlige evne til at vise følelser og fortælle historier gennem hele kroppen.

Alexander Stæger og Rose Gad får hver deres debut som instruktører med henholdsvis La Ventana og Kermessen i Brügge sammen med Bournonvilleekspert, Dinna Bjørn. Det er der kommet to meget fine bud ud af, der giver en ny generation af dansere chancen for at prøve kræfter med to af de lidt sjældnere opførte værker. Det skal se legende let ud, men er samtidig nådesløst transparant i teknik og udtryk.

Forførelsens kunst

La Ventana – vinduet – er en lille kammerballet inspireret af en spansk kærlighedshistorie. Señorita danses kækt og rutineret af Holly Dorger, der bliver heftigt kurtiseret, indtil den mere galante Señor, danset af Jón Axel Fransson, dukker op og vinder hendes hjerte på ridderlig vis. I en berømt scene kaster han en rose gennem hendes vindue, og hun kvitterer. Vinduet er her lagt ind i Jesper Kongshaugs stilsikre lysdesign, der breder sig i felter over scenegulvet.

Balletten åbner med et stort guldaldermaleri i Christian Friedländers genbrugte scenografi, der siden skifter til små, kendte portrætter. Alexander Stæger har udvidet balletten for at understrege bagsiden af tiltrækning. Det er kærkomment at kommentere kvindesynet og stramme spændingskurven, og grebet tilfører scenografien et ekstra lag om kvinders ret til at vise sårbarhed og krop og stadig blive respekterede.

Danserne eksekverer fornemt de mange hurtige, svære trin, med hoveder på skrå og brede arme. Men selv den mindste utakt på rækkerne forstyrrer Bournonvilles høje krav til musikalitet og flow, ligesom det mimede guitarspil i prologen står i kontrast til den rytmiske klarhed fra graven. Der er flotte præstationer i de solistiske herrespring og de afsluttende danse har flotte højdepunkter. Spejldansen mellem Señorita og Spejlet (Hannaë Miquel) er ren teatermagi.

Se video med Alexander Stæger her.

Troværdige karakterer

Der er ekstra saft på Kapellet i den krævende, men muntre Kermessen i Brügge, hvor der i den grad skal spilles igennem. Bournonvillekomponisterne H.C. Lumbye, V. C. Holm (La Ventana) og H.S. Paulli (Kermessen) ligger dybt i orkestrets DNA. Det mærkes, at de har teten med vidunderlige soli og klangfulde strygere.

Den maleriske kulisse er som et guldalderportræt af hollandsk folkeliv. Handlingen er en byfest, hvor harmonien mellem tre brødre og deres kærester forstyrres af et par adelige kavalerer, så alle må igennem prøvelser, før det ender godt.

Hovedpartiet som den yngste bror, Carelis, danses af Tobias Praetorius. Med forbilledlig musikalitet, teknisk skarphed og blød indlevelse skaber han en højst troværdig karakter i både mime, dans og udtryk. Fortælleglæden oser fra hver en fiber, så ingen er i tvivl om, hvad karakteren føler.

Hans kæreste, Ekene Sagues, danser med samme tydelige intentioner, så vi får sympati for det unge par. Der sker meget i de store folkescener, der kræver både timing, lethed, teknik og mime på samme tid, og ind imellem opstår en følelse af stumfilm, især når mimen bliver for udvendig og timingen for forceret.

Teknik og kærlig fortælleglæde

La Ventana er på den ene side mere generisk i handling og persongalleri, og har derfor mindre at hænge sin fortælling op på. Kermessen i Brügge er stadig sjov og underholdende med både fjollerier, kæresterier og prøvelser. Mads Blangstrup er en skøn Mirewelt, Eukenes magikerfar, der hjælper de unge mennesker med lige dele omsorg og krav. Astrid Elbo skaber et herligt portræt af Fru van Everdingen, der nærmest har forhekset en af de unge sønner til at blive gift med sig.

Bournonvilles rappe benarbejde, skarpskårne attituder og blærede spring, hvor danserne næsten hænger stille i luften, er bestemt god underholdning – trygt båret af Det Kongelige Kapel. Bevægelsessproget overleveres og udvikles fra den ene generation af dansere til den næste af stigende teknisk kunnen.

Derfor er det vigtigt, at teknikken (stilens franske forbillede) er tæt koblet til den danske fortælleglæde, som er det kompagniet er blevet verdenskendt for. Det gør stor forskel, om man mærker dansernes kærlighed til Bournonville, når traditionen bæres videre.