Waves Festival 2025 er for første gang arrangeret af Egnsteatret i Vordingborg Kommune, og den nye kuratorgruppe har allerede i år skabt en festival, hvor balancen mellem gadegøgl, black box performances og community-samvær skaber fornem dynamik. Festivalformatet har også i Vordingborg tag i sin lokalbefolkning, og de bliver belønnet med et skarpt kurateret og flot varieret program.
Der er helt stille, da jeg onsdag eftermiddag bevæger mig fra Vordingborg Station mod byens gågade. Ikke et menneske er i syne. Ikke en stemme høres. Men langt oppe ad gaden øjner jeg pludselig en kolossal kødrand. Den er god nok, der er Waves Festival og byens borgere er selvfølgelig stimlet sammen lige der, hvor det sker.
Dagen før er festivalen åbnet med en stor udendørs forestilling, Don Quixote af Teatro Dei Venti, samme sted efterfulgt af åbning ved kulturminister Jakob Engel-Schmidt og den fremragende, dystre danseforestilling BLKDOG på Pavillon K, der udgør festivalens centrum og ud over forestillinger også huser brancheseminar, fællesspisning, dinner talks og afsluttende dansabelt dragshow.
LÆS anmeldelsen af åbningsforestillingen BLKDOG her
Gadeperformere med glimt i øjet
I dag er vi atter på gaden, og kødranden har i første omgang lagt sig omkring irske Hands Down Circus, der blander hverdagsliv og kaskader af farvestrålende gaffatape til en underholdende kønskamp. Deres jonglering og para-akrobatiske tricks er en smule sværere, end de egentlig ser ud, og de vinder stærkt på godt doseret mimespil og charmerende blink til publikum.
En sød og let start på eftermiddagens tour de force op og ned ad gågaden. Det går dog i stilfærdigt tempo, mens frivillige bærer bænke fra den ene performance til den næste, og forventningen vokser fra børnenes rappe løb til bedsteforældrenes sindige traven.
Elegante FlowLai Yee fra Hong Kong står klar. Han har også glimt i øjet og giver den ofte lidt ferske asiatiske stil anderledes lækker smag og kraft. Han har også lært det hele på YouTube, betror han os, mens han flyder gennem sin act, The Flow, der både byder på trylleri med vand, objektmanipulering, jonglering med ild og cyr wheel på de toppede brosten. Alt ledsaget af smooth musik fra den vestlige musiktradition i det næsten skødesløse mix af præcision og flabethed.
Længere nede af gaden samler vi os om et lille, rundt podium til belgiske 15feet6‘s toughe rulleskøjte-act, Les Patineurs, der er iscenesat a la en boksekamp i kompagniets vante sportsæstetik. De to performere engagerede hurtigt to tilskuere i rollen som trænere, mens vi andre fik kinderne malet i enten rødt eller blåt. Efter mange forberedelser, der behørigt piskede stemningen op, fik vi smæk for skillingen i den ene bragende sekvens efter den næste. Hjertet sad i halsen, men de to tæskede rundt på det lillebitte podium i stadig vildere løft, sving og piruetter. Sejren gik – som hos tapeartisterne – til den kvindelige performer.
Borgerne på display
Senere rykkede vi indendørs på Vordingborg Teater til premiere på Paolo Nani Teaters WakeUp!, men aftenen endte tilbage for enden af gågaden, hvor det lokale kompagni Hangar People stod for installationen Citizens. Hangar People er et koncept, hvis konstante element er glasbure, og i denne version er der borgere fra området, der er flyttet ind for en stund. Tre gange tre stiller de op over tre aftener og lukker os ind i deres historie.
Onsdag aften er det en ung fyr med kunstneriske drømme, en kvinde i overgangsalderen med passion for kridt og en ældre kvinde, der kæmper med helbredet. Vi siver først lidt akavet omkring de tre bure, får så øje på QR-koderne på deres mange artefakter i burene, der begge gør os klogere på, hvem de er. Så kommer der på skift lys på dem, og vi drages ind i deres fortællinger om at være et menneske i forskellige livsaldre i dag.
Magiske øjeblikke opstår, da de opfordrer os til at ringe dem op og dele en hemmelighed med dem. I et uafgørligt moment mellem autenticitet og iscenesættelse forløber samtalerne først privat, men åbner sig så pludselig op, så alle kan følge med. En sårbart skrøbelig sang, en rutine med et sæt kegler og træningsøvelser lukker performancen sitrende fuld af nærvær og fællesskab.
LÆS anmeldelsen af Paolo Nani Teaters WakeUp! her
Kompromisløs kunst på exceptionelt højt niveau
Dagen efter er hypen omkring Olivier de Sagazans performance mærkbar i rummet. Dagen før har den nydelige lille franskmand fortalt om tankerne bag i en dinner talk med Svend E. Kristensen fra Pavillon K. Hans undseelige refleksioner og baggrund som biolog er umiddelbart svære at forbinde til de voldsomme billeder af hans performance, men den undrende undseelighed er på fineste vis vævet ind i Transfigurration, der samtidig er den vildeste performance, jeg har set i meget lang tid.
Den er performancekunst, der formår at forvirre, fortrylle, provokere og animere på samme tid. Enkelt og unikt rummer det dehumanisering og klar politisk tale kompromisløst med et kunstnerisk exceptionelt højt niveau.
Olivier de Sagazan knæler i sit stilige jakkesæt og begynder straks at transformere sit ansigt med ler. Sort og rød farve markerer øjne og mund, før det hele atter mudres sammen og tilføres nye lag. Civilisationen opløses i materien, lerets fedtede glans og klumpede tyngde, for atter og atter at genopstå. Grisetrynen og heilehånden, den knejsende fugl og fugleskræmslet med halm stikkende i alle retninger.
De og de andre mere strakte gestalter findes i en flydende bevægelse ledsaget af musik, pludren og de talende hænders præcise slag mod de lette metalplader, der ender som kanvas for det foreløbigt sidste billede i rækken.
LÆS ISCENEs interview med Olivier de Sagazan og Botis Seva her
Kroppens syrede ekstremiteter
Ovenpå den vanvittige oplevelse var der egentlig ikke behov for mere, men heldigvis lagde jeg også vejen forbi østrig-amerikanske Marina Cherrys Only Bones, der på mange måder taler ind i de samme temaer i en lige så abstrakt afsøgen af det eksistentielle, her blot visualiseret gennem den fleksible krops krumspring.
I en helt egen kontortionist-koreografi leger hun med kroppens grænser i de mest ekstreme positurer. Mestendels med ansigtet skjult i sit lange hår, så det kun er knoglerne, der taler. Som et mystisk insekt med talende skuldre og twistede knæ folder hun et pudseløjerligt univers ud. Håret bliver en egen spiller, mens hun lipsyncer med hovedet vendt omvendt. En syret, men også meget humoristisk act, der sammen med de øvrige indendørs forestillinger viste flot bredde og kunstnerisk ambition i også den del af programmet.
Forestillingstrailer Only Bones
Pas på den frække dinosaur
Lørdag eftermiddag er festivalen allerede godt i gang, da jeg møder menneskeklumpen, der hvinende af fryd skærmer sig mod de frække dinosauraus-agtige dyr i hollandske Close-acts parade fra torvet til Pavillon K. De napper folk i håret, dykker ned i cykelkurverne og fouragerer i vejtræernes top. Vi følger villigt med, lidt på vagt, men også herligt opslugt af den fælles vandring, der krydres med udveksling af festivaloplevelser med tilfældige medvandrere.
Franske Compagnie Dyptik er parat til at tage over, da vi rammer deres store udendørs scene ved Pavillon K. Forestillingen Mirage er inspireret af børn i flygtningelejren Balata på Vestbredden, og deres håb forankret i den lokale traditionelle Dabkeh-dans, fortæller koreograf Mehdi Meghari på dagens dinner talk efter showet.
Det kan man kun implicit afkode i selve showet, der former sig som en vekslen mellem sorg og glæde. Hip hop er basen blandet med mere frie sekvenser og Dabkeh-traditionens stærke arme, skuldre og håndbevægelser. Jeg har svært ved at holde interessen i de enkelte soli af varierende prægnans, men drages ind hver gang, kompagniet samler sig og forener energien i fælles udtryk.
Det samme gjaldt, da kompagniet sidste år besøgte CPH Stage med forestillingen Le Grand Bal. Lidt for løst og postulerende politisk korrekt for min smag. En del publikummer var dog helt med og blev hængende og talte med kunstnerne efter showet.
En sludrende menneskekrop
Da jeg går hjem sent lørdag aften, er jeg ikke alene på gaden, men del af en lystigt sludrende menneskekrop. Sammen har vi netop set franske Cirkus Vost‘s højtsvævende, bjergtagende Pigments, og for nogle fortsætter aftenen på Pavillon K med dans og dragshowet Shamelezz.
Græsplænen under Cirkus Vost’s himmelhøje rig er helt fuld af mennesker, da kompagniet sætter i gang. Som én organisme kravler de op og ned ad riggen, spankulerer frygtløst på toppen og lader sig falde de mange meter mod jorden, hvor et net samler dem op og skyder dem videre til en ny tur i i en af konstruktionens mange trapezer.
Spankulerer frygtløst på toppen og lader sig falde de mange meter mod jorden
Det er et spektakulært show, der er koreograferet ned til mindste detalje i bevægelser, lyd, lys og kostumer, der changerer gennem primærfarverne med blå som den konstante. Spændet mellem det individuelle og fællesskabet testes også i dette format, hvor netop den gensidige afhængighed er sat på spidsen.
Festival som platform
Waves Festival er for første gang arrangeret af Egnsteatret i Vordingborg Kommune, og den nye kuratorgruppe bestående af Paolo Nani, Gitte Nielsen, Maria Westh Hage og Kristján Ingimarsson har allerede i år 1 skabt en festival, hvor balancen mellem gadegøgl, black box performances og community-samvær fungerer fornemt.
Festivalformatet viser også i Vordingborg sin styrke som en platform, der både tiltrækker bredt, lokalt publikum og internationale kunstnere og som giver sublime øjeblikke i mødet med kunsten
Der er noget til alle, både de altædende og dem, der bare går forbi og kigger med i fem minutter – også mere end denne reportage fik med. Kunstnere og publikum kommer helt tæt på hinanden på gaden og når de spiser sammen, og festivalformatet viser også i Vordingborg sin styrke som en platform, der både tiltrækker bredt, lokalt publikum og internationale kunstnere og som giver sublime øjeblikke i mødet med kunsten.
LÆS også ISCENEs reportage fra festivalens brancheseminar her
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Waves Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
