Waves Festival, der arrangeres af Egnsteatret i Vordingborg Kommune, bød igen i år på et fyldigt brancheprogram for Det Frie Felt i Waves Xtra sideløbende med det kunstneriske program. I torsdags handlede det om holistisk orienterede perspektiver og processer. ISCENE rapporterer fra dagen.
Temaet på brancheseminarets tredje og sidste dag handler om holistisk orienterede perspektiver og processer, og byder på to paneler, et online interview og – helt i temaets ånd – en gruppesnak og en community event. Siri Haff Andersen har tilrettelagt seminaret og ønsker i dag at sætte fokus på løfte blikket fra produktet og forholde sig til processer, der er centreret i værdier og er designet med et længere udviklingsperspektiv.

Sammenhængskraft og godt arbejdsmiljø
“Det var nærliggende at samle et miljø her i Pavillon K og styrke arbejdsmiljøet gennem vidensdeling og netværk. Vi sætter også egnsteatrets ressourcer som lagre, biler, rum og rådgivning i spil til lokale aktører,” svarer Gitte Nielsen, leder af Egnsteatret i Vordingborg Kommune, på moderator Rie Hammers indledende spørgsmål om, hvad et sted som Pavillon K kan tilbyde Det Frie Felts aktører. Hun ser sin egen rolle som den, der passer på de ansatte, som skal forholde sig til de mange kunstnere i huset, og som den, der sørger for, at kunstnerne er glade for at være i Pavillon K, der pt. huser 12 kompagnier og fire selvstændige kunstnere.
Der er ikke en one size fits all og behovene ændrer sig også over tid for den enkelte kunstner
Charlotte Mors, der er leder af Performing Arts Platform i Aarhus, var også med i første panel. Hun har som et af fire kommunale kunstfaglige centre i Aarhus ikke mulighed for at tilbyde rum, men fokuserer på at skabe sammenhængskraft og udvikling i det lokale scenekunstmiljø gennem netværk, rådgivning og ved at give miljøet en stemme:
“Der er ikke en one size fits all, og behovene ændrer sig også over tid for den enkelte kunstner. Vi kan selv definere vores opgaver, men det sker altid i dialog med kunstnerne. Vi er et hjemsted for freelancere – et kollegaskab. For selvom man er en del af et miljø, kan man godt føle sig ensom. Hver onsdag har vi fælles morgenmad, hvor en af deltagerne deler noget, og bagefter hænger folk ud og får klaret de samtaler, de alligevel skulle have haft,” forklarer Charlotte Mors.
Der sker meget i mødet
Gitte Nielsen har altid arbejdet med Det Frie Felt og erklærer sig om ret passioneret og aktivistisk i arbejdet med at afprøve nye processer. Man skal have en professionel praksis for at være en del af Pavillon K, men de er åbne for andre samarbejder, hvor de fx hjælper med ansøgninger eller lokations, ligesom det også er en strategi at lave andre typer events som fællesdans, så det lokale publikum lærer huset at kende og får lyst til at opleve forestillinger også.
Charlotte Mors får gåsehud ved tanken om, hvad Performing Arts Platform kunne gøre, hvis de også kunne tilbyde rum
“Jeg trives med, at kompagnierne rusker i mig, jeg er ikke nervøs for udfordringer, og jeg har et reelt ønske om at flytte ting inden for det, vi formår. Der sker meget i mødet mellem kunsterne i huset og deres tilhørsforhold til det. Det er jo også dem, der ejer institutionen, så i praksis kunne de smide Egnsteatret ud,” smiler hun om den kunstnerbaserede tilgang, der gennemsyrer organisering og arbejdet i Pavillon K.
Charlotte Mors får gåsehud ved tanken om, hvad Performing Arts Platform kunne gøre, hvis de også kunne tilbyde rum, men peger også på, at de udnytter deres ressourcer gennem samarbejder med institutionsteatrene i Aarhus:
“Vi ser langvarige samarbejder, og det er indskrevet i Aarhus Kommunes politik, at institutioner skal forpligte sig på at tage Det Frie Felt ind, men jeg er ikke sikker på, om det er sivet ned i teatrenes aftaler endnu.” Hun suppleres straks af Gitte Nielsen, der drømmer om, at institutionsteatrene får en kvote, der pålægger dem at at tage en huskunstner eller et kompagni i en fireårig periode.

Kvoter og fordybelse
Også salen bakker op om den tanke, og international projektleder på CPH Stage, Geir Lindahl, der har læst sig gennem samtlige institutionsteatres seneste årsrapporter, nævner, at Det Frie Felts aktører endnu ikke krediteres for alt det samarbejde, der allerede foregår. Anika Barkan fra Mør Collective nævner, baseret på sit nylige samarbejde med Det Kongelige Teater, at institutionsteatrene skal være åbne om de vilkår, der findes de enkelte steder. Og Det Frie Felt skal være bedre til at tydeliggøre den værdi, de kommer med.
Rie Hammer konkluderer, at steder som Pavillon K og Performing Arts Platform kunne være relevante i alle kommuner og opfordrer til at “sparke kvote-ideerne ind i forhandlingerne om den nye scenekunstreform.” Charlotte Mors påpeger, at man ikke kan løse det hele med en model, fordi feltet arbejder meget diverst, mens flere plæderer for at tale de gode eksempler op.
Være aktivistiske i forhold til at bryde egne bobler og få beslutningstagerne i tale
Dagens vært, skuespiller og arkitekt Laura Allen Müller, sendte derefter deltagerne i grupper med en opfordring til at bruge formiddagens indlæg til en fortsat samtale om at være aktivistiske i forhold til at bryde egne bobler og få beslutningstagerne i tale.
En kort plenumopsamling havde især fokus på behovet for mere plads til fordybelse. Artist Sunniva Byvald nævnte, at praksissen med flere residencies over længere tid, som det kendes i cirkusmiljøet, skaber ro og kvalificerer produktionsprocessen. Det står i modsætning til de syv uger, der ellers ofte er den afmålte tid, der ikke giver plads til hverken fejl eller fordybelse.

Kollektivet som omdrejningspunkt
Dagens andet panel dykkede også ned i kunstnerfællesskaber. Line Svendsen, der er kunstner og forperson i Pavillon K, foldede stedet ud fra et andet perspektiv: “I starten var der ingen penge her – kun huset – så vi har bygget det op derfra. Vores kunstneriske profiler er meget forskellige, så vi har skullet skabe tillid til hinanden og har hele tiden skullet gå ind og justere, så alle var med. Nu føler jeg, at det er en fælles bevægelse. Vi taler ind i det positive som en strategi. Alle får noget ud at være her, og vi har fokus på, hvad de kan bidrage med – ikke hvad de kan få,” forklarer hun.
Anika Barkan fra Mør Collective og Ar Utke Acs fra Dance Cooperative har også begge for nylig været med til at starte steder, der på forskellig vis har det kollektive som omdrejningspunkt.
Vi taler ind i det positive som en strategi
“Vi startede i 2021 og er fortsat i gang med at afprøve, hvordan vi skaber en platform, der både rummer det kollektive og den kunstneriske skaben. Vi er landet på en kernegruppe på fem, men de projektansatte indgår på lige vilkår og får også samme løn. Generøsitet er en værdi for os, men bare fordi jeg er et duracell-batteri, er der ikke en forventning om, at alle skal være det. Vi afstemmer tidligt, så alle byder ind med det de kan,” forklarer Anika Barkan om fundamentet for Mør Collective.
Dance Cooperative er ifølge Ar Utke Acs en anden type sammenslutning. De er 12 kompagnier og arbejder ud fra et queer, antiracistisk fundament, men skaber ikke nødvendigvis kunst sammen: “Vi har fælles CVR og organiserer os på et månedligt møde, som alle skal deltage i, og så har vi en arbejdsgruppe, der definerer de fælles rammer, så det kollektive ikke bare bliver flere mails og mere dårlig samvittighed.” Hun understreger, at Dance Cooperative dyrker fællesskabet gennem det sociale.

Drømme om at plante andre frø
For Anika Barkan er det kollektive vigtigere end kunsten: “For mig må værket aldrig ske på kompromis med processen derhen. Vi knokler, så vi skal have det sjovt og godt på vejen.” Hun forklarer samtidig, at det også kan være at lave noget for små midler, men at gruppen så sætter rammen efter vilkårene.
Vi knokler, så vi skal have det sjovt og godt på vejen
Dance Collective er inspireret af Cecilie Ullerups begreb Produktionsæstetik. “Der er nok sket et skifte fra at være meget politisk eksplicitte på scenen til at skabe de vilkår, vi gerne ville have. Så vi har arbejdet med, hvordan vi kan være subversive, drømme sammen og plante frø for andre måder, hvor vi fx redistribuerer ressourcer og får merværdi ud af at dele midler,” forklarer Ar Utke Acs.
Line Svendsen vil gerne fortsætte med at udvikle Pavillon K i den retning, der er sat, hvor det brede samarbejde og fælles ressourcer i huset gør det nemmere at være kunstner. Anika Barkan peger tilsvarende på, at Mør Collective fungerer, fordi de har to deltidslønnede, der er dedikerede til at få det til at fungere. Ar Utke Acs drømmer om at skabe mere solidaritet mellem kunstnere og mere konkret at arbejde med tilgængelighed, som udspringer af, at kollektivets nuværende lokaler har en smal trappeadgang.

Et frivilligt kuratorteam
Efter en fællesdansende community-event i Pavillon Ks have bød dagens sidste programpunkt på et online interview med producer Sarah Staalhøj. Hun har det seneste år været barselsvikar som Head of Art & Activism på Roskilde Festival. Programmet består af både visuel og scenekunst og udvælges af et frivilligt kuratorteam, der arbejder hele året, mens rollen for festivalens sekretariat er at lede de frivillige og klare det administrative.
Roskilde har altid været en kunst-musik-aktivisme festival
“Roskilde har altid været en kunst-musik-aktivisme festival, der er non-profit. Vi donerer ca. 15 millioner til foreninger hvert år med håbet om at engagere modtagerne i en bedre fremtid,” fortæller Sarah Staalhøj i sin indflyvning til Art & Activism-programmet. Det har udviklet sig over en del år og præsenterer nu 50-60 værker og aktiviteter om året. Kuratorteamet består af mange profiler, der med Sarah Staalhøjs ord “kan udfordre festivalen og programlederne. Vi har også langvarige partnerskaber med aktører som Art Hub Copenhagen og Bikubenfonden, og mange aktører sikrer i sig selv mangfoldighed.”
Art & Activism-programmet skal række ud over sig selv ligesom festivalen selv, så kunstnerne har mulighed for at eksperimentere i det mulighedsrum for ideer, Sarah Staalhøj beskriver det som. Teamet kuraterer ud fra principperne Regenerativt, Aktivistisk, Engagerende, Overraskende, Repræsentativt og Omsorgsfuldt, der skal ses på tværs af programmet, som gerne må nå så bredt ud som muligt. “Deltagerne på festivalen fester meget, men efterspørger også ro og fordybelse,” forklarer Sarah Staalhøj.

Man skal afsætte tid og ressourcer
Da ordet bliver givet frit til salen, myldrer det med spørgsmål til, hvordan man rekrutterer og driver et frivilligteam med en så afgørende opgave. “Det handler om at skabe værdi, og kuratorteamet får lov at skabe samarbejder med højprofilerede kunstnere. De får et netværk, og det er karrierefremmende,” fortæller Sarah Staalhøj. Hun har stor opmærksomhed på at rekruttere så diverst som muligt, så der både er profiler, der kan arbejde med institutionerne og partnerne – nogle der har kunstfagligt sprog, og nogle der er gode projektledere.
“De frivillige kan ikke mødes hele tiden, så processerne kan blive lange i dialogen med kunstnerne. Vi har fx haft en stejl læringskurve med scenen Platform, hvor der ingen afgrænsning er mellem performere og deltagere, og det skal afklares og håndteres med kunstnerne. Hvis de ikke er interesserede i det møde med publikum, finder vi et andet sted til dem,” forklarer Sarah Staalhøj og artist Elise Reine. De performede selv på campingpladsen under Art & Activism i år og kvitterer for et godt samarbejde med frivilligteamet på stedet.
De frivillige kan ikke mødes hele tiden, så processerne kan blive lange i dialogen med kunstnerne
Sarah Staalhøj bruger meget tid på kuratorteamet. “Det har man ikke ressourcer til i alle institutioner, for nogen skal være dedikerede til opgaven, men hvis man vil frivillighed, som også er en gave til Det Frie Felt, så skal man afsætte tid og ressourcer til det. Nogle af vores frivillige skal man tjekke ind med hver uge, mens andre mere skal lære at melde tilbage,” afrunder Sarah Staalhøj.
Der var desværre afbud fra kunstnerisk leder af Schauspiel Dortmund, Julia Wissert, der skulle have åbnet dagen med et indlæg om sin egen praksis med at åbne institutionsteatret som et samfundstransformerende rum. Hendes praksis gælder diversitet på scenen, men også i alle øvrige funktioner på teatret ud fra et fokus på strukturel forandring. Vi har Julia Wissert til gode til en anden gang, men forlader Waves Xtra med et godt indblik i meget forskellige huse og metoder til at skabe kollektive processer, der har et mere holistisk og værdibaseret perspektiv på kunstnerisk skaben og arbejdsvilkår.
LÆS mere om Art & Activism-kuratorteamet i ISCENEs interview her

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Waves Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.




