★★★★★☆ BLKDOG – dæmonisk mesterværk

Waves Festival 2025 åbnede på et forrygende niveau, da koreograf Botis Sevas London-baserede kompagni Far From the Norm indtog den glohede sal på Vordingborg Teater. Med BLKDOG dansede de sig fri af mørket og fortidens traumer og lod nyt håb spire i et betagende, unikt og krystalklart bevægelsessprog.

Meget passende føler publikum varmen fra helvedes forgård, der udspiller sig på scenen med skræmmende klarhed og styrke. Sveden pibler frem på panden, mens vi ser børn og unge, der steger forpinte i dystopiske barndomsminder. BLKDOG bygger på virkelige fortællinger fra Botis Seva selv og medskaberne af værket. I 2019 vandt det en Olivier Award for Best New Dance Production.

Kompagniet, funderet i hiphop, rejser verden rundt med et helt unikt bevægelsessprog, der transcenderer stilarter, steder og tider. De bevæger sig med overjordisk lethed og præcision med fuld kontrol over hver fiber, mens de skærer narrativet ind til benet med kynisk autenticitet. De er et levende, intenst eksempel på kunstens forandrende kraft i tæt relation til samfundet.

Stålsvamp i nervesystemet

Vi hører åndedrag, måske fra de sorte hunde, der ånder forpinte sjæle i nakken. Pulserende, skrabende dyrelyde ledsager en person, der sidder med ryggen til os i en diset spot. En naiv børnesang høres på den legende, remsende og let moppende måde. “Daddy can you read me a story,” lyder det uskyldigt, så det næsten løber koldt ned ad ryggen. Et skud, og personen falder om på siden i en sky af haze.

De syv dansere løber magisk lavt over gulvet på række i hugsiddende med benene synkront padlende under sig. Gemt under grå hætter og i lange bukser fremstår de som børnefanger i et psykisk fængsel fastholdt i rigide mønstre, kun afbrudt af vridende fosterstillinger og undersøgende fingre mod hovedet. “Maybe we should start with how you feel,” siger en stemme. Den industrielle, øredøvende lydflade virker som en stålsvamp i nervesystemet.

Torben Sylvests insisterende lyddesign er cue til handlingsfragmenter – en frygtindgydende fremstilling af børn og unge i et yderst voldeligt og sygt miljø. Danserne kropsliggør traumerne i et drømmende flow, som én organisme. Forunderligt skarptskårne bevægelser leveres så præcist, at danserne fremstår som kloninger. Dynamiske pauser suger os ind i dramaet – fra hvirvlende tempo til stille, kontemplative øjeblikke.

Vold og sex set fra en trehjulet

Scenen er tom og mørk som underbevidstheden, hvor lys kun trænger ind i sprækker. Sindets snørklede rejse går gennem skyggerne mod heling i Tom Vissers mesterlige lysdesign. Ryan Dawson-Laights sanselige kostumer formidler også transformationen, hvor lag skrælles af – og nye monstre dukker op. Scenen kan også læses som et råt, kollektivt sindbillede af samfundet, som danserne dissekerer for os.

Død, vold og voldtægt er ikke et klimaks hos Seva, men hverdagsscener, hvor man overlades til tilfældige menneskers nåde. Minderne åbnes og lukkes i glimt, som i sindets egen fortrængning. Det ene øjeblik ses hjertemassage, der fører til nyt håb i orange lysende lamper. I næste øjeblik ser vi drager og køller så stramt koreograferet som et computerspil – til fuldstændig stilstand i statuarisk arketypiske formationer.

Minderne veksler mellem barndom og ungdom. Koreografisk står de nu på egne ben. Behovene er ikke længere tryg højtlæsning. “Give the people what they want,” lyder det, før tøjet rives af og lysterne slippes løs med teenagebegærets næsten smertefulde intensitet. Derpå flash back til barndommens trehjulede cykler, der cirkulerer mellem drab og køllebank. To dansere krones, mens sindene under dem koger.

Dragende signatur for dans

“What happened that day wasn’t your fault,” siger stemmen, der måske tilhører en terapeut. Hænderne har netop sluppet grebet om halsen på en liggende, måske syg krop, der siden blev slap – og vugges i kærlighed. Overkroppe, blottede eller letpåklædte kan efterhånden være til side om side med minderne.

Vordingborg er nok den mindste og fredeligste by, Far From the Norm nogensinde har optrådt i, men at tilbyde heling og håb til sig selv og de publikummer, der kan spejle sig i scener fra BLKDOG, er noget der ligger Botis Seva på hjerte. “You are just like her/him/me/God,” lyder stemmen afslutningsvist. Men Botis Sevas dansere er til gengæld ikke som nogen andre.

Elementer fra street dance – Lockings eksplosive præcision, Robotics’ mekaniske forfinelse og Houses flydende rytmik – fletter sig sammen med moderne dans’ store forbilleder, fra Martha Grahams intensitet til post-dansens formfrihed. Resultatet er en særegen samtidsdans, fri for krukkeri og båret af krystalklare budskaber, der resonerer i hele verden. Det er i al sin gru et dæmonuddrivende mesterværk.

Trailer fra forestillingen her.