★★★★☆☆ Vinterkrigen – naturen som fredsmægler blandt vildmarkens traumer

Sydhavns Teaters KIN Festival 2025 blev skudt i gang med Vinterkrigen af det tværnordiske scenekunstkollektiv BRAVO TOGA. Publikum udstyres med kikkert og hovedtelefoner siddende i et camouflagetelt midt på Sydhavnstippen. I et krydsfelt mellem radiodrama og dans udfoldes et på mange måder helt uforudsigeligt og forunderligt drama.

Under teltets skygge og udstyret med kikkert og notatblok har jeg udsyn ud over enge og træer, så langt øjet rækker, og føler mig mere som feltbiolog end som skribent. Straks kommer der da også en kat forbi, og jeg noterer “rødlig ungkat”. Det skal vise sig kun at være starten på BRAVO TOGAS vanlige evne til at sætte sit publikum i situationer, hvor man spekulerer på, hvad der er virkelighed, og hvad der er teater.

Svenske Sara Ribbenstedt, danske Lena Bondeson og finske Anna Kuusamo har siden 2016 skabt forestillinger i krydsfeltet mellem dans og teater i en nordisk mørk tone marineret i ironisk distance. De har en svaghed for de udefinerbare rum. Mens vi tror, vi sidder trygt og skuer ud på en performance, ser performancen samtidig på os, hvilket er en helt unik evne dette trekløver besidder.

Planlagt aggressivitet

Radiodramaet i øret handler om den finsk-sovjetiske vinterkrig set fra efterfølgende generationers perspektiv. Det handler blandt andet om at sove udenfor iført seks lag tøj, mens de 50 minusgrader stadig går gennem marv og ben. Vi observerer nogle intetanende hundeluftere i det fjerne, men så løfter min nabo sin kikkert – og ganske rigtigt kan vi skimte to lyse camouflagedrager langt ude mellem træerne.

Det er de to skønne, underspillede performere, Mandi Tiukkanen og Lena Bondeson. Helt uden at lade sig mærke med vores tilstedeværelse kan vi observere deres udfoldelser, når de hopper op og ned med deres stave, bruger dem som spyd eller bærer hinanden gennem terrænet. De to krigere holder pause med lyseblå feltkrus, og vi lytter til en meditation.

Vi skal visualisere, hvordan udspekuleret og planlagt aggressivitet er et kendetegn for mennesker i modsætning til dyr. Her vandrer nu en flok geder tavse ind på “scenen” og står og kigger os dybt i øjnene. Jeg noterer hovedrystende “geder” på min blok, mens de drøvtyggende også kaster et blik på performerne, der strækker ben ud med rulleski på og falder om på feltmarken.

Kriser sætter mærker

Mandi Tiukkanen og Lena Bondeson danser en pas de deux på rulleski, hvor både ben og arme strækkes i forskellige retninger og udfordrer nye balancepunkter. Ski og stave bliver billeder på de fysiske manifestationer af kroppens begrænsninger, som man – ifølge forskningen i vores ører – kan bære videre fra sine forfædre i sit DNA eller tarmflora. Kriser sætter mærker – både fysisk og psykisk.

Musik og sange er sat ind i Bernt Karsten Sanneruds meget velfungerende lyddesign, der ledsager fortællingerne fra et uhyggeligt grænseland og den interessante forskning om konsekvenserne for mange generationer fremover. Det skaber både en ironisk distance og giver perspektiv til de vidt forskellige verdener, der også lige nu, eksisterer side om side på næsten grotesk vis.

Blidt klaverspil ledsager fortællingen om, hvordan bedstefars oplevelser under krigen også sætter helt fysiske markører i hans børn, børnebørn og oldebørn og sågar giver højere risiko for PTSD.

Får med fred

Det er så der, healingen kommer ind i Vinterkrigen. I den næste episode af vores radioprogram hører vi om fred og opbygning. Danserne smider camouflagedragterne og danser rytmisk gennem græs og træer i body-trikot. Vi hører, hvordan bjørne overtager områder langs den nu fredelige grænse, hvor mennesker ikke længere må opholde sig i fredstid. Når mennesket går ud, kommer naturen ind.

Igen, som på cue, vandrer en række får ind foran os – helt uplanlagt og helt naturligt. Jeg skriver “får” på min blok. Ikke just fredsduer, men alligevel – får med fred. Det er lige det, BRAVO TOGA kan, med deres sans for at bevæge sig i mellemrummene og give plads til, at ting kan ske, og at publikum bliver et perspektiv i sig selv – ikke kun observatører.

En elguitar ledsager en ironisk kikset jubelduet med arme strakt over hovedet. Små soli udfolder sig i græsset med humor og poesi og virkelig fin sans for timing, før de løber de væk mellem træerne og vinker til os på afstand.

Læs også ISCENES anmeldelse af BRAVO TOGAS forestilling Don’t Fear Change fra 2023 her.