★★★★☆☆ Don’t Fear Change – klogt og visuelt woke-teater pleaser ikke nogen

Don’t Fear Change af performancegruppen Bravo Toga spillede to dage i Dansekapellet for et måbende publikum. Der var lange seancer med performerne opslugt af tøj, ting og sager i en form for satirisk antiforestilling. I konceptet er de materielle ting vigtigere end publikum og spillernes indbyrdes relationer, og da de endelig vågner op, er fremtiden for længst udsigtsløs.  

Forestillingen begynder allerede i foyeren, hvor de tre performere tilfører deres nøgne kroppe lag på lag af tøj og dingenoter. Helt udramatisk og i ramme alvor. Til sidst er de omvandrende symboler på alt det ragelse, vi omgiver os med. Resten bliver sat fast på skæve stativer, der med stort besvær rulles ind i scenerummet, hvor de hver især er optagede af deres egne ting. 

Bravo Toga består af Anna Kuusamo, Sara Ribbenstedt og Lena Bruun Bondeson. De skaber interdisciplinære forestillinger mellem teater og dans. De instruerer og koreograferer i fællesskab og bruger humor til at stille spørgsmål ved normerne. Mange publikummer ser spørgende på hinanden. Ved spillerne overhovedet, vi er her? Hvad er det, vi er vidne til? Er det en klimaflugt, en lejrtur eller et stille oprør? 

Afhængighed af forbrug

Tre firkantede, orange gulvlamper og et antal klare spots fra siderne oplyser scenen og alt det gods, de tre kvinder har slæbt med sig. Et strygebræt, en parasol, en presenning, et lille telt, en pæl, et lærred og meget mere flyder over scenen. De bruger det til at bygge hver deres hjælpeløse lejr. De er forbrændte på arme og ben, måske som et vidnesbyrd om, at kloden allerede har gispet længe. 

Der er lyde af fugle, og musikken består af små melodier i loops med enkel instrumentering. Lyden kører i ring og afspejler dermed rodet på scenen. Efter en halv time er kvinderne stadig opslugt af sig selv og deres ting og sager. Der skabes et billede af materialismens magt over os og døvheden overfor det, vi gør ved hinanden og kloden. Det er kompromisløst teater, hvor også publikum mærker meningsløsheden.

På et tidspunkt bliver de bange i mørket, måske en vågnende rastløshed og spirende bevidsthed om en omverden. Skygger kaster sig mod en hvid LCD-skærm bag scenen, og de stivner længe i hver deres groteske stilling til plop-lyde som dryp i en grotte. Fanget af tomheden. Tingene begynder at forfalde omkring dem, at miste betydning, og de bevæger sig som åndløse gopler hen over hinanden. 

Kloden på katastrofekurs

Er det for sent at melde sig ud af destruktionsklubben? Undergangens underjordiske åndedrætslyde lyder næsten som lyde fra en hval. Nernt Karsten Sanneruds lyd og lys kommer her til sin fulde ret med flimrende stroboskoplys og grønne og røde katastrofelys i et dystopisk landskab.

Pludselig ligger en af kvinderne nøgen og bundet på gulvet. En anden er forklædt som hest i farvestrålende kostume med dinglende bagben og nikkende hoved. Det er både grotesk og komisk. Kvinden på gulvet råber, at hun ikke er klar til at give slip på tingene. Den tredje kvinde ser skuffet til iført rødt Pringles-regnslag. 

En video kører på LCD’en til teksten ”Earth is a planetary concept, social species another concept”. Videoen afbrydes, og på hvid skærm ses ordene ”Epson Exceed your vision”. Det griner vi af, for det passer perfekt. Der er behov for nye horisonter, nye synsvinkler. Videoen viser ”behind the scenes klip” fra kunstnernes udvikling af konceptet, deres konsulenter og interaktion med naturen. 

Publikum udfordres

Som publikum er vi på dybt vand. Selvom det er en pointe, er det lang tid at se på ragelse. Bevares, der er også en styrke i en kunstnerisk fuckfinger og den vedholdende insisteren på ikke at please nogen. Vi mærker, hvordan ting skaber distance i en art eftertænksom gruppeterapi. Men rent visuelt er de sidste 45 minutter mere interessante. Opvågningen er underspillet skævt og klogt fortalt med humor. 

De tre nytænkende kunstnere i Bravo Toga viser stort scenisk nærvær i deres dokumentarstil og kølige selvironi. De står ikke tilbage for ærlige, grimme og skæve udtryk. På den måde er Don’t Fear Change et oprør med både det sceniske format og med materialismen. Det er woke teater med indsigtsfulde perspektiver, og det er en forestilling med noget på hjerte, man ikke lige glemmer.