★★★★☆☆ Min mægtige mor er stærk ny dramatik

High Noon Teaterproduktion er rykket ind på Teatret ved Sorte Hest med Rikke Wölcks stærke, nye tekst Min mægtige mor. Et drama om intergenerationelle følelser og konflikter, som forløses rørende i et musikalsk legende samspil af trioen Laura Bro, Kare-Lise Mynster og Rikke Wölck selv.

“Jeg kan høre dig derinde. Hvad laver du?”

Karen-Lise Mynster sidder uden for den røde dør i sin komplementærfarvede, grønne habit. Som mangt en forælder forsøger hun at skabe kontakt til et barn, men bliver afvist. Tavsheden bag den lukkede dør manifesterer sig fysisk i rummet og i morens plaprende tale.

Kan du ikke unde dig selv lidt glæde?

Vi har hørt det hele før. Talen er et repeterende narrativ, som fastholder den verden, moren har bygget op. Manden, som hun har levet sit liv med, men som ikke får mange sætninger med på vejen. Hendes egen mors kritik og mere ukomplicerede adgang til barnebarnet, og så alle forventningerne til datteren pakket ind i formuleringer som “Kan du ikke unde dig selv lidt glæde?”

Hun ønsker det gode, som alle mødre gør, men hendes tale emmer af skyld med skyld på, for det umiddelbart generøse krav om glæde, vi kaster over vores børn, er jo netop det tungeste åg at bære. Det er ikke barnets opgave at gøre sin mor glad ved selv at være det.

Karen-Lise Mynster boltrer sig i Rikke Wölcks stærke tekst, der præcist lægger lag på lag af skyld, sorg, savn og kærlighed ind i hverdagstalen. Smerten over den ulykkelige datter bag døren ligger mærkbart under den forcerede tale, der forsøger at pakke en uforståelig krise ind i ord. Som om den ville oplæses af den grund.

Ikke at blive set

Laura Bro er Fanny, datteren, med de higende øjne og den blide længsel. Måske har hun en depression. Måske er hun bare ramt af livet. Hun træder frem i mere grumset grønt og taler poetisk om sin smerte. Om ikke at blive set. Ikke blive hørt. Af en rationel mor, der ikke drages af de sorte fugle og dommedagsviben i datterens digte, men altid forsøger at glatte ud og animere til glade tanker.

Så går det straks bedre med mormor. Hendes hippie-kunstneriske tilgang til livet svinger bedre med Fannys, og sammen kan de le af kvinden i midten, der trods et ihærdigt forsøg ikke kan være med, når de to mere kunstnerisk anlagte associerer frit. Rikke Wölck giver hende alderens nådegave. Hun har set det meste og ved, at det går.

Det intergenerationelle er ramt på kornet. Roller og præferencer kunne være omvendte, men mønstret er det samme. Kærligheden findes og viser sig i glimt i et fælles latterbrøl, i en fjollet sang. Men oftest er den bagtæppet for de misforståelser og urimelige forventninger, vi har til hinanden i familiens bånd.

Mesterlig tekst om det usagte

Hemmeligheder og løgne er et fundament i de fleste familier. Også her, hvor noget der fortælles sent, kunne have gjort en forskel, og hvor andet først bliver klart, da det er for sent. Det er en mesterlig tekst om det usagte, det forudsatte og ikke mindst det repeterende, der gør os til dem, vi bliver – i hvert fald i familiens skød.

Madeleine Røn Juuls musikalske iscenesættelse følger tekstens taktslag og trioen på scenen forløser dens ord i et intenst og rørende samspil, der i et toneskift, i en tøven, i et bardus udbrud rammer nerven i de svære relationer.

Det er altid en glæde at se ny dramatik på scenen. Her er det en særlig glæde at se roller til kvinder over 40, især fordi Min mægtige mor ikke er et aldersreservat, men en vedkommende, klog tekst med vital æstetisk præcision og legelyst.