★★★★★☆ En plads i manegen indfanger sjælen i cirkus

Teaterinstruktør Johannes Maria Schmit og filminstruktør Anne Svejgård Lund har skabt en fuldstændig vidunderlig forestilling om levet liv i en magisk ramme på Vendsyssel Teater. En plads i manegen fortæller Katja Schumanns liv og hendes drøm om at give kærligheden til cirkus videre i et voveligt hybridformat, der lykkes med at indfange sjælen i cirkus og efterlade os med smil i hjertet og klump i halsen.

Der dufter af savsmuld. Savsmuld blandet med lugten af hest. På den der cirkusmåde, som vi næsten alle kender, og som tricker mindet om drabelige akrobater, dystre klovne, musik og lyserød candyflos. Men på Vendsyssel Teater er der anderledes tyst, og langs manegens kant kører et stort lærred rundt. Der galoperer heste på det, og bag det vrinsker de tre heste, der er med i forestillingen. I siden lyser et drivhus svagt op.

Tomater er noget, jeg må

Så standser lærredet og vi hører for første gang Katja Schumanns markante stemme. “Når du træder ind i manegen med hestene, så er du der bare. Det sætter dybe spor, som aldrig går væk”. Cirkus er skæbneformende liv og død. Det mærker vi allerede i hendes første sætning.

En plads i manegen er en hybridforestilling, hvor Anne Svejgård Lunds portrætfilm af Katja Schumann udgør kernen, mens elementer af cirkus og teater fletter sig ind og på magisk vis åbner fortællerummet. Filmen er optaget over fire år og beskriver den udvikling, den aldrende Katja må gennemgå for at finde frem til en måde at give sit livsværk videre på.

Hun er en kantet dame, der egentlig trives bedst for sig selv i drivhuset, hvor tomatdyrkning er hendes “room of one’s own”. “Forestillinger er noget, jeg skal. Tomater er noget, jeg må,” siger hun med et glimt i øjet om den askese og de afsavn, artistlivet har indpodet i hende.

Om hun altid var så menneskesky er svært at sige, men en opvækst med træning fra morgen til aften med en far, der “havde temperament”, spiller en markant rolle for hendes selvforståelse og den akavede tilgang, hun først har overfor den unge rytter Liv, da hun dukker op.

Man kan give dem en retning

Mennesker er svære, men hestene forstår hun. Varmen strømmer mellem hende og dyrene, og hendes særlige talent bliver respektfuldt italesat af de gamle kollegaer, hun møder i filmens odyssé. Den bringer hende også tilbage til højde- og smertepunktet i USA, hvor hun og hendes mand grundlagde et cirkus og fik to børn. Siden drev deres ambitioner hver sin vej, og hun forlod det hele og vendte tilbage til Danmark. Smerten i den beslutning lyser ud af skærmen under hendes besøg hos søn og datter i USA. De valgte ikke cirkusvejen, men vælger stadig den mor til, som ikke altid valgte dem over cirkus, fordi hun aldrig havde lært andet.

I en klassisk dannelsesdramaturgi kommer Katja møde for møde tættere på, at hun er nødt til at give slip på noget for at ankomme til noget nyt. Man kan ikke længere træne børn som dyr, men man kan give sin kærlighed til cirkus videre. “Man kan give dem en retning,” som Katjas gamle kollegaer siger.

Katjas garvede ansigt med de hastigt blinkende øjne fortæller mere end ord, og vi jubler med hende, da Liv med strålende ansigt rammes af den dybe kærlighed til cirkus – og pludselig forstår. Det er fornem dokumentarfilmkunst, der nænsomt, men insisterende kryber direkte under huden.

Det helt forunderlige er så, at scenerummet står distancen i mødet med filmen, så de to smelter sammen til et hele. Lærredet bliver en del af scenografien, når det som hestene bevæger sig rundt i manegen. Filmen kaster os tilbage i tid til cirkusprinsessen i 60-70’erne, det nye amerikanske cirkus i 80-90’erne og ind i Katjas Cirkusgården i Løkken i nutiden, mens scenerummet etablerer et rum uden for tiden, der indfanger cirkusmagien.

Et voveligt cirkusnummer

Artefakter fra filmen, særligt Katjas mange kostumer, materialiserer sig i manegen i en drømmende sekvens, der både indkapsler fortiden og Livs drømme om fremtiden. Drivhuset kommer til live som en underbevidsthedens stemme, der gennemlever Katjas indre kamp. Får Liv mon lov at vande tomaterne til sidst? Selvfølgelig gør hun det, ligesom hendes boblende glæde ikke kan undgå at smitte af på en gammel cirkushest som Katja.

Legende bevæger de sig rundt i manegen. Snart sammen, snart hver for sig, men altid med et smut i øjet til det publikum, der jo altid kan se det hele. De tre elegante, lyse heste er med i legen som det smukkeste billede på det bånd mellem to væsner, som i virkeligheden er det, Katja ønsker at se leve videre. Langsomt finder hun en vej, hvor hun og Liv, nyt og gammelt kan mødes.

En plads i manegen er en fuldstændig vidunderlig forestilling, der lykkes med et voveligt hybridformat. Så voveligt som et cirkusnummer i sig selv. Det virker og bliver umådeligt rørende, fordi formatet formår at fortælle en bemærkelsesværdig livshistorie ved at bruge fortællegreb fra det cirkus, der har formet livet, så længslen efter dets magi forplanter sig til os på lægterne, der efterlades med smil i hjertet og en klump i halsen.