★★★★★☆ Thomas Korsgaards Sat i verden er klassisk drama, men også queerlig moderne

Efter et par tilløb med en libretto og dramatisering af egen roman på Det Kongelige Teater træder forfatter Thomas Korsgaard for alvor i karakter som dramatiker med det overordentligt vellykkede manuskript, Sat i verden, samme sted. Magnus Haugaard formidler mesterligt den stakkels hovedperson Tobias, der for sent opdager, at han er sat helt alene i verden.

Forfatteren og skibonitten Thomas Korsgaards nyskrevne værk Sat i verden er måske ikke den mest moderne tekst, vi har set. Der er noget klassisk ibsensk kammerspil over udtrykket. Og noget strindbergsk over opgøret. Og noget albeesk over temaerne.

Men derudover er det bare bimlende velskrevet og queerlig lidt a la Matthew López’ Arven, der vel er endt som årtiets største succes i Skuespilhuset. Og som forresten igen-igen-opsættes i 2026.

Homohistorierne har altså fået plads i det kongelige repertoire, hvilket klæder nationalscenen. Er det blevet for meget? Så længe der stadig sidder drenge på bageste række og fniser demonstrativt, når to mandlige skuespillere kysser hinanden på scenen, så tænker jeg ikke, at der er nok af det endnu.

Tilvalgt eller fravalgt?

Vi møder hovedpersonen Tobias, spillet af Magnus Haugaard, som er flyttet fra Skive til København, hvilket man i parentes bemærket ikke kan fortænke ham i. Desværre er han tilsyneladende ikke rykket til hovedstaden for at stå på egne ben, men er fulgt med sin vennegruppe, der er blevet hans ”selvvalgte familie”.

Men åh nej, vennerne har faktisk aldrig valgt ham til. Han har klæbet sig til dem. Og efterhånden som de hver især stifter egne familier, skubber de Tobias ud på et sidespor. Og han må derfor genopdage sig selv som et voksent, selvstændigt og familieløst individ.

Det er på en måde en coming of age-historie, om end persongalleriet er omkring 30 år. Og dét siger måske netop noget om Tobias’ problem, nemlig at han for sent tog ansvar for sin egen udvikling.

Stærke roller

Magnus Haugaard er forestillingens åbenlyse højdepunkt med sin sympatiske karaktertegning og sin mesterlige ansigtsmimik, hvormed han formidler alle de både meget komplekse og ekstremt simple følelser. Sjældent har en muskeltrækning ved øjnene været så mikroskopisk og samtidigt så utvetydig.

Omkring ham er ensemblet, hvor Anton Hjejle excentrisk og overfølsomt skildrer den flagrende Isak. Emil Blak formidler smerteligt rammende den gamle bedsteven, der nu har livet fuld af egen mand og rugemorbarn og navngivningsfest. Og Cecilie Bogø Bach er som Tobias’ mangeårige partner i alt andet end sex, veninden og bofællen Martha, den mest sårende i flokken, da hun helt uden varsel udelukker ham fra sit liv.

Som forestillingens voksne indspark, Tobias’ lidt ældre arbejdsgiver Jannie, er Tina Gylling Mortensen karakterfast og tydelig i sin dramaturgiske funktion. Hun undviger ethvert tilløb til et kram, men giver Tobias sine uforbeholdne leveråd fra et ærligt og usentimentalt hjerte.

Passivt ”sat”

Forestillingen er underholdende og skarpt iscenesat af Thomas Bendixen, der sammen med skuespillerne virkelig har dyrket typerne i forestillingen. De er karikerede, men dybt genkendelige og sympatiske i hver sin forstand.

Thomas Korsgaard har kaldt stykket Sat i verden, som henviser til Tobias’ passivitet i verden. Han er blevet sat dér, og nu prøver han så at holde fast i det, der har været hans verden, siden han som stor teenager gjorde op med sin biologiske familie.

Det er en overordentlig flot, perfektionistisk, underholdende og betagende næsten-debut, som Korsgaard her stiller op med på Det Kongelige Teater. Og han sætter sig dermed – i aktiv form – ind i teaterverden som en dramatiker, som man kun se frem til at se mere fra.

LÆS også ISCENEs interview med Thomas Korsgaard om hans første dramatisering her