Samarbejdet har gjort Thomas Korsgaard en smule mere glad for gruppearbejde

Den aktuelle Thomas Korsgaard-dramatisering Man skulle nok have været der har været et par år undervejs med afsæt i Det Kongelige Teaters udviklingslaboratorium KGL Dansk. ISCENE tog en snak med forestillingens dramatiker, dramaturg og instruktør om adaptionsprocessen og om klassetemaet, der siden romanen udkom, er blevet stadigt mere aktuelt i kunsten.

”Da min første bog udkom, var klasse ikke et ord, man brugte. Det var sådan et ord, der vakte tanker om Kommunistisk Bogcafe,” siger Thomas Korsgaard. Vi er egentlig mødtes for at snakke om dramatiseringsprocessen af hans roman Man skulle nok have været der, der havde premiere på Det Kongelige Teater 21. september og snart skal på turné i hele landet. Men samtalen kan ikke undgå at strejfe klassetematikken, der igen bliver italesat i kunsten efter flere årtier i dvale.

Annonce

En eksistentiel historie

Man skulle nok have været der er tredje del af Thomas Korsgaards trilogi om Tue, der kommer fra et ressourcesvagt hjem nær Skive, hvor de to første dele udspiller sig. I tredje del er Tue flyttet til København og lever på gaden, indtil han flytter ind hos avissælgerkollegaen Victoria og hendes mor, den anerkendte arkitekt Merete. Romanen associeres som regel med den autobiografiske bølge, men kan lige så vel læses som aktuel klasselitteratur.

”Det er en eksistentiel historie, som de fleste kan genkende sig selv i, selvom de ikke er en ung, fattig mand, men vi håber, at folk også tager den dimension med, der handler om klasse i vores velfærdssamfund,” siger dramaturg Louise W. Hassing, der sammen med Thomas Korsgaard og forestillingens instruktør Henrik Grimbäck udgør trekløveret bag forestillingens manus.

Replikkerne er det allerletteste

”Min redaktør sagde allerede om min første bog, at jeg var god til replikker. Jeg spillede lidt med på, at de er svære at skrive, men replikkerne var det allerletteste for mig. Da min første roman udkom, var der også mange, der sagde, at jeg skulle skrive dramatik eller film. Det forvirrede mig lidt, når jeg nu havde forsøgt at skrive en bog, men det satte sig som en trang i mig. Kunne jeg skrive dramatik, når det var alvor,” spurgte Thomas Korsgaard sig selv.

Historien om Man skulle nok have været der’s vej til scenen, startede derfor med et forløb på Det Kongelige Teaters dramatiske udviklingslaboratorium, KGL Dansk, for to år siden, hvor Thomas Korsgaard og Louise W. Hassing sammen med nu afdøde instruktør Anders Lundorph arbejdede med et par kapitler fra romanen som reading. ”Det er vigtigt at nævne, at det var Anders Lundorph, der fandt nøglegrebet med to fortællere,” understreger Thomas Korsgaard.

Den dobbelte fortæller er nøglegrebet

”Vi vidste, at vi skulle se de andre karakterer gennem fortællerens øjne, ellers ville de blive til karikaturer. Vi ville holde fast i, at historien er et indre liv, ikke en miljøbeskrivelse. Karakteren Merete ville jo opleve situationerne helt anderledes end fortælleren. Det var Anders Lundorph, der så, at fortællerollen skulle splittes, så den ene var i situationen, mens den anden ser situationen i tilbageblik – og så kaldte vi dem Tue og Thomas,” fortæller Louise W. Hassing.

”Jeg var nervøs for, om vi kunne skabe ensomheden, når de var to om det, men det stod rimelig hurtigt klart, at det faktisk blev stærkere af det, fordi Thomas ikke kan hjælpe Tue. Han kan ikke gribe ind eller skrive historien om. Fortællepositionen er heller ikke moralsk. Thomas siger ikke til Tue, at det er en dårlig idé at lyve om, at Meretes lejlighed er hans egen, et forældrekøb. Nej, de må stå det igennem sammen,” fortæller Thomas Korsgaard, mens Louise W. Hassing pointerer, at selvom Thomas ikke kan gribe ind, kan han mærke ydmygelsen på ny. 

At læse med en lydbog

Arbejdet med at transformere romanen til scenen var i starten meget tekstnært og tog udgangspunkt i fortællergrebet, fortæller Henrik Grimbäck og uddyber: ”Vi fandt en metode, hvor Louise lyttede, mens vi to andre læste højt og så fordelte vi replikker ud fra oplæsningen. Det var lidt syret for mig, fordi mit første møde med bogen var lydbogen, som Thomas selv har indlæst, så at læse med ham var som at læse med en lydbog”.

Louise W. Hassing glæder sig over, at Thomas Korsgaard var med i hele processen: ”Det er en gammel skrøne, at dramatikeren ikke vil være med i processen. Jeg har kun oplevet at have et vigtigt, dynamisk og tæt samarbejde med de forskellige dramatikere, jeg har arbejdet med. Det er jo dine ord, Thomas, dit dramatiske sprog hele vejen igennem.”

Sprog båret af dialog

For Thomas Korsgaard var det især interessant at opdage hvor lidt, der skal til: ”Jeg kan ikke formulere reglerne for hvilke ord, der kan stå i en bog, og hvilke, der fungerer på en scene, men helt fysisk har jeg lært noget om det, som sidder i min krop nu. Når man skriver en bog, skal nogen læse det med deres øjne, men hvordan gør man ordene sceniske? Hvem kan sige hvad hvornår? Jeg har skullet forstå den dimension i teater, hvor Tue kan stille sig op og sige ”Jeg bærer alting ned til storskrald”, og så gør han det. Romanen er ikke lang, for jeg kan lide at skrive skarpt, så jeg er lidt forundret over, at vi kunne skærpe det så meget mere. Jeg synes, alt bliver sagt,” siger han og understreger, at samarbejdet har gjort ham lidt gladere for gruppearbejde.  

Henrik Grimbäck peger på, at Thomas Korsgaards sprog er nemt at dramatisere, fordi det er genkendeligt og mere båret af dialog end beskrivelser: ”Han fortæller mindre snarere end mere og afstår fra at fortælle alle følelserne. Han har naturligt lagt et lag ind, som skuespillerne kan gå ind i”.

Louise W. Hassing forklarer, at oplæsningsmetoden samtidig gjorde det tydeligt, hvad der skulle med i manus: ”Laurits-historien var vigtig, for i den er Tue sig selv, en ung mand, der er forelsket, og samtidig er han ikke sig selv, fordi han lyver om lejligheden, så Laurits møder ikke Tue rigtigt. Laurits-historien bærer på den måde en falsk forventning om en mulig happy ending. For Tue kunne måske sammen med Laurits have fundet et sted at være sig selv, hvis han ikke have løjet om, hvem han var.”

Navnet skrevet med blyant

Den dobbelte fortæller ligger ifølge de tre implicit i teksten som mennesket, der vil iscenesætte sit liv for at skabe mening med det, men fortællingen løber af sporet og rækker samtidig ud over det individuelle. ”Det er er ikke en tilstand, men opstår i situationen. Thomas er jo ikke en klassisk, alvidende ”Der var engang, jeg var en fattig dreng”-fortæller. Han er ligesom Tue i situationen og oplever den, og derfor bliver historien også politisk ved at insistere på, at det er her og nu. Du kan også se unge mennesker sidde på gaden i dag,” forklarer Louise W. Hassing.

Hun forbinder samtidig identitetsfortællingen til verdenslitteraturen med replikken ”Hvad er et navn” fra Shakespeares Romeo og Julie. Trioen har ikke arbejdet direkte intertekstuelt, men navne spiller en vigtig rolle i teksten. ”Det første, vi får at vide, er, at han hedder Tue, men det er skrevet med blyant på Barnets bog, så navnet er spinkelt, identiteten skrøbelig, mens karakteren Michael Ejlertsen får lov at sige sit navn rigtig mange gange,” fortæller Louise W. Hassing, der ser navnemotivet som en gave i teksten, som trioen har kunnet bruge ubesværet.

Fra depositum til glidecreme

”Ja, og hvornår har man lyst til at være sit rigtige navn? Når man står i så mange ydmygende situationer som Tue og bliver spurgt, hvem man er, så kan jeg godt forstå, at man har lyst til at lyve,” supplerer Thomas Korsgaard og fortæller, at oplæsningsmetoden inspirerede ham til at give Michael Ejlertsen flere replikker, end der er i romanen.

”Henrik og spillerne havde fornemmelsen for navnets betydning for taleretten, så Michael Ejlertsen kan gå fra depositum til glidecreme i samme sætning. Det kunne gå gruelig galt, hvis timingen ikke er der, men de kunne høre det,” siger han anerkendende og understreger som de to andre igen holdindsatsen, hvor trioen har taget de store beslutninger, men også skabt plads til skuespillerne, der bød ind på hvem, der skulle sige hvad.  

Det er et langt fald

Nøglegrebet med den dobbelte fortæller var således også grundfundamentet for Henrik Grimbäcks iscenesættelse med Kasper Dalsgaard og Patrick Baurichter i de to roller. ”Grebet var en nøddeknækker, hvor vi ikke splittede teksten ud på alle karaktererne, men så dem gennem Tue og Thomas. Patrick Baurichter spiller Thomas, men også tyve andre forskellige mennesker, mens Kasper Dalsgaard er en mere traditionel udviklingskarakter, så det handlede om at sammenblande de to til en fortælleform. Patrick arbejdede meget med at bløde Thomas ind i de andre karakterer. Når Victoria bliver vred på Tue, handler det også om, at Thomas bliver vred på sig selv i genfortællingen,” fortæller Henrik Grimbäck. 

Hans oversættelsesarbejde til scenen skete i samarbejde med spillerne i et forsøg på at skabe rytme og melodier. ”I starten synes Kasper, det var synd for Tue, men det kan vi jo ikke starte med, for så har han jo ikke noget sted at falde fra,” forklarer han og peger som Thomas Korsgaard også på ordknapheden: ”Hvornår siger man “Jeg var glad” og hvornår spiller man det? Thomas har skåret mange oplysninger væk og har fx erstattet en positiv takkescene med en anden slutning”.

Modbydeligt at se på

Tue-karakteren forsøger at iscenesætte sin manglende gode barndom hos Victoria og Merete, og Thomas Korsgaard er fascineret af, hvordan Henrik Grimbäck med få replikker kan vise, hvordan Tue prøver at blive som dem: ”Vi gør det alle sammen, låner og spejler hinanden, men det er modbydeligt at se på. Jeg er nysgerrig på hvorfor,” siger han og peger også på spejleffekten i Jonas Flys scenografi:

”Jeg elsker rummet. Der er jo ikke ret meget på den scene, så jeg var lidt nervøs for, om man ville kede sig, men lysstofrørene kan så meget. Poolen, hvor det lyser blåt og musikken skifter, det gør mig dybt berørt, fordi det bliver så billedligt og smukt. Det samme sker med det varme lys fra lampen, Laurits har med. Det er så sanseligt og det passer godt til den måde, jeg skriver på. Jeg vil gerne have, at folk selv forestiller sig noget. Det ligger allerede i titlen, at der er historier, hvor man er helt hægtet af og ikke kan se det for sig. Det spejles i alle facetter af opsætningen, også i scenografien”.

Jeg bliver helt høj af den transformation

At se forestillingen til prøver og premiere har haft en stærk virkning på Thomas Korsgaard, der både griner og får ondt i maven af den. ”Jeg tror, det handler om, at selvom det er mig, der har skrevet det, så er det blevet noget i sin egen ret, og det er fantastisk. Det er helt vildt dejligt for en forfatter, at teksten kan leve uden for forfatteren. Så er vi ude over, om det er noget, jeg selv har oplevet. Alle de spørgsmål om autofiktion er der intet af her. Her er både tidslig og fysisk afstand, og jeg bliver helt høj af den transformation,” fortæller han.

Han er spændt på, hvordan Man skulle nok have været der bliver mødt ude på turneen i hele landet. ”Til premieren blev jeg overrasket over hvor og hvordan, der blev grinet. Så griner de mon af noget andet i små byer end i store,” spørger han.

Noget vi skal tale om som samfund

”Jeg er ikke sur på nogen over, at de har penge og lejlighed. Jeg minder bare folk om, hvor meget de faktisk har. Tue er helt forudsætningsløs, han har ingenting, men man bliver også irriteret på ham. Hvordan skal man hjælpe ham? Det er jo uhyggeligt, at den sociale mobilitet i Danmark nærmest er dårligere end i USA. Det glemmer vi. Vi har en selvfortælling, der ikke stemmer overens med den virkelige verden. Hvis man synes, Merete er forfærdelig, må man også anerkende, at hun lukker Tue ind, og det er der meget få, der ville gøre. Hun er mere generøs og hjælpsom end de fleste ville være. Det er interessant. Det stiller hende et sted, hvor jeg må bøje mig i støvet for hende. Hun gør mere end de fleste, men får selvfølgelig også noget til sin egen selvfortælling,” siger Thomas Korsgaard, der håber, at forestillingen måske vil tvinge publikum til at se deres eget liv i et nyt lys.

”Der er i hvert fald noget, vi skal tale om som samfund, når vi oplever tingene så forskelligt, som Merete og Tue gør. Romanen har et smertepunkt, der ikke handler om at skrive om noget i tiden, men som alligevel rammer den. Der er noget i gang, der handler om, at den privilegerede middelklasse er den herskende klasse,” supplerer Louise W. Hassing, der mener, at tiden kalder på, at vi taler om vores samfundsindretning.

”Det er også den slags nutidige, aktuelle stemmer, vi altid leder efter på KGL Dansk. Ikke som kronikstof, men materiale, der kommer fra et smertepunkt som Man skulle nok have været der,” afrunder hun samtalen.

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Man skulle nok have været der

Man skulle nok have været der spiller 21. september – 1. november 2023 i Skuespilhuset, derefter på turné i hele landet 7. november – 4. december 2023.