★★★★★☆ Man skulle nok have været der – sitrende skøn og smertefuld adaption

Thomas Korsgaard har gennem et længere forløb på Det Kongelige Teater dramatiseret tredje del af sin Tue-trilogi Man skulle nok have været der. Den forløses i et elegant dobbeltgreb med Kasper Dalsgaard og Patrick Baurichter i en fælles stjernepræstation som Tue og Thomas.

At komme fra en gård udenfor Skive er tragisk i sig selv. Det mener i hvert fald arkitekten Merete og hendes datter Victoria, der i en periode lader Tue bo i deres herskabslejlighed. Udtalelsen falder en passant i det elegante dobbeltgreb, der strukturerer dramatiseringen af tredje del af Thomas Korsgaards Tue-trilogi, Man skulle nok have været der på Det Kongelige Teater.

Annonce

Det er jo bare pasta

Tue og Thomas deler fortællerrollen. Thomas med tilbageblikkets korrigerende erfaring og med indsigten i alle de koder, Tue ramler ind i midt i sin tidslinje. Tue er hjemløs. Konkret, men også socialt. Han har forladt sin dysfunktionelle familie i Skive, men optræder af og til stadig som forælder for sin mor. Han lever fra hånden til munden som avissælger på gaden og er dybt afhængig af andre menneskers nåde.

Først den slibrige Michael Ejlertsen, der lejer et “gayfriendly” værelse ud med forventning om modydelser. Siden hos Merete og Victoria, hvor man kalder pasta rigatoni, og har et hav af uskrevne regler, som Tue dejser bardus ind i. Han ejer intet og navigerer fra øjeblik til øjeblik, og forstår først sent, at han har overdrevet gæstfriheden til det ekstreme. Merete på sin side forstår på intet tidspunkt, at Tue ikke kan afkode hendes høflige signaler om at rykke videre.

Som regel ved man godt, hvor man bor

På den måde skaber Tue uro i de fine saloner med sin for den besiddende klasse uforståelige ageren, mens de samtidig nonchalant nedgør ham med deres distancerede, passivt-aggressive fordomme forklædt som medfølelse med dette besøg i deres verden af white trash, som de ikke er sene til at kategorisere Tue som.

Thomas Korsgaards tekst, som han selv har dramatiseret, er mundret og rummer samtidig det væld af nuancer, der opstår i sammenstødet mellem de to verdener. “Som regel ved man godt, hvor man bor,” lyder sidste replik. Tue bryder den sociale arv, men er stadig hjemløs til slut. Nøglen passer simpelthen ikke.

Elefanten i glasbutikken

Vi ser alt fra Tues perspektiv med Thomas som korrektiv. Fra hylden med det karrygule bagtæppe bevæger de sig ned i Jonas Flys spejlblanke, neonlysende scenografi. Et køligt landskab, der mimer Tues møde med storbyen. Det eneste varme gule lys kommer fra lampen, som Tues næsten-kæreste Lauritz køber til ham, men som naturligvis ikke kan hænge i det smagfulde arkitekthjem, hvor Arne Jacobsens stol Ægget er standard.

Lauritz tager afstand fra Tue efter en nytårsfest, der går amok. Tue lyver af og til, men forsøger også at rydde op efter sig. Alligevel ender han som elefanten i glasbutikken med sine malplacerede historier og mangel på borgerlig dannelse. Henrik Grimbäcks letflydende iscenesættelse balancerer dobbeltgrebet, hvor Tues på overfladen morsomme faux de pas rummer en dyb ensomhed, der skærer i hjertet.

En fælles stjernepræstation

Kasper Dalsgaard er Tue. Helt ned til hullet i sokken. Med sit åbne ansigt forsøger han på trods at navigere i den ukendte verden. Rejser sig som en tumling og klør på igen og igen, for han kan ikke andet. Blid i mødet med Lauritz, fortabt i de riges pool, forkrampet vred på mor og hikstende opløst, da Victoria rasende smider ham ud.

Patrick Baurichter er Thomas, der taler ind i Tues ord i en dobbeltfortælling fra hver sin tid. Han er også alle de karakterer, der igennem Tues blik bliver karikaturer, der dog stadig rummer en sandhed om det menneskelige. Alle lidt nervøse fra udlejerens gnæggende grin til Meretes flagrende foragt og omgangskredsens affærdigelse. Kun Lauritz står ren forelsket, til Tues bedrag også skaber uro, vrede og afstand i ham.

Kasper Dalsgaard og Patrick Baurichter er begge vanvittigt gode skuespillere og her er de vidunderlige sammen i en iscenesættelse, der rammer romanforlæggets tone rent, og transformerer den til scenekunst ved at lade kroppene tale med i det visuelle spejlkabinet. De er akavede, elskelige, rå og modbydelige på skift i en tæt sammenspillet fælles stjernepræstation. Man skulle nok have været der er en uhyre vellykket adaption, der i sin egen æstetiske ret er en sitrende skøn og uafviselig smertefuld historie om, hvad velfærdssamfundet også er.