Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil give 20 millioner kroner til teater for børn og unge. Pengene går til egnsteatre, små storbyteatre og til en teaterfestival for børn, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse i dag.
Børn og unge skal ifølge pressemeddelelsen kunne opleve teater af høj kvalitet, uanset hvor i landet de bor. Derfor vil kulturministeren give 17 millioner kroner til landets egnsteatre og små storbyteatre, så de kan gennemføre en særlig indsats for at nå børn og unge. Herudover får Teatercentrum 3,0 millioner kroner til KLAP-børneteaterfestivalen. Inden midlerne udmøntes, skal forslaget godkendes af Folketingets Finansudvalg
Har aldrig været vigtigere
”I Danmark har vi en helt særlig tradition for teater til børn og unge. De danske teatre laver scenekunst i øjenhøjde med børn og unge og tager dem alvorligt. Når vores børn og unge oplever dansk teater, sikrer vi, at de får nogle nærværende oplevelser, så de ikke drukner i let fordøjelige digitale tilbud. Og med den verdenssituation vi har i dag, har det aldrig været vigtigere at sikre dansk kultur. Jeg er derfor enormt glad for, at vi kan sende 17 millioner kroner til vores egnsteatre og små storbyteatre, så de kan skabe fantastisk teater for børn og unge rundt om i landet. Jeg er glad for, at vi kan støtte den fremragende KLAP-teaterfestival for børn,” udtaler Kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
LÆS også ISCENEs interviewartikel om kulturens del af finansloven her
Fakta om flere penge til teater for børn og unge
Der udmøntes 20 millioner kr., som blev afsat på finansloven for 2025 til “Flere i teatret” i 2025.
17 millioner fordeles ligeligt til alle de nuværende egnsteatre og små storbyteatre i Danmark til særlige indsatser for børn og unges møde med scenekunsten. Der er på nuværende tidspunkt 28 egnsteatre og 20 små storbyteatre. Teatrene vil derfor modtage ca. 0,35 millioner i tilskud pr. teater.
Samtidig afsættes 3 millioner kr. til Teatercentrum med henblik på at sikre gennemførelse af KLAP-børneteaterfestivalen i 2026. Inden midlerne udmøntes, skal det godkendes af Folketingets Finansudvalg.




