★★★★☆☆ Sød og musikalsk Elf the Julemusical kalder den glitrende julestemning frem

Julestemningen indfinder sig hurtigt på NørregadeTeatret i Maribo, der i år sætter musicalversionen af Elf på scenen i en frisk, sprudlende oversættelse. Sneen drysser og hjerter smelter, mens det lille lollandske egnsteater atter “får hele verden til at synge med.”

NørregadeTeatret kaster sig i år ud i den hjertevarme fortælling om manden, der tror, han er en nisse, og som må gå så grueligt meget igennem, før han vinder pigen og familien, og julestemningen breder sig over hele New York. Jon Favreaus komediefilm Elf fra 2003 er en juleklassiker, der i 2010 blev overført til Broadway som musical, og det er den, der nu er nået til Maribo i en dugfrisk dansk versionering.

At finde julen i hjertet

Will Ferrell spiller i filmversionen mandenissen Buddy med stor kropslig komik og et evigt bøvet ansigtsudtryk. Christian Bergman træder i Ferrells store nissestøvlespor med en egen ukuelig, barnlig uskyld, der med lynets hast kan skifte mellem jublende begejstring, stor sorg og lige så stor kedsomhed. Den kedsomhed bliver fatal i et af historiens tre plotmotorer.

Det første plotspor knytter sig til julemanden, som Buddy er vokset op hos, selvom han, som Pinocchio, er en rigtig menneskedreng. Mange har glemt julemanden, og det er uheldigt, da hans kane flyver på julestemning. Det er slut med rensdyr på Dyrenes Beskyttelses foranledning.

Det andet plotspor er Buddys quest for at blive forenet med sin biologiske far, der naturligvis må være “den bedste far i verden.” Det er han selvfølgelig på bunden, men udenpå er han en stresset forlægger, der skal tilfredsstille sin chef med en fantastisk ny julehistorie – historiens tredje spor. De tre spor forvikler sig med hinanden i en klassisk fortælling om at finde julen i hjertet.

Sødme, kant og musikalitet

Mikkel Vadsholt er med passende sprækker den pressede farfigur, der er fanget i karrierehjulet og har tabt blikket for de sande værdier. Dem repræsenterer hans kone og søn, Mette Ladekarl og Elliot Vergilius Thelle i bedårende samspil. De er bærere af de amerikaniserede staveplade-replikker, hvor det eneste juleønske er “en dag med far.” Men pyt med det, når de leveres med så megen sødme og musikalitet, som dette par kan opvise.

På sin vej gennem New York møder Buddy den lidt desillusionerede Jovie på deres fællesjob som julepyntere i stormagasinet Macys. Tara Toya giver hende fin kant, før også hun overvindes af Buddys charme og evne til at lyde barnlig og erotisk på samme tid. De klinger godt sammen.

Henrik Lund varetager flere roller og er særligt fin som opkørt mellemleder/julemand i Macys. Instruktør Frank Rubæk spiller selv julemanden, der her er iført røde Converse i stedet for de traditionelle støvler. En af uhyre mange vidunderlige detaljer fra kostumedesigner Charlotte Spahrenberg. En anden er hele nissebanden hos Julemanden, der på knæ tøffer rundt og fra start kalder grinet frem. Jovies elegante glitterlook på den date, der næsten går i vasken, er en tredje.

En stor glitrende mundfuld

Hele universet glitrer om kap med Buddys syngende anprisninger af julens glans. Med skærmscenografien lykkes illusionen, når vi bevæger os fra nisseværksted til Central Park og Empire State Building eller blot ud i den velsignede julenat, hvor det hele kulminerer i afslutningens snefald og Julemandens kanes i fart.

Frank Rubæk har oversat med Steffen Gliese som partner på sangteksterne. Teksten er en anelse for lang – eller amerikansk kunne man sige i den forstand – og kunne med fordel smide et kvarters tid. Det sagt, er det en sprudlende oversættelse, der balancerer julens hjerte med kommentarer til aktuelle, danske forhold med stor sproglig prægnans og variation. Musikken er givet og honoreres af det velsyngende cast, der også får præcis den passende udfordring i Hayley Franks Høier ofte jive-inspirerede koreografier.

Jeg har et stort blødt punkt for NørregadeTeatret, der aldrig er bange for at binde an med opgaver, der synes for store for den lille scene. Elf er en stor mundfuld, men igen lykkes det at skabe både charmerende nærvær og svulstig musikalitet ved en knivskarp casting og instruktion af karakterrollerne og en dyb forståelse for at udnytte teatrets diverse ensemble på bedst mulig vis.