Enhver krone er en god krone, men rammer uddelingen af de 20 millioner skiven?

Julegaverne kom tidligt i år for egnsteatrene og de små storbyteatre. De blev betænkt med 17 af de 20 millioner, der blev afsat til indsatsen ”Flere i teatret” på sidste års finanslov. Midlerne er øremærket til en ”særlig indsats for at nå børn og unge” i hele landet. De udgør cirka 350.000 til hvert af teatrene og spiller ind i flere af brancheorganisationen Dansk Scenekunsts ønsker til reformen – men forbigår de frie og turnerende producenter, der står for en meget væsentlig del af børne-ungeområdet.

Ingen sætter spørgsmålstegn ved de sidste tre millioner, der går til børn- og ungeteaterfestivalen KLAP, der fungerer som messe og mødested for alle typer producenter og opkøbere. Men blandt deltagerne på årets Teaterseminar var der en del undren over, at de frie producenter, der turnerer over hele landet, og de festivaler, der når bredt ud til børnefamilier, ikke er tænkt med.

”Enhver krone er en god krone,” slår Pelle Nordhøj Kann fra Teatergrad således fast, men håber samtidig, at politikerne vil løfte blikket og se hele feltet i den kommende scenekunstreform.

”Det er ikke one size fits all. Vi er mange, der står uden for strukturerne og trives med det. Det er ikke alle, der ønsker sig et teaterhus med foyer. Men vi kunne komme langt med en ekstra støtte på 350.000,” forklarer han og peger også på, at en lettelse af dokumentationskrav – og en særlig pulje under Statens Kunstfond til etablerede kompagnier – står højt på ønskelisten for reformen.

Turneer er arbejdstunge

Ønsket om, at de etablerede grupper løftes over i en egen pulje, så midlerne fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS) som oprindeligt tiltænkt kan gå til nye kunstnere, går igen hos de fleste producenter. Flere peger også på, at turneområdet skal løftes. Det handler blandt andet om, at driftsstøtte fra PUS ikke skal dække turneer, for så undermineres muligheden for at skabe bæredygtig drift.

Simone Wierød fra Wired Studios er en af dem, der nævner, at turneer ofte bliver underskudsforretninger. De er meget arbejdstunge at sætte i værk og kræver mange timer til salg, formidling og koordinering af fx teknik. Hun producerer koreografiske forestillinger og oplever, at der er en interesse blandt opkøberne, der ikke bliver forløst, fordi dans er sværere at formidle og samtidig ofte bookes sent i sæsonen. Derfor får de sjældent det lange liv, der kunne gøre turneerne rentable.

LÆS OGSÅ: Det er skidegodt og det virker – Børn og unge i fokus på Teaterseminar 2025

Scenekunst til de allermindste

Intentionen med uddelingen af de 17 millioner er, at ”børn og unge skal kunne opleve teater af høj kvalitet, uanset hvor i landet de bor”.

My Grönholdt, leder af MYKA, har som mål ”at de alleryngste – børn fra 0–5 år og deres voksne – møder scenekunst af høj kvalitet som en naturlig del af deres hverdag og liv.” Hun fortæller, at kompagniet “producerer og co-producerer med store institutioner, genopsætter og turnerer aktivt og omfattende i både ind- og udland. Skaber kunst, der tager de mindste alvorligt, rummer diversitet og giver plads til nysgerrighed, leg og sanselighed i samspil med forskere og eksperter i målgruppen med fokus på omsorg, trivsel og kunstneriske oplevelser i de yngste børns liv.”

Kompagniet er således blandt dem, der får kunsten ud, hvor børnene er, men som mangler bæredygtige, stabile og langsigtede løsninger og rammer for arbejdet. Det handler både om at skabe bedre vilkår for kunsten og for kunstnerne, der oftest – som My Grönholdt formulerer det – “i en alder af snart 40 ikke har en eneste krone sparet op til pension.”

”Det vigtigste er efter min mening at give kunstnere i det frie felt løn- og arbejdsvilkår, der matcher institutionernes. Vi er alle i samme felt, og vilkårene bør være ligestillede. For MYKA konkret vil støtte til fx en fuldtids-turneproducent og en turnelastbil gøre det markant lettere at bringe kvalitetskunst ud i hele landet og i udlandet. Det vil styrke kontinuiteten, muliggøre langsigtet planlægning og give flere børn og deres voksne mulighed for at møde scenekunsten,” forklarer hun.

Gør unge til medskabere

Landets festivaler har også en rolle at spille i forhold til at nå de børn og unge, som uddelingen sigter mod. Leder af Helsingør Teater og Passage Festival i Helsingør Kommune, Jens Frimann Hansen, fortæller, at teatret – ud over at formidle børneteater til kommunens institutioner og skoler året rundt – også bringer scenekunsten ud i kommunens boligområder.

”Enhver, der har været på festivalen i de første dage, vil have bemærket, at festivalen også er attraktiv for børn og unge i boligområderne, og især for dem, der ikke er vant til at komme i teatret. Jeg tror ikke, man skal undervurdere det. Her kommer børnene ikke som elever i en skole, men helt af egen fri vilje, fordi de gerne vil opleve scenekunst, der hvor de bor,” forklarer han – og understreger, at festivalen rummer alle slags publikum:

”Vi har ikke en fast forventning om, at publikum skal være på en bestemt måde og har også plads til de udadreagerende, dem som larmer, og dem som ikke rigtig kan sidde stille. Og kunstnerne fanger dem og elsker at spille for dem. Som festival skal vi kunne rumme det hele, og der findes alle mulige blandingsformer og gråzoner, hvor publikum blandes på kryds og tværs. Jeg tror, det er afgørende, at vi ikke tænker publikum i kasser, men bestræber os på at være åbne,” forklarer han.

Passage Festival har samtidig en målrettet strategi om at involvere lokale og udenlandske unge i at realisere festivalen. De bliver på den måde både del af et specifikt unge-fællesskab, men også af festivalens fællesskab på tværs af medarbejdere, frivillige, kunstnere og publikum. De unge fungerer som medskabere og får en personlig følelse af ejerskab, der får dem til at vende tilbage til festivalen i forskellige funktioner som fx projektmedarbejdere, kunstnere, frivillige – og som publikum og ambassadører.

Kvalt i administration

Jens Frimann Hansen opfordrer til, at festivaler får vilkår, der ligner fx egnsteatrene, hvilket kunne lette festivalernes administrative byrde og mindske vilkårligheden i de afgørelser, der træffes omkring fx logistik, så kræfterne kan flyttes til arbejdet med blandt andet børn og unge.

”I dag skal vi søge tilladelser til alt, hvad vi laver, og vi er ved at blive kvalt i administration, der også går ud over kunsten og kvaliteten af festivalen. Vi har eksempler på, at vi nogle gange må booke det næstbedste, og har også prøvet at blive afvist med noget, vi havde arbejdet på i fem år. Så ringede jeg ind til PUS og sagde, ”så går vi bankerot.” Og så blev det godkendt alligevel og endte med at blive et brag af en forestilling, hvor et helt boligområde med 50% danskere og 50% indvandrere deltog.”

Det er skandaløst

“Det er skandaløst, at det foregår på den måde,” fortsætter han og uddyber: “Vores udenlandske kollegaer og samarbejdspartnere griner af os, fordi det udefra ser ud som om, man i Danmark inden for cirkus og gadeteater har et nationalt kunstbegreb, som ikke har noget med den europæiske virkelighed at gøre. Vi har virkelig brug for en reform, men jeg er bekymret for, at man kun tager udgangspunkt i det bestående – i de i forvejen støttede teatre – og dermed kommer til at ignorere en stor del af det område, hvor den kunstneriske innovation, nytænkning og forskning finder sted,” afrunder han.

Bekymringen deles bredt blandt kunstnere og producenter på årets Teaterseminar, der over en bred kam opfordrer til større inddragelse, når midlerne til reformen skal udmøntes. Ønsket om en reel reform, der imødekommer det eksisterende landskab er dyb. Og selvom det er glædeligt, at der tilføres flere midler, er det også essentielt, at disse ikke blot smøres ud over de nuværende strukturer. Fordelingen af de 17 millioner skaber bekymring for, om det bliver tilfældet.  

LÆS OGSÅ: Udsultet scenekunst får et markant løft i finansloven, men er det nok til en reform?