★★★★☆☆ Gud bevare Danmark er modigt og ærligt teater om at være palæstinenser i Danmark

Chadi Abdul Karim skaber dilemmafyldt teater om det, der kunne være hans egen historie som barn af to kulturer, i Gud bevare Danmark for Gellerup-teatret Aiwa Aiwa.

”Hvor kommer du fra?”

Det er spørgsmålet, der er udgangspunktet for den følelsesstærke forestilling Gud bevare Danmark. For den handler om at være dansk, men at føle, at man hverken helt hører til Danmark eller i det land, man kommer fra – eller i det land, hvor man blev født som flygtning, fordi ens forældre var fordrevet fra deres oprindelige land.

Den palæstinensisk-danske skuespiller Chadi Abdul Karim er en af de vigtige stemmer fra Gellerup. Han kom til Danmark som 9-årig. Han begyndte egentlig som rapper. Sammen med L.O.C. skabte han i 1995 Alzheimer Klinikken, der var den første rapgruppe i Aarhus Vest. Senere skabte han også film, og så blev han skuespiller hos det århusianske teater Opgang 2, hvor han udviklede sit performancetalent hos dramatikeren og instruktøren Pia Marcussen. Kulminationen blev forestillingen 4ever, der blev honoreret med en Reumert-pris.

Præcise parodier

I 2022 skabte han sit eget teater, Aiwa Aiwa, der åbenbart betyder et godmodigt “ja, ja”. I 2023 præsenterede han sin første forestilling Novembervejr – om depression. Og nu har han skabt forestillingen Gud bevare Danmark, som netop har spillet på Gellerup Art Factory i Gellerup Bibliotek, og som turnerer rundt, ikke mindst på skoler for de ældste klasser.

Gud bevare Danmark er en musikalsk fortælleteaterforestilling om at være splittet mellem to kulturer. Chadi Abdul Karim står med sit lange skæg iført løst, lyst tøj og palæstinensertørklæde. Han stiller sig op på et lille, gråt podie på scenen, der bare er afgrænset af hvide lamelgardiner – mellem lamper, der skifter mellem varme og kulde i Stine Fumz’ enkle lysdesign.

I denne abstrakte ramme fortæller han historien om en dreng, der kommer til Danmark, og som ikke kan forstå, at hans far hele tiden sidder klistret til tv’et for at følge med i krigen derhjemme. Den krig, der åbenbart aldrig slutter. Men også historien om en dreng, der gerne vil leve, som de fleste andre gør det i Danmark. Hvis altså ikke, der hele tiden var nogen, der så på ham som en fremmed og spurgte: ”Hvor kommer du fra?”

Fra Velkommen! til Skrid hjem igen!

Forestillingen viser Chadi Abdul Karims særprægede evne for at skildre barnets naivitet. I hans beretning er barnet fyldt med undren. Og selv om han spørger og spørger, så får han aldrig rigtig nogle svar, som han kan bruge. Ikke før han som voksen selv opsøger sin families hjemland. Kun for smerteligt nok at finde ud af, at han heller ikke hører rigtigt til dér.

Hans dramatiske tekst er enkel og holdt i simple sætninger – meget som i stilen hos Opgang 2 teater. Fortællingen kunne have været hans egen personlige beretning. Man mærker hans sårede temperament, når han griber mikrofonen og giver ordene ekstra vægt i sine rappende passager. Som han siger det: ”Jeg siger: “Gud bevare Danmark,” hvor man siger “Velkommen!” og ”Skrid hjem igen!” i samme åndedrag.”

Chadi Abdul Karims kropssprog rammer sjove og præcise parodier på de voksne omkring drengen i fortællingen, og han har en insisterende stemme, der virkelig er bevægende. Den bølger og bugter med musikken fra Nikolaj Rosengreen, der står ved siden af ham med sin guitar og følger ham med sine stemningsfyldte akkorder og meddigtende toner. Både som lyden af en dansk folkeskole og lyden af en palæstinensisk olivenlund.

Appel om forsoning

Gud bevare Danmark er en symbolsk forestilling. Den handler konkret om forfølgelsen af palæstinenserne. Men den handler allermest om at være splittet mellem to kulturer. Mellem hensynet til forældrene og hensynet til ens egen virkelighed.

Derfor er titlen egentlig også lidt misvisende. Den virker patosfuld og giver måske associationer til Dronning Margrethes nytårstaler. Selv om den viser sig at udspringe af en virkelig påskønnelse af Danmark – også på tværs af religioner.

Chadi Abdul Karim deler modigt og kærligt ud af sin smerte. Men han appellerer allermest til forsoning. Formodentlig fordi han netop selv har oplevet så meget diskrimination og arrogance. Hele tiden taler han om, at dialogen er den eneste vej frem. I det nære og globalt set.

Smerte og smil

Efter forestillingen tilbyder han, at publikum kan blive siddende og stille ham spørgsmål og udveksle tanker. Den aften, jeg oplevede forestillingen, var der stor talelyst hos tilskuerne. Der kom vigtige udsagn fra mennesker, der lige som forestillingens hovedperson også dagligt føler sig set ned på af etniske danskere, der tror, de ved, hvad der er værd at vide, når det kommer til at være et barn af to kulturer. Alt sammen besvaret af en Chadi, der var lutter smil.

Gud bevare Danmark er oprigtigt teater om smerten ved at tilhøre et Palæstina, der forhindres i at eksistere – og et folk, der er spredt over mange lande.

Men det er faktisk allermest en forestilling om at vende frustrationen over at tilhøre to kulturer til en glæde. Som Chadi Abdul Karim stolt siger det om Gellerup:

”Vi passer på hinanden herude!”