★★★★★☆ Broken Theatre – udforsker essensen af performativitet

København Danser præsenterer Bobbi Jene Smiths værk Broken Theatre om et kompagni af samme navn, der øver en forestilling. De i alt tolv medvirkende kunstnere giver os hver især noget helt ud over det sædvanlige på Østre Gasværk Teater – balancerende mellem det performativt absurde og det rå, levede liv.

Det er kaotisk, fragmenteret og rørende. Der er alt fra fælles energetiske kraftudladninger til ensom vildfarelse. Det er Bobbi Jene Smith, og dette er hendes yndlingsværk. Ligesom Ohad Naharins dansestil, Gaga, i Batsheva Dance Company, synes Broken Theatre at udfolde scenerne på samme vilkår. Som scener og udtryk, der siver fra den ene bevægelse, følelse eller overraskelse til den næste.

Prøvesalen er sat. Stole, borde, bænke og kostumestativer er nogle af ingredienserne i den autentiske scenografi, der udnytter det rå rum i Østre Gasværk. Ikke at det nogensinde er ved at blæse taget af, som når store kompagnier bygger én sammenhængende dramaturgi op for fuld musik. Dette er lige modsat. Konstante afbrud som små kammerspil i dans, skuespil og musik. Holdet udforsker essensen af det performative mellem drømme, illusioner og levet liv.

LÆS OGSÅ: ★★★★★☆ Waiting Places – svidende skarpe skæbneportrætter

Udviskede grænser

De mange historier er løst vævet sammen af relationer, musik, ideer og instruktøren Jonathan Fredrickson, der forsøger at holde sammen på både teaterkarakterer og virkelige personligheder i et teatralsk kaos. Usynlige forhæng trækkes for og fra på grænsen mellem teater og virkelighed. Instruktøren løfter sine ben med hænderne, som styres han selv af en dukkefører i dette absurde univers.

Pianist Mikael Darmanie og cellist Coleman Itzkoff spiller indledningsvist op til en smuk pas de deux mellem Payton Johnson og Vinson Fraley. På et splitsekund demonstrerer de et teknisk ubesværet niveau. Flere samtidige duetter sætter gang i livets dans fyldt med saft, kraft og intensitet. Alle er i bevægelse – selv pianisten står op og spiller noget af tiden.

Det er ikke pointen, at det skal se sikkert eller æstetisk lækkert ud, men at bygge op og dekonstruere, overraske og aflede, indtil vi stopper med at lede efter mening og mærker efter hos os selv. Bobbi Jene Smith er selv på scenen og demonstrerer sin kompromisløse tilgang til dans og udtryk. Blandt andet i en audition til rollen som mor herset igennem af instruktøren indtil udmattelse – virkelighedens moderskab.

Fascinerende dobbeltspil

Dobbeltheden gennemsyrer alle lag af værket. Selv den enkelte performer transformerer sig konstant. En musiker bliver til en danser, og en danser til en musiker uden at miste intensitet. Vinson Fraley går fra stærk partnerdans til klangfuld, lys falset i en rørende, blid vuggesang. De to strygere både danser og spiller med naturlig ekvilibrisme. Det går sjældent stille for sig, som når både violin og bue bruges som slagtøjsinstrument, indtil hestehårene hænger i laser.

Mouna Soualem leverer poetiske ord højt på trappen over scenen for i næste øjeblik at indtage gulvet som dansende diva. Julia Eichten går fra blid og støttende assistent på sidescenen til center stage med en hårdtslående demonstration af en voldsscene. Transformationerne gemmer overraskelser, men også håb om forandring. Fx som de psykologiske spil, dubleanten (Kovarsky) bruger til at overshine hovedrolleindehaveren med overdrevne fysiske udtryk.

Musikken er både det blide klassiske, der bærer på drømme og længsler, og folkelige toner og rytmer, der får vildskaben frem. Hvad der giver retning, transformeres konstant. Ord, der pareres kropsligt, musik, der sætter en stemning, eller en krop, der lige skal mærke en følelse. Det er råt, men også smukt iscenesat i John Torres fascinerende lys og Victoria Beks symbolladede kostumer, der lokker os ned i sprækkerne af menneskets (og kunstnerens) psyke.

Legesygt eksperiment

Legesyge elementer er et andet stærkt virkemiddel, der vender tingene på hovedet og holder energien kørende. Fantasien og udtrykket slippes løs – ikke mindst hos Or Schraiber, Jesse Kovarsky og Ido Toledano, der er morsomme og utilregnelige. Kollegaer bliver beskuere, medløbere eller vogtere, af subagendaer og den iboende drift for at give slip på konventionerne og overgive sig til øjeblikket.

Vi får en vibe af Pina Bausch i de menneskelige skildringer, i kombinationen af vildskab og sårbarhed – og i gentagelser. Nogle scener kredser om livets cirkularitet og behovet for at genbesøge personer, steder og ting, indtil de er psykologisk udtrådte. Hos Bausch er gentagelserne del af en logisk fremdrift, i Broken Theatre må vi gerne fare vild. Af og til blev jeg også bare færdig med en scene og ventede på næste brud.

Men ikke i noget andet værk har jeg oplevet så højt et teknisk niveau på så mange forskellige parametre, hvor alle både kan tale, danse og spille røven ud af bukserne. Den store risikovillighed, generøsitet og intensitet i nærvær, kan man kun være dybt taknemmelig for. Værket er vigtigt og relevant som et surrealistisk kig ind i maskinrummet på skaben – af kunst og af vores egne brudstykker af liv.

Forestillingstrailer