★★★☆☆☆ Stemmer vi ikke må glemme – blidt greb om barske fortællinger

C:NTACT og Livingstones Kabinet præsenterer en umådelig vigtig historie baseret på autentiske fortællinger om at være flygtning i Danmark. I Stemmer vi ikke må glemme lyder deres stemmer i et poetisk rum, hvor lyd og billede fabulerende giver dem krop i en iscenesættelse, der næsten er for nænsom.

Rødder er ikke det eneste, der definerer en person. Så hvorfor spørger vi altid om, hvor folk kommer fra?

Sami, Ana og Malek kommer fra henholdsvis Syrien, Iran og Syrien. Men som deres historier folder sig ud i Stemmer vi ikke må glemme, oplever vi flygtningens vilkår med at finde fodfæste i midlertidige hjem med sårene fra det, der blev ladt tilbage, stadig åbne og smertende.

Odysseen mod opholdstilladelse

Tre skuffedarier er mærket med deres navne og tager på skift scenen, når deres låger åbner sig og præsenterer dem hver især med dansende bogstaver og papirklip. Ana med de store drømme. Malek fra den privilegerede familie, og Sami, der griller med sin familie, da himlen fyldes af en armada af små militærhelikoptere. Som en rød og truende sky knægter de det arabiske forår, der folder sig ud som små papfigurer med flag og bannere i bunden af Samis skab.

“Børnene vidste intet,” siger han på voice-overen, hvor de fire spillere skiftes til at fortælle deres tre forskellige historier. De flettes ikke sammen, men får på et tidspunkt samme referencepunkter, da de tre lander i Danmark og begynder odysseen mod opholdstilladelse, dansk pas og et liv i det nye land.

Malek slap ud af Syrien, fordi hans familie havde penge. Det gjorde hans venner ikke, og skylden taler med i hans historie og medvirker formentlig til, at han som den eneste siden rejser tilbage. Anas mor udfordrer styret i Iran – og sin svigerfamilie – med et job som livredder. Lysende danser den lille morfigur i badedragten i de flagrende blå bølger i et af de tableauer, der poetisk udvider de nøgterne beretningers følelsesmæssige kraft.

Hjemme er en følelse

Så er der Dannebrog og et væld af noter med stednavne, der følger de tres rejse igennem Danmark. Sandholm, Avnstrup, Ranum, Ottiliavej er blot nogle af de mange stop, som sagsbehandlingen fører dem igennem. Med et er Ana blevet atten og kan ikke sendes retur, fordi hun er ateist og politisk aktiv, og det må en pige ikke være i Iran.

Bureaukratiet beskrives som et vilkår, om end den beske bitterhed lurer, når Sami oplever ulovlig diskrimination og en opholdstilladelse trækkes tilbage. Sagernes akter bliver til en lang slynget hale, et uendelighedssymbol af tætbeskrevne papirer, der lever sit eget bugtende liv mellem himmel og jord.

Dybest skærer dog Anas helt faktuelle beretning om at leve uden et cpr-nummer i et digitaliseret samfund som det danske, hvor man er stort set handlingslammet uden MitID og MobilePay. Hun og Sami skaber et liv i Danmark, mens Malek savner Danmark, som han savnede Syren, da han var her.

“Hjemme er en følelse, ikke et geografisk sted,” lyder de sidste kloge, vemodige ord fra de unge flygtninge.

En illustreret podcast

Stemmer vi ikke må glemme bygger på C:NTACTs forestilling Permanent midlertidig (2021), hvor unge med flugterfaringer delte deres personlige fortællinger. Den er skabt i samarbejde mellem C:NTACT og Livingstones Kabinet.

Forestillingen rummer et stort og sårbart emne, som den behandler med nænsomhed og lyrisk nerve. Pete Livingstones smukke kompositioner indoptager lyde fra krig og hverdag i sit drømmende lydunivers. Det giver kant til de visuelle tableauer og objektkoreografier, der balancerer et sted mellem tegneserie, dukkehus og drømmesyn.

Nina Kareis Livingstone prioriterer det visuelle i sin iscenesættelse. De fire spillere agerer udelukkende dukkeførere og objektmanipulatorer, mens de lader de autentiske stemmer fortælle som de egentlige karakterer. Det er et valg, der kan noget i sig selv, da stemmerne står stærkt alene, men det efterlader mig også med oplevelsen af at have set en illustreret podcast, hvor spillerne kommer til at stå i vejen for indlevelsen.