Der ligger mange tanker og mange timers arbejde bag forestillingen Vand-skabninger, der netop nu kan opleves på ZeBU i København. ISCENE tog en snak med de to kunstnere bag forestillingen om, hvad de ønsker at opnå med iscenesættelsen.
“Det er vores ønske med forestillingen at nedbryde skellet mellem os og dem. Mellem mennesker med og uden handicap. Vi er alle forbundet gennem vandet. Det hele flyder sammen og opløser forskellene. Vi er alle sammen en del af noget større,” siger instruktør Nanna Bøndergaard Butters, der sammen med dramaturg Anne Nymark står bag forestillingens idé og koncept.
Et skub til normalitetsbegrebet
Den 1. november 2025 var der premiere på borgerforestillingen Vand-skabninger på ZeBU. Fra scenen fortæller fire personer gennem poetiske, mytiske og virkelige historier om vandet, der udgør størstedelen af vores kroppe og binder os alle sammen.
Tre af de medvirkende har fysiske funktionsvariationer, mens den fjerde er skuespiller, som har kendskab til tegnssprog. Men vi foregriber her begivenhedernes gang. Det hele startede, da Dansk Handicapforbund København henvendte sig til Anne Nymark og Nanna Bøndergaard Butters, som tidligere havde skabt borgerforestillinger sammen.
I anledning af deres 100-års jubilæum ønskede Dansk Handicapforbund København en forestilling. “Anne og jeg har før lavet borgerforestillinger med forskellige grupper af mennesker på scenen med udgangspunkt i deres fortællinger. Vi har møde med bestyrelsen. De har et ønske om at rykke ved normalitetsbegrebet. Vi vil gerne have, at det skal handle om mere end de mennesker, der står på scenen,“ forklarer Nanna Bøndergaard Butters og fortsætter:
“Vi arbejder tit med at blande de virkelige, autobiografiske historier med et fiktivt lag. Så efter mødet går vi i tænkeboks og udvikler konceptet.”
Vi er alle vand-skabninger
“Vi gjorde os mange overvejelser om, hvem målgruppen til denne forestilling var. Skulle den kun være om og til døve? Eller blinde? Eller kørestolsbrugere? Men vores ønske var, at den i udgangspunktet skulle være for alle, selvom vi siden måtte erkende, at det var en utopi. De kunstneriske valg, vi har truffet, skaber hurtigt et sansemæssigt overload, som fx betyder, at forestillingen ikke er autismevenlig. For os er det dog mødet mellem mennesker, der ikke så ofte møder hinanden, der er det vigtige. Det møde blev helt centralt for os,” fortæller Anne Nymark.
“Vi ønskede at stille mennesker op på en scene, som fortæller deres egen personlige historie, men som samtidig også fortæller noget, der rammer os alle. Noget, der er universelt. I konceptudviklingen blev jeg meget inspireret af hydrofeminismen, som netop handler om, at hvis vi forstår, hvor meget vandet flyder imellem os, så vil vi forstå, at vi alle bare er de her kroppe af vand,” siger Nanna Bøndergaard Butters.
Dermed var forestillingens grundfortælling fundet. Dobbelttydigheden i ordet vanskabninger, som præger hele iscenesættelsen. “For mig er det vigtigste budskab, at vi er alle vand-skabninger. Det bliver også sagt i et af digtene i forestillingen. På den måde spiller vandet en afgørende rolle,” understreger Nanna Bøndergaard Butters.
Med udgangspunkt i virkelige erfaringer
Allerede ved det første møde med bestyrelsesmedlemmerne for Dansk Handicapforbund København fik Anne Nymark og Nanna Bøndergaard Butters en fornemmelse af, hvor interessante historier, hver især gemte på. Historier blev blandet sammen med det gennemgående vandtema, hvilket satte høje krav til alle medvirkende, som de to kunstnere siden fik castet. Af de fire medvirkende i Vand-skabninger er den ene blind, den anden døv og den tredje sidder i kørestol.
“Vi har sat barren utroligt højt i forhold til dramaturgi og koncept, allerede inden vi gik i prøvelokalet. Uden at vi på noget tidspunkt har truffet valg på bekostning af kunstens kvalitet. Det var vigtigt for os med balancegangen mellem de personlige fortællinger og det fiktive, sceniske univers,” siger Anne Nymark.
“Da jeg gik ind i den her proces som instruktør, var jeg nødt til at sige til mig selv og hele holdet, at jeg ville komme til at lave fejl. Mange gange har jeg skullet mindes om, at et cue ikke bare er et cue. Et lydcue kan den døve ikke høre, og andet kan den blinde ikke se. Det har virkelig været en læreproces. Men hvis vi vil nedbryde skel og skubbe til normalitetsbegrebet, så er det også vigtigt ikke at have berøringsangst. Det har været et helt reelt møde mellem os alle fra start,” understreger Nanna Bøndergaard Butters.
Sammenflydende på alle niveauer
“Da vi skabte konceptet og skulle pitche det til resten af det kunstneriske hold, satte vi et dogme om, at vi gerne ville arbejde med en flow-tilstand på alle parametre. Da Nanna skulle skrive manuskriptet, skulle hun tænke i flydende overgange uden brud. Det er meget anderledes end det, vi plejer at arbejde med,” forklarer Anne Nymark og fortsætter:
“Vi gav lyddesigneren et dogme om at lave et konstant flydende lydunivers, hvor der hele tiden er lyd. Der er videodesign med projektioner, som kører flydende uden cut hele vejen igennem. Vi gik mellem mange fiktionslag, der også skulle være flydende. Det var vildt og grænseoverskridende at stille os selv den opgave”.
“Dramaturgisk var det spændende at arbejde med fiktive narrativer fra myter, pop-kulturelle fortællinger og eventyr om vandvæsener, og lade dem flette sig ind i hinanden og flyde sammen efterhånden som forestillingen skrider fremad,” fortæller Nanna Bøndergaard Butters.
Netop spejlingen af temaet i selve formen har været et meget bevidst valg. “Vi mennesker er så meningssøgende hele tiden, at vi har svært ved at finde helt hoved og hale i de her flydende fortællinger. Det er en bevidst provokation. Vores ambition har været at understrege, at vi alle er vand-skabninger og at alle vand-skabningsfortællingerne derfor flyder sammen,” siger Anne Nymark.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Vand-skabninger
Tilgængeligheden som en del af iscenesættelsen
“Det vigtigste i forhold til det sceniske formsprog har været arbejdet med, hvordan forskellige tilgængelighedstiltag kan blive til kunst. Hvordan kan vi arbejde med et formsprog, så både døve, blinde og mennesker i kørestol kan opleve forestillingen? Det har været et virkelig spændende arbejde. Vi har jo haft en skuespiller på scenen, som ikke har funktionsvariation, men kan tegnsprog. Tegnsproget skulle også være en integreret del af oplevelsen,” forklarer Anne Nymark og fortsætter:
“Vi kunne have haft en synstolkning som en audioguide, men i stedet har vi forsøgt at integrere synstolkningen i selve replikkerne på scenen. Som en slags undertekst, der beskriver alt det, seende kan se på scenen. Det har været en spændende kunstnerisk opgave. Oven i dette var det vigtigt for os, at det var den blinde, der skulle have synstolkningsreplikkerne. Bare for at gøre det ekstra svært.”
Læring for alle
“I hele forprocessen blev vi faktisk lidt overraskede over, hvor mange hjælpere, de har med. Der er to tolke hver dag til den døve, fordi hver tolk kun må tolke 15 minutter, før de skal have en pause. Der er mange ting, der bliver dyrere og mere vanskelige end normalt ved en teaterproduktion. Men vi har hele tiden holdt os for øje, hvorfor det også er en gave,” fortæller Nanna Bøndergaard Butters og tilføjer:
“Sjældent har jeg glædet mig så meget undervejs, som jeg gjorde under arbejdet med Vand-skabninger. Men jeg har også været mig selv pinligt bevidst om, at det kunne blive en fiasko”.
“Der er jo også noget med de processuelle gaver. Vi er så vant til på teaterproduktioner, at alting skal gå så hurtigt. Som fx overgangene i en forestilling. Men der er ikke noget “bare lige” her. Hver bevægelse skal have den tid, det tager. Det kunne vi alle sammen lære noget af,” siger Anne Nymark.
Nanna Bøndergaard Butters er helt enig. Det har for de to erfarne scenekunstnere været en ekstra gave at arbejde i en proces, hvor man ikke har kunnet tage noget for givet.
Et håb for fremtiden
Vand-skabninger har netop haft repremiere på ZeBU, hvor den spiller indtil 12. februar. Anne Nymark og Nanna Bøndergaard Butters er enige om, at arbejdet med forestillingen har været en kæmpe gave for dem – og forhåbentligt en proces og et kunstnerisk produkt, der kan rykke ved måden hvorpå og for/med hvem, der laves scenekunst.
“De medvirkende kom her med en langsommelighed, som indimellem har været svær for mig, men som jeg også kunne vælge at se som en kunstnerisk gave. Det var noget, jeg skulle arbejde konkret med i iscenesættelsen. Jeg har måttet lære at vende noget, der kunne være blevet en irritation, til i stedet at blive brugt i iscenesættelsen på en god måde. I det hele taget har tålmodigheden og hjælpsomheden i den grad, vi har oplevet her, været en gave til en selv. Noget, som jeg vil tage med mig videre i mit arbejde. At turde læne sig ind i, at det er ok, at ting tager tid,” siger Nanna Bøndergaard Butters.
“Vi elsker at kaste os ud i noget, der ikke er et safe choice. Uden frygt for det uvisse, hvor vi ikke ved, hvor vi ender henne. Lige her er det bare sat så meget på spidsen, fordi vi har arbejdet sammen med en døv, en blind og en i en kørestol i en professionel opsætning. At turde gribe det, har virkeligt været noget ekstra end de andre borgerforestillinger, vi før har lavet. Jeg håber virkelig, at scenekunstbranchen tør skabe mere plads til det her,” afslutter Anne Nymark.
LÆS OGSÅ: Glad Teater gør usynlig sygdom synlig og skaber diversitet i scenekunsten
