Amager Statsborger Kongres sætter mange stemmer i spil

Tårnby Park Studio bruger kongres-formatet og lokale historier fra Amager til en mangestemmig undersøgelse af begrebet statsborgerskab på Tårnby Rådhus. Vi talte med instruktør Andreas Liebmann om konceptet, der især handler om at lytte til hinanden og møde nye perspektiver. 

”Jeg var nysgerrig på at skabe en ramme, hvor der i modsætning til den offentlige debat er et rum, hvor man lytter til hinanden. De politiske debat handler ofte om at komme igennem med egne pointer, mens teatret kan lave rum, hvor der er et tidsligt forløb, der rummer modsætninger,” fortæller Andreas Liebmann.

Han laver ikke plotdrevet dramaer, men prøver at skabe teater, der indeholder mange konflikter, og her var kongres-formatet oplagt.

”Kongressen laver dramaturgien. Det ligger i kongresformatet, at vi samler forskellige stemmer i forskellige formater. Der er keynotes, eksperter og workshops. Folk skal registrere sig og får navneskilte på. Kongressen foregår på Tårnby Rådhus, hvor statsborgerskab tildeles i den virkelige verden – og der indgår også en ceremoni i forestillingen med fiktive greb,” forklarer han.

Alle er sin egen konge

Amager Statsborger Kongres er baseret på historier fra lokale borgere, der ligesom Andreas Liebmann selv er kommet til Danmark og har søgt statsborgerskab.

”Ideen til projektet kommer flere steder fra, men jeg har også en personlig grund. Jeg er schweizer og Danmark er det land, hvor jeg har følt mig mest udenlandsk. Jeg er trods alt privilegeret som en hvid mand, men hvordan opleves det af folk, der udsættes for racisme?” spørger han.

Det vil han undersøge med projektet, der blander de personlige historier med fiktive greb. ”Teatret åbner et forestillingsrum udenfor det politiske rum. Min opgave er at blande den dokumentariske del, altså historierne, med fiktive greb. Jeg bruger også et persisk digt om alle fuglene, der skulle finde deres konge, men ender med at opdage, at alle er deres egen konge i livet. Den vinkel kan man godt lege med,” forklarer Andreas om forestillingen, som også har sanselige elementer som et ukrainsk kor. 

Den permanente usikkerhed

De medvirkende kommer mange steder fra og bærer selv historier om statsborgerskab. ”Der er en højtuddannet kvinde fra Ghana, der arbejder som rengøringshjælp her og måske mister sit fag, før hun får statsborgerskab. Der er en anden kvinde fra Bosnien, der er så krigstraumatiseret, at hun ikke kan gennemføre prøven. Der er en italiener, som selv fik statsborgerskab på Tårnby Rådhus sidste år,” fortæller han og peger på, at rådhuset også spiller en rolle som den bygning, der skaber statsborgere.

”Man kan få en tur rundt i rådhuset under forestillingen, hvor man møder embedsfolk og folk, der søger statsborgerskab. Man kan tale med dem og høre, hvad processen betyder for dem”, forklarer han og uddyber:

”Jeg har selv lært, at statsborgerskab handler om stabilitet og fremtid. Har man ikke statsborgerskabet, risikerer man at blive smidt ud. Det er en permanent, strukturel usikkerhed, man udsætter folk for. Jeg mener ikke, der er godt for det danske samfund at skabe så meget usikkerhed for dem, der gerne vil bidrage, men Amager Statsborger Kongres handler ikke om min holdning, for kongresformatet indeholder mange meninger.”

Mød andre, end dem du plejer

Andreas Liebmann har samarbejdet med kunstnergruppen Samling om at finde folk til den dokumentariske del af forestillingen,” og inddrager også Fremtidsklubben. Det er et tvær-generationelt, lokalt community-teaterklub, han selv har faciliteret gennem længere tid med målet om at møde folk, man ikke normalt møder. Projektet ligger således i forlængelse af Tårnby Park Studios øvrige arbejde.

”Det er min overordnede praksis og strategi at skabe teater, der fungerer som et forum for de historier og mennesker, der bor her. Det er håndgribeligt, jeg kan lugte det, jeg kan føle dem, der er med. Det er en af grunden til at lave projektet, at vi sammen undersøger, hvad demokratiet betyder ved at få en forståelse af dem, der er lige i nærheden,” forklarer han og uddyber det konkrete projekts aktualitet: 

”Den politiske debat er megapolariseret, mens algoritmer også fremmer polarisering. Vi vil gerne indføre en anden rytme i debatten i forestillingen. Og så er den et konkret spørgsmål til statsborgerskabsproblematikken og i videre forstand opdelingen af mennesker i forskellige kategorier, der undergraver demokratier,” siger Andreas.

Han understreger flere gange, at Amager Statsborger Kongres ikke er agitprop-teater. ”Jeg vil ikke kun prædike for dem, der er overbeviste. Det handler ikke om enighed, for man kan ikke være enig med en historie. Den værdi, jeg gerne vil opnå, handler mere om nærvær, om at bruge tiden til at lytte til hinanden. Hvis man er i rum med forskellige mennesker, må man arbejde med sine holdninger. Det skal man ikke, hvis man altid er sammen med nogen, der mener det samme som en selv, ” runder Andreas sine forventninger til projektet af.