★★★★★☆ Ung eremit finder udveje i Hikikomori

Meridiano Teatrets forestilling Hikikomori, der gæstespiller på ZeBU, går tæt på unges søgen efter identitet og mening. Gennem figurer fra litteraturens verden spejles isolation, skolevægring og transkønnethed hos teenagere i et velspillet drama med humor.

Iført løst, casual tøj og hue langt ned i ansigtet træner 17-årige Ariel, da publikum kommer ind til et typisk teenage-værelse med Ikea-skrivebord under køjesengen. Ariel ser fortvivlet i spejlet på de små bryster, der er på vej. Han har altid ønsket sig at være en dreng. Han ifører sig skovmandsskjorte og negligerer morens morgenbakke med dertil hørende pakke med menstruationsbind. Skolen er droppet og eneste kontakt er daglige online-samtaler med en japansk Hikikomori-mor, der introducerer magien ved litteratur.

Anne Frank i skotskternet nederdel 

Meridiano Teatret er inspireret af fænomenet Hikikomori fra Japan, hvor over en million unge har valgt at gå i isolation. De undgår skole forårsaget af højt socialt pres og frygt for at fejle  – et ungdomsfænomen vi også kender herhjemme fra skolevægring. Et sceneplot, der kunne lyde fremmed og måske tørt, men dramatiker og instruktør Giacomo Ravicchio bringer det videre med et elegant greb.

Ariel griber ud efter to unge dagbogsforfattere: Anne Frank og Natacha Kampusch, der begge levede en længere periode i fangenskab. Min 15-årige ledsager rykkede begejstret frem i sædet, da Anne Frank i skotskternet nederdel og grøn cardigan stille dukkede frem bag bogreolen og fortalte om at gemme sig på et loft for nazisterne.

Isolation og fangenskab

Instruktør Giacomo Ravicchio havde stor succes med den Reumert-nominerede og billedskabende Animals, men i HIKIKOMORI har Ravicchio skiftet stil til en mere enkel dramatisk form, hvor de tre skuespillere brillerer med stærke skildringer og skæv humor.

Når først også Natacha Kampusch-figuren med det karakteristiske bondetørklæde træder frem bag en kommode og fortæller om at sidde otte år i fangenskab, kommer dramaet i gang. De tre unge kvinder spejler deres isolation i hinanden, og de forskellige tidsperioders mode og koder afstedkommer megen spas. Fx når Anne Frank bliver mildt rasende, da de andre fortæller hende, at hendes far udgav hendes dagbog med intime detaljer om hendes følelser for en vis Peter efter hendes død

De tre skuespillere spiller ægte og naturligt. Anne Frank har i Mette Alvangs gestik en særlig ”jomfrunalsk-humoristisk” måde at undre sig over, at de andre overhovedet ikke kender Gene Kelly, Judy Garland og Marlene Dietrich. 

Vika Dahlberg viser glimtvis i Natacha Kampusch smerten ved at overleve i fangenskab, og Annevig Schelde-Ebbe formår at give transkønnede Ariel den rette dosis af vrangvillig vrede mod de voksne og en nysgerrighed på at blive klogere via litteraturens figurer

Rart at møde dig 

I den enkle scenografi af Giacomo Ravicchio og Steen Molls udnyttes de mange ind- og udgange bag reoler, kommoder og skabe. Scenevæggene belyses douche efter de unge kvinders stemning. Effektfuldt projiceres skygger af Gestapo-betjente, der henter Anne Frank; og i et skyggespil ser vi Natacha Kampusch stikke af fra sin bortfører. 

Først her åbnes teenageværelsets eneste dør ud til virkeligheden, de to historiske figurer går ud og vender tilbage til deres historie. Inden da samles de foran spejlet og siger ”Yoroshiku onegaishimasu” (Rart at møde dig), et populært japansk saying, lyder det fra min ledsager – og for første gang løser Ariels lukkede krop op og er (måske?) parat til at gå ud i livet.

Forestillingen er stærk i sig selv, men også velegnet for skoleklasser, der ønsker at debattere skolevægring og kønsskifte med et touch af den – især blandt unge – populære japanske kultur.