★★★☆☆☆ Silhuetter af dig har relevant tema, men forløses lidt slingrende

Kompagniet STiL/ART dykker i Silhuetter af dig ned i datingkulturens mørke side, hvor ghosting fylder, mens nærvær sjældent opnås. Forestillingen rammer tematisk sin jævnaldrende målgruppe rent, men hverken tekst eller spil sidder helt i skabet.

Jeg bliver lidt forstemt denne kolde aprilaften på ZeBU, selvom Stilarts forestilling Silhuetter af dig også kalder på smilet. Om end det akavede af slagsen. For hold da op et trist billede, forestillingen tegner af en datingkultur, jeg ikke selv bevæger mig i. Ikke at jeg ikke kan genkende usikkerheden i den afprøvning af kærlighed, der ikke hed dating, men selvfølgelig også fandtes, da jeg var ung i et andet årtusinde. Men fyldte en afvisning virkelig så meget? Higede vi virkelig så meget efter tosomhed? Var ensomheden alligevel så monumental?

Findes lykken kun i parforholdet?

Det er der sikkert vidt forskellige svar på og minder om, at verden ser anderledes ud – om end den store verden også nu som dengang banker kraftigt på. I Stilarts sjette produktion går vi selvfølgelig med på den snævre, men evigt aktuelle intimsfære-præmis i mødet mellem de to unge voksne, der klikker – og så alligevel ikke. Han klikker i hvert fald mere end hende, der har mere end svært ved at give deres spirende relation en chance.

I den ordløse prolog bag det transparente tæppe, der i en halcirkel skaber forgrund og baggrund, er det dog ham, der først giver slip. Inden kysset. Men tøver og går tilbage i et kram. Så kommer de til forscenen med en sødmefyldt sms-dialog. Først han, der så gerne vil ramme tonen rent. Så hende, der taler forceret om job og 12-taller og livets mening. Hvorfor findes lykken kun i parforholdet?

Ja, hvorfor egentlig? Men den vej skal vi ikke i dramatiker Oscar Herández Østergaards manus. Det fungerer ret godt på replikniveau, men tager nogle ret indforståede hop i dramaturgien, fordi historien nok handler mest om fremkomsten af en incel, men også lige vil have kvindens karakter foldet ud. Det første går bedre end det sidste.

Træt af at lede

De drømmer begge om en, “der tager initiativ. En, der tager deres særheder med i købet. En, der bliver. En, der også er træt af at lede.” Rasmus Kragh Hemmingsen bryder med et vist flair den grundlæggende socialrealistiske tekst med små stilistiske sekvenser. Som denne taleduet og prologpantomimen – og krydrer også med små hverdagskoreografier, skabt af Ellen ten Berges. Balancen kommer flere gange faretruende nær skolekomedie, men holdes dog som oftest i tøjle.

Ubalancen gælder desværre også i momenter dialogen, der især for Esther Marcussen bliver flad. Måske fordi karakteren er det? Hendes historie er genkendelig, men hun bliver i for høj grad en type, der agerer spilleplade for den mandlige karakters udvikling. Det bliver en tand for usympatisk, da hun glædesstrålende fortæller den forkastede om sin nye kærlighed. Kan ske, det driver historien frem, og det er da også underholdende i al sin gru. Men understreger dermed også, at forestillingen ikke ved, om den er komedie eller drama – måske er forbilledet dramady

Andreas Bitsch har flere krummer at bide i og leverer med både humor og skrøbelighed. Farligheden, der mod slut lurer under det sarte ydre, er måske på grænsen til det troværdige. Han trækker da også hurtigt i land – men betræder så igen den farlige sti til det kønshad, der lurer i tiden, og ikke mindst i de kønsstereotyper, de to på mange måder repræsenterer.

Lyduniverset giver kant

Den simple scenografi udnyttes godt med skyggekaraktererne bag – herunder den potentielle voldtægtsmand – og med gulvtæppet som center, sutteklud og hule. Særligt bør dog forestillingens lydunivers fremhæves for sine fine, foruroligende – ja, ind imellem truende kompositioner, der er skabt af en hær af folk med altid gode Kalle Tuborgh Solmer i front. Han formår som vanligt at indfange stemninger i sine sfæriske toner, men også – og måske vigtigere – at lade lyduniverset arbejde imod teksten og dermed give historien mere kant.

Til gengæld optræder ingen dramaturg på kreditlisten, og det kunne gruppen nok med fordel overveje at tilføje næste gang. Der er masser af fine takter i denne vækstlagsforestilling, og det kan blive endnu bedre, hvis man tilknytter fx denne fagkapacitet. Det fremgår af forestillingens materiale, at den er lavet con amore ved siden af andre jobs. Sådan er det jo for mange i branchen, hvilket ikke er i orden, men måske også understreger, at scenekunst kræver fordybelse og faglighed for at bevæge sig videre fra vækstlaget. Som fx Kånstkollektivet, der angreb samme tema med helt andre virkemidler i Sigma (2025).

Det sagt, er der fuld plade på relevant tema, der på premiereaftenen ramte rent i det overvejende jævnaldrende publikum. Silhuetter af dig er derfor også oplagt som skoleforestilling, hvis en ny spilleperiode er i tankerne.