Community Matters – symposium på BETTY UDVIKLER

BETTY UDVIKLER synger på sidste vers, da Betty Nansen Teatret snart skifter direktører. Inden Eva Præstiin og Elisa Kragerup forlader bygningerne, inviterede de til symposium om fællesskabets kraft, Community Matters. I et flot, varieret, internationalt program åbnede indslag og udtryk nye spørgsmål og appellerede til aktivisme i kulturdebat, kunstnerisk praksis og logistik. Den samtale forstummer forhåbentlig ikke, for den rammer tidsånden i en verden under forandring.

Skab det fælles rum i 1000 kulturhuse gennem historiens kraft i Sverige. Luk landskabet ind i teatret i Indien. Mere end summen af de enkelte i et kunstnerisk fælles- og lederskab i Belgien.

Tre cases var på programmet, da BETTY UDVIKLER inviterede indenfor til symposiet Community Matters 21. marts 2026. Baggrunden for symposiet er oplevelsen af et sammenbrud i den fælles offentlighed, hvor mennesker mødes og meninger brydes. Det handler denne dag dog ikke om sociale medier og ekkokamre, men i stedet om fysiske mødesteder som teatret og medborgerhuset.

Oplevelsesøkonomiens mødesteder under pres

De traditionelle offentlige mødesteder er nemlig også under pres i oplevelsesøkonomien, der udfolder sig på kapitalismens præmisser. Stedernes status kan dermed ses som en del af den nedbrydning af offentligheden, der påvirker den globale politik, kunstens rolle i samfundet og den enkeltes hverdagsliv.

Symposiets præmis er således, at der er et voksende behov for at gentænke nye måder at mødes på. Derfor undersøger det tre konkrete alternative fællesskaber, der kan inspirere til ”at danne mere bæredygtige infrastrukturer for scenekunst og skabe social og politisk forandring,” som der stod i dagens program. Under langbordsfrokosten var der også gruppesnak og taler om venskab på programmet.

Profit er ikke en del af pakken

Eva Præstiin og Elisa Kragerup har haft fokus på internationale samarbejder i deres sidste sæson på Betty Nansen Teatret. Symposiet afrunder denne sæson som et af de sjældne tilbud til det danske scenekunstlandskab om at udveksle viden med internationale kollegaer og opleve international scenekunst.

Først på scenen var de to kunstneriske ledere af Hägerstens Kulturhus, Elof Hellström og Sebastian Dahlqvist, der bragte historien til live i samtiden med deres oplæg om at gentænke medborgerhusets koncept. Med et bord fuldt af artefakter, gamle dokumenter og nye plakater ledte de os gennem husenes fire historiske manifestationer til deres egen ambition om en femte. Den skal med afsæt i historien skabe nye husfællesskaber baseret på en åben infrastruktur, der er logistisk, socialt og kulturelt inkluderende for flest mulige.

Hellström og Dahlqvist bruger historien til at synliggøre andre narrativer end samtidens, hvor medborger/kulturhuset ifølge dem ofte ender som prestigebyggerier og arenaer for professionel, markedsbaseret kunst. Dermed har det bevæget sig meget langt fra den historiske forankring i lokale fællesskaber. Denne udvikling har de arbejdet med i det mangefacetterede forskningsprojekt 1000 Kulturhus, og bruger indsigterne derfra i udviklingen af Hägerstens Kulturhus.

Her anvender de greb, der skaber relevans med et væld af aktiviteter og en DIY-kultur, der har dybe rødder i historien. Det fælles rum er således både middel og mål, når brugere af huset fx møder kunst og musik, uanset, hvorfor de opholder sig der. ”Profit er ikke en del af pakken,” slår de to fast. Ideen er derimod at lade brugerne gå på opdagelse uden at blive behandlet som kunder – og uden nødvendigvis at have den kulturelle kapital, der kendetegner den gennemsnitlige museumsgæst.  

Den selvorganiserende cirkel

Medborgerhuset er en særlig nordisk variant af borger- og kulturhuset og opstod i første omgang uafhængigt af offentlige midler i Sverige i 1892. ”Ytringsfrihed er afhængigt af tid og sted, derfor har vi bygget vores eget hus, hvor vi kan tale om vores problemer.” Sådan citerer de fra åbningstalen af dette første hus, der var radikalt demokratisk og gav arbejderklassens kultur et sted at komme til syne.

Hellström og Dahlqvist har med afsæt i denne bølges selvorganisering genskabt The Study Cirkel, som arbejderbevægelsen dyrkede fra midten af 1900-tallet. Et format, hvor alle lærer og lærer fra sig. De ser studiekredsene som et greb, der demokratiserer læring og samtidig etablerer brugernes relationer til huset. De holder 20 af dem hvert halve år med temaer som ”Venskabets politik”, vandringer, bogtryk eller energiressourcer. En del kan direkte relateres til workshops og værksteder i huset som tilbud om selvuddannelse, og de fleste bærer præg af kritisk tænkning kombineret med praktiske færdigheder.

Først i 1960’erne kom de kommunale medborgerhuse i anden bølge, samtidig med, at kulturen blev et selvstændigt politisk område. Husene var lokalt forankrede og havde et stærkt fokus på uddannelse og muligheden for, at brugerne både kan deltage og producere. Dette aspekt træder endnu tidligere frem i tredje bølge umiddelbart efter, hvor DIY-kulturen dominerer, og husene arbejder tæt sammen med sociale bevægelser. Det kunne i Danmark fx være Folkets Hus eller Bolsjefabrikken. Fjerde bølge er den herskende, hvor husene primært har et kapitalistisk sigte som centrum for markedsbaserede kunstoplevelser. Debatten nåede ikke til, om dette sidste trin direkte kan overføres til Danmark, hvor variationen umiddelbart synes større.

Lad 1000 kulturhuse blomstre

Hellström og Dahlqvist ser deres arbejde i Hägerstens som en femte bølge, hvor man igen bygger på selvorganisering, der rækker ud over de kendte sociale strukturer. Et hus er ikke nok, så deres vision er 1000 huse mere, ”hvor folk kan være andet end konsumenter. Arbejdet skal være kooperativt, baseret på lokale behov og skabes sammen med sociale bevægelser.”

I den efterfølgende debat kom Hellström og Dahlqvist ind på nogle af udfordringerne. Hägerstens Kulturhus ligger i et gammelt arbejderkvarter, men bebos nu af den hvide middelklasse, så en del af opgaven ligger i at tiltrække brugere, der ikke er en del af det direkte lokalmiljø – og hvor langt skal infrastrukturen gå ud? En del af svaret er de mere end 50 foreninger, der er tilknyttet huset og bidrager med deres egne fællesskaber.

En anden udfordring er, at husene ikke ejer sig selv, men lejer sig ind privat, hvilket sluger en god portion af deres budget. Skal man dermed være åben over for private fondsmidler, som ellers ikke er så stor en del af kulturøkonomien i Sverige som i Danmark? ”Det er et godt spørgsmål, for det betyder noget, hvor pengene kommer fra,” reflekterer Hellström og Dahlqvist med salen over emnet, der også kunne kræve en selvstændig undersøgelse.

Teatret som noget andet end en institution

Efter frokost går turen til Indien og Sahyande Theatre. Teaterinstruktør Sankar Venkateswaran indtager scenen med en tilsyneladende ydmyghed. Under hans lange enetale viser det sig at være en performativ poseren, der refererer direkte til hans megalomane projekt – at bygge et teaterhus midt i junglen i Attappadiprovincen i det sydlige Indien. Venkateswaran åbner med det næsten lige så megalomane spørgsmål: ”Hvad er teater?”

Svaret får vi måske, måske ikke. Men hvad det kan være, bliver vi klogere på efter den performancelecture, han og arkitekt Kavita Srinivasan afvikler med omdrejningspunkt i mødet. ”Mødet med jord, med mennesker, med afvisning, med omsorg,” står der i programmet. ”Evil begins, when care disappears,” siger Venkateswaran selv, før hans lange odysse gennem projektets tilblivelse begynder. Det opstod ud fra et ønske om at blive set i og forbinde sig med en lokal kontekst, der gav mere mening for ham og hans partner, end traditionelle scener kan tilbyde.

Han møder tilfældigt arkitekten, som han kender overfladisk og får hende engageret i projektet. Men hun udfordrer ham med sit design, der måske ser landskabet bedre, end han selv gør, og forlader projektet ufærdigt, så han selv må finde et ståsted. Det gør han tilsyneladende ved at opbygge tillid i nærmiljøet, men måske nærmere ved at være stille i den ufærdige bygning.

”Hvad sker der, hvis teatret insisterer på at være noget andet end en institution?” spørger han. Og måske findes svaret i kombinationen af det længst forsvundne baghaveteater i Tokyo og det gamle ritualteater fra Kerala kendt som Koothu. Det transformerer han sig til i en lang, næsten mediterende sekvens, hvor vi må være i det stille, mens han finder ro.

Et teater til landskabet

Nu kommer arkitekten, der hele tiden har været i periferien, på scenen. Først som Venkateswarans påklæder, siden i egen ret med sine refleksioner over processen, der for hende altid starter med anerkendelse. I Attappadi fandt hun jorden varm og våd og måtte anerkende noget, hun aldrig før havde set i et forsøg på at tage hånd om stedet. Hun vil skabe forbindelser, og det gør en black box midt i en jungle ikke, så hun ”åbner boxen og lukker landet ind. Teater er tilstedeværelse, og vi kan se junglen og den kan se os.”

Stilfærdigt punkterer hun Venkateswarans herskerteknikker. Han ønskede et teater bygget på tillid – defineret af ham selv – hun så, hvad der var brug for og designede med hans ord ”a theatre for the land.” Trommerne lyder og efterlader os med oplevelsen af et format, der med sin blanding af uhyre specifikke genregreb indfangede en proces og fortalte os mere om samskabelse, end tunge afhandlinger ofte kan.

Et intermezzo

I kaffepausen blev vi selv sat på arbejde med gruppesnakke om forskellige temaer. Jeg deltog i gruppen, der skulle tale om ”How do buildings shape our social lives?” Det fik vi nok ikke rigtig svaret på, men havde i stedet, med afsæt i den indiske historie, en frugtbar samtale om, hvordan scenekunst kan udfolde sig i det offentlige rum. Om hvordan bygninger kan være sår i landskabet, hvornår noget er scenekunst og om længslen efter andre rum end black boxen. Vi havde både scenekunstnere og en arkitekt i gruppen, hvilket i sig selv sikrede en god, tværsektoriel samtale, som kunne fortsættes i symposiets ånd i andre formater.  

Kollektiv ledelse betyder ikke ens praksis

Dagens sidste indslag var en samtale mellem Betty Nansen Teatrets direktører, Eva Præstiin og Elisa Kragerup og Stijn Van Opstal fra teaterkollektivet Olympique Dramatique og kunstnerisk co-direktør for Toneelhuis i Antwerpen. Sammen satte de fokus på den ikke-økonomiske værdi af samskabelse og strategier for kunstneriske fællesskaber.

Stijn Van Opstal er en del af den otte mand store kollektive ledelse af Toneelhuis. De overtog den kunstneriske ledelse af teatret i 2002, da der ikke kunne opnås enighed mellem kunsterne i huset og de politisk udpegede i teatrets bestyrelse om én ny leder. Den kollektive ledelse opstod altså ud af en krise og ikke en fælles vision, fortæller Van Opstal, der også understreger, at ”we are not kindred spirits.”

Ledelsen består af to grupper og tre individuelle kunstnere, som hvert år laver én forestilling i huset. De deler ikke ensemble, men arbejder sammen om husets budget og er forpligtede til at bidrage til husets administrative funktioner og indsatser som fx kommunikation, diversitet eller internationalt salg. Ligesom de selvfølgelig bliver inspirerede af hinanden, når de mødes i huset.

Noget større end vi selv kan skabe

En væsentlig del af samskabelsen handler ikke om de fem aktører, men om de 40% af husets budget, der går til frie produktioner, som får plads i huset. Toneelhuis tilbyder altså et bud på den åbne scene, der ofte efterlyses i det danske scenekunstlandskab. Disse produktioner er med til at skabe noget større, end de fem faste aktører, siger Van Opstal. Han peger dog også på, at scenen er så stor, at det kræver en vis modenhed af de eksterne. Det sikrer de gennem en fastansat kurator og en kuratorgruppe af husets kunstnere, og han ser også denne del af husets praksis som en exitstrategi, der kan sikre løbende udskiftning i ledelsen.

Han lægger ikke skjul på, at et så spraglet repertoire kan give udfordringer i kommunikationsafdelingen, fordi den skal tale til mange målgrupper. Mange af aktørerne laver dog selv outreach til egen målgruppe, og en del af publikum omfavner det hele, fordi de ifølge Van Opstal ”nærmest har ejerskab til stedet.”

Han peger desuden på, at Toneelhuis er et ”gammelt, hæderkronet hus”, som politikerne – og dermed den offentlige finansiering – bakker bredt op om. Den tidligere kunstneriske leder havde allerede sat processen med at ændre Toneelhuis fra et hus med ensemble til et hus med teaterskabere i gang, før kollektivet overtog. De tilbyder dermed også et så bredt repertoire, at alt ikke behøver tiltrække store publikumsgrupper.

Mågen – et communityprojekt

Van Opstal arbejder ikke kun med samskabelse i ledelsen, men også i sine egne produktioner. Et eksempel er hans udgave af Tjekhovs Mågen, som han skabte i samarbejde med det lokale community af folk med nedsat hørefunktion. Processen var lang, fordi der også var hørende spillere med, der først skulle lære tegnsprog, ligesom hele produktionen var nødt til at lære lidt af det undervejs.

Til premieren oplevede publikum for første gang at se teater ”i mit sprog”. Mågen har siden turneret, hvilket er en udfordring i sig selv, fordi tegnsprog ikke er internationalt. Men det betød på et tidspunkt ikke så meget, for ”det blev til volapyk uden forbindelse til tegnene. Så selvom publikum havde en oplevelse af tegnsprog, var det nok mere, at de lærte karaktererne og deres intentioner at kende,” fortæller Van Opstal om kunstens egen evne til at udvikle nye fællesskaber.

Aktivisme nu

Symposiet var indrammet af to internationale, kunstneriske bidrag, der på forskellig vis afsøgte temaet. Brasilianske Suave Company skabte – med Alice Ripolls koreografi til en blanding af afro-house, passinho, TikTok og moderne dans – en fri zone på jagt efter et alternativt community, Zona Franca.

Katalonske El Conde de Torrefiels performanceinstallation I Have No Name udforskede temaet ved at sætte landskabet i centrum i en udendørs ramme i Søndermarken. Et forsøg på at give sprog til det, naturen kunne sige til menneskeheden i dag.

Community Matters fik dermed bundet mangfoldige tråde mellem de forskellige udtryk og indslag. De åbnede i lige så høj grad velgørende nye spørgsmål og appellerede til en divers DIY-strategi for de tilstedeværende og deres eksisterende og kommende samskabelsespartnere.

Symposiet fremstod således aktivistisk på en måde, vi sjældent præsenteres for i den konsensussøgende kultursamtale, men som formentlig har tiden for sig i et verdensbillede, der er under kraftig forvandling, og hvor det er essentielt at udvikle den internationale samtale.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med BETTY UDVIKLER med fuld redaktionel frihed for ISCENE