Danske Dramatikere, Danske Sceneinstruktører og Foreningen Danske Teaterjournalister afholdt i sidste uge en fyraftensdebat om teaterkritik. Der tegnede sig ikke bare et billede af forskellige forventninger til, hvad teaterkritikken skal kunne, men også af de vilkår, der hersker i et medielandskab under forandring.
“Hvis teater skal handle om, hvorvidt det får folk til at føle noget, kan vi lige så godt lukke det hele og gå på Disney Channel.”
Simon Boberg læner sig frem i stolen, og replikken giver stof til eftertanke i Autorhusets lyse lokaler denne sene torsdag eftermiddag. For under den rappe replik ligger en reel frustration og et spørgsmål, der optager mange i scenekunstbranchen netop nu: Hvad skal teaterkritikken egentlig kunne?
Spørgsmålene er mange, og svarene langt fra entydige under paneldebatten med dramatiker Sonja Ferdinand, instruktør Simon Boberg og teaterkritiker Anne Middelboe Christensen modereret af Line Kirsten Nikolajsen. Det bliver hurtigt tydeligt, at diskussionen i panelet og blandt de 20 fremmødte fra branchen ikke blot handler om anmeldelser, og hvem der ønsker hvad, men om teaterkritikkens vilkår i et medielandskab under forandring.
Hvem skriver kritikeren for?
Skal en anmeldelse primært hjælpe publikum med at vælge, hvad de vil bruge deres tid og penge på? Skal den fungere som et fagligt spejl for kunstnerne? Skal den formidle scenekunstens greb, historik og begreber til et bredere publikum? Eller er kritik først og fremmest en personlig reaktion på mødet med et værk?
Den ideelle kritik eksisterer ikke i et vakuum
Anne Middelboe Christensen indleder med at placere kritikeren som en faglig, uafhængig stemme. En anmelder er ikke teatrets forlængede PR-arm, men en uvildig betragter, der med faglighed og personlig erfaring reflekterer over det oplevede værk:
“En anmeldelse er en personlig, fagligt vurderende refleksion over et værk,” siger hun og understreger samtidig, at anmelderen ikke må “kyllinge ud”, men skal stå ved både begejstringen og brutaliteten, når det er nødvendigt.
Samtidig tegner hun et billede af et kritikfelt under pres. Stort set ingen anmeldere er længere fastansatte, mange skriver freelance eller uden egentlig betaling, og de økonomiske rammer betyder, at rejser, spilleperioder og samtidige premierer i praksis afgør, hvilke forestillinger der bliver set. Tusindvis af premierer spiller årligt i Danmark, og ingen kritikere kan følge det hele. Den ideelle kritik eksisterer med andre ord ikke i et vakuum, men inden for meget konkrete medievilkår.
Kulturlandskabet har ændret sig markant. Formaterne er blevet kortere, opmærksomheden mere flygtig, og læserne reagerer anderledes end tidligere. Kritikken er i højere grad blevet stemningsorienteret og dialogisk – med et liv på sociale medier – hvor kritikeren skriver i øjenhøjde med læseren. Teaterkritik set fra en klassisk autoritetsposition forsvandt omkring årtusindskiftet, fortæller Anne Middelboe Christensen.
Dét, kunstnerne savner
Men netop her opstår spændingen. For kunstnernes frustration handler ikke nødvendigvis om negative anmeldelser, men om oplevelsen af ikke at blive læst på deres egne præmisser.
Kunstnernes frustration handler ikke nødvendigvis om negative anmeldelser
Simon Boberg beskriver det konceptuelle arbejde som den egentlige kerne i iscenesættelsen. Det handler om langt mere end skuespillernes præstationer eller tekstens kvalitet. Det handler om at skabe et samlet univers, hvor tekst, lyd, lys, rum og kroppe arbejder sammen om et kunstnerisk udsagn om verden og det at være menneske. “Det er det, vi bruger vores tid på,” siger han.
Når anmeldelser primært forholder sig til skuespillet eller fortællingen, oplever han derfor, at store dele af værkets kunstneriske arbejde forsvinder ud af modtagelsen. Sonja Ferdinand peger på noget beslægtet fra dramatikerens position.
Hun efterlyser kritik, der kan placere værker i en kunstnerisk historik og læse dramatik som konkrete æstetiske valg frem for blot at samle værker under brede kategorier som “ny dansk dramatik”. Det handler ikke om at blive behandlet mildere, men om at blive læst mere præcist.
Den affektive samtid
Samtidig er kunstnerne bevidste om, at problemet ikke alene ligger hos kritikerne. For hvordan skriver man fagligt komplekst om scenekunst i et medielandskab, hvor pladsen er trang, og hvor læserne hurtigt falder fra, hvis teksten bliver for intern eller specialiseret?
En af debattens centrale erkendelser er, at vi befinder os i en affektiv samtid, hvor oplevelsesjournalistik og følelsesbaserede reaktioner ofte fungerer som den mest effektive indgang til læseren. Men det affektive fokus udfordres af både Ferdinand og Boberg.
Hvis scenekunstens værdi reduceres, bliver det æstetiske rum fattigere
Hvis scenekunstens værdi reduceres til, om publikum græd eller grinede, bliver det æstetiske rum fattigere, lyder argumentet. Kunst må gerne være svær. Den må gerne kræve noget af sit publikum. Og kritik må gerne hjælpe læseren med at forstå værker, der ikke umiddelbart er let aflæselige.
Boberg anerkender de ændrede vilkår, men afviser tanken om, at scenekunst skal formes efter sociale mediers følelseslogik. Han kan ikke lave teater målrettet Facebook-diskussioner, som han siger. Det er i denne sammenhæng, Disney-citatet sendes afsted. Ikke som en afvisning af følelser, men som en modstand mod, at følelsesmæssig effekt bliver den primære kvalitetsmarkør.
Kritik som samtale
Noget af det mest interessante i debatten er måske, at kunstnerne ikke efterlyser mindre kritik, men bedre kritik. Både Sonja Ferdinand og Simon Boberg beskriver, hvordan også kritiske anmeldelser kan være værdifulde, når de er argumenterede og præcise. En anmeldelse kan fungere som et blik udefra, der viser, hvordan værket møder verden, og som i nogle tilfælde kan gøre kunstneren klogere på sit eget arbejde.
Holder fast i, at kritikeren først og fremmest skriver for læseren
Anne Middelboe Christensen holder fast i, at kritikeren først og fremmest skriver for læseren. Men hun anerkender samtidig, at blandt læserne findes også kunstnerne selv. Teater- og dansekritiker Monna Dithmer udvider under diskussionen perspektivet yderligere og peger på, at kritik også skriver ind i kunstartens større samtale. Med reference til Peter Brook beskriver hun kunsten som det store hjul og kritikken som det lille hjul, der griber ind i det store.
Debatten ender derfor ikke med en fælles konklusion, men med et åbent spørgsmål om kritikens fremtid. Skal anmeldelser først og fremmest være publikumsservice, faglig kritik, personlig oplevelsesjournalistik eller dialog?
Måske er svaret, at teaterkritikken i dag forventes at være alt dette på én gang og samtidig forny sig selv i nye formater.
