Aarhus Teaters store sal dannede rammen om en international konference om fremtidens kulturjournalistik d. 28. september 2017. Dagens oplægsholdere diskuterede blandt andet, hvordan man kan skabe nytænkende kulturjournalistik med substans på de sociale medieplatforme.
Konferencen på Aarhus Teater blev modereret af kreativ direktør i Have Kommunikation, Christian Have. Dagens tema var både kulturjournalistikkens indhold samt et fokus på de nye, sociale medieplatforme, kulturjournalistikken bør formidles på, hvis også de unge skal læse med i fremtiden.
Fire forskellige kritikertyper
Som første punkt på dagsordenen skabte Unni From, lektor i Medievidenskab og Journalistik, samt Nete Nørgaard, lektor i Medievidenskab ved Københavns Universitet, et fælles vidensgrundlag på baggrund af deres forskning. Begge har de i flere år været førende på det kulturjournalistiske forskningsområde, og de definerer fire forskellige typer af kulturkritikere.
Her står intellektuelle kulturkritikere ikke i opposition til nettets bloggere. I stedet defineres fire forskellige typer, der alle bidrager med noget unikt til en fælles samtale om kultur. Det sker i en ikke-hierarkisk model, der viser mangfoldigheden i dagens kulturjournalistik.
‘Den intellektuelle kritiker’ har sin autoritet forankret i viden, faglighed og tradition. Vedkommende er uafhængig og kan gå magten i mod, men denne type er også blevet kraftigt udfordret i de seneste par år. Svend Brinkmann står dog som et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at være intellektuel kritiker og samtidig ramme en bred målgruppe, understreger Unni From og Nete Nørgaard. ‘Den professionelle kulturjournalist’ er typisk højere uddannet end almindelige journalister, og han eller hun kan på visse områder være at sammenligne med den intellektuelle. Man kan sige, at den professionelle kulturjournalist låner af den professionalisme, som det medie, vedkommende arbejder for, er i besiddelse af – men den professionelle kulturjournalist kan også udvikle sig til et personligt brand på sociale medier.
Anderledes ser det ud for ‘Den medieskabte smagsdommer’, der har sin autoritet koblet til egne erfaringer med kulturproduktion, som eksempelvis Thomas Blachman, og som opnår autoritet ved gentagen medieeksponering som ekspert. ‘Hverdagens amatøreksperter’, som de bliver kaldt her, får deres autoritet ved at mime eksisterende konventioner for kulturkritik. Her er tale om et bredt spektrum af bloggere og anmeldere på sociale medier, der ofte taler fra et mere erfaringsbåret perspektiv – mens nogle formår at blive både mediebrands og smagsdommere.
Forskernes pointe er ikke, at der er tale om positioner, der bør konkurrere med hinanden, og Unni From og Nete Nørgaard opfordrer til, at man i stedet sameksisterer og lærer af hinandens styrker.
Kan I tage kritikken?
Fra begrebsafklaring ind til essensen af kulturjournalistikken, hvor mange ofte efterlyser en mere kritisk tilgang. Men kan kulturbranchen egentlig tage kritikken, spørger Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, da hun er i samtale med Gitte Ørskou, direktør for Kunsten – Museum of Modern Art i Aalborg samt formand for Statens Kunstfond.
Mette Davidsen-Nielsen oplever en kulturbranche, der gang på gang efterspørger en mere kritisk kulturjournalistik. Men når kritikken kommer, så bliver branchen ofte fornærmet, lukker sig til eller tør ikke tale til citat, påpeger hun.
Gitte Ørskou giver hende kun delvist ret, for hun oplever, fra sin side af bordet, en kulturjournalistik, der ikke altid er vant til at gøre sig umage. Gitte Ørskou plæderer desuden for en kulturjournalistik, der ikke altid skal stille sig selv mellem værket og modtageren. Hvorfor skal kulturjournalisterne altid analysere og formidle, når værket faktisk selv kan kommunikere? Et spørgsmål kunne derfor være, om man ikke engang imellem kunne skabe en kulturjournalistik, der tager værket seriøst, og for eksempel giver ordet til andre kvalificerede mennesker, som kan samtale om de emner værket formidler fra nye vinkler?
En ny digital verden
Fra samtaler om godt indhold, bevæger konferencen sig et skridt videre. For godt indhold er måske ikke længere godt nok. I hvert fald ikke, hvis man vil nå de unge kulturbrugere, som ifølge undersøgelser modtager størstedelen af deres informationer om kulturoplevelser gennem venners anbefalinger og delinger på sociale medier som Facebook.
Så hvordan skal fremtidens kulturjournalist navigere i det felt? Et forslag kommer fra Eleni Stefanou, der er SoMe-producent ved The Guardian, hvor hun arbejder i en ny og digital afdeling med for eksempel ’Instagram Stories’. Her er der ingen elitære anmeldelser eller højpandet kunstkritik, men i stedet formidles en kunstudstilling i øjenhøjde af en ’likeable’ journalist, der ligesom avisens læsere oplever kunsten og stiller spørgsmål.
Fokus er hovedsagligt på oplevelsen frem for en analyse og kunstkritisk tilgang til værket. På den måde, mener Eleni Stefanou, fanger man en helt anden målgruppe end avisen almindelige læsere, og The Guardian bruger indholdet enten separat på sociale medier eller ved at linke det til andet af avisens indhold på deres netavis.
Chris Shipman, leder af afdelingen for Brand Engagement og Social Media ved Royal Opera House, tilføjer, at han bruger kulturjournalistens værktøjskasse, når han producerer indhold om deres forestillinger. I et samarbejde med en tv-station transmitterer de blandt andet forskellige initiativer, mens de også inviterer publikum ind bag scenetæppet i egne medieformater. Dog, understreger han, laver han i bund og grund kommunikation, hvilket ikke kan erstatte en god og kritisk kulturjournalistik. Men han ser mange muligheder for at samarbejde med kulturjournalister og medier på nye måder og derved skabe bedre indhold for brugerne.
Eksperimenter fra de studerende
Anders Lange, journalist og underviser ved DMJX, slutter dagen af med et oplæg om projektet “Gentænk Teateranmeldelsen”. Her har en flok unge mennesker fået frie hænder og gratis sæder i salen på Aarhus Teater, hvor de kunne nytænke den klassiske teateranmeldelse. Det er blevet til podcasts, Twitter-anmeldelser og en anmeldelse kun i emojis på Instagram. Der har været festsange og fragtbreve samt adskillige forsøg med videoanmeldelser.
Gruppen har særligt arbejdet med en nytænkning af formen, og Anders Lange medgiver da også, at projektet endnu ikke er i mål med, hvordan man skaber en substantiel kulturjournalistik på de nye platforme, hvor formen ikke kommer til at skygge for indholdet. Han ser i højere grad projektet som et laboratorium, hvor der er plads til eksperimenter og til prøve nye ting af.
Selvom vi ikke fik svaret på alle spørgsmål, så pegede konferencen ”Fremtidens Kulturjournalistik” på mange relevante indsatsområder for morgendagens journalistik om kultur.
’Hvordan skaber vi nytænkende formater for substantiel journalistik og kritik på de nye medieplatforme i en økonomisk bæredygtig model?’ – synes at være det største nød at knække for dansk kulturjournalistik pt.
