Skuespiller, rapper og satirisk skribent Zaki Youssef afsøger dankheden i Der var et yndigt land. Det sker sammen med DJ-makkeren Turkman Souljah og er satirisk skarpt, mesterligt musikalsk og samfundsrevsende alvorligt – her er undeholdende stof til eftertanke.
”Din klamme luder”. Ordene slynges abrupt ind i hovedet på en tilfældig tilskuer, hvorpå udsagnet straks negligeres med replikken, ”Det er jo bare ord, det betyder ikke noget”. Ironien runger tungt, og Zaki cementerer alvoren, da han efterfølgende ruller op for rækken af nedladende prædikater, der omfatter ord som perker, kloakrotte og gedeknepper – ord som tilsviner og skaber afstand mellem mennesker – for ord er aldrig uden mening.
Det er skuespiller, rapper og satirisk skribent Zaki Youssef, der står bag de hårdslående ord. I en blanding af personlige fortællinger, sange, stand-up og spidende morsomme samfundsanalyser forsøger han at indkredse danskheden i forestillingen Det var et yndigt land. Titlen er i datid, og det er ikke tilfældigt, for Danmark er knap så yndigt længere, nu hvor frygten for ”de fremmede” og allermest hinanden har ædt sig ind i samfundets sjæl. Det lyder dystopisk, og det er det sådan set også, men Zaki Youssef og hans musikalske DJ-makker Turkman Souljah får med satirisk slagkraft, tunge basbeats og komiske karikaturer sat danskheden til debat i et dybt morsom, underholdende og eftertænksomt mini-show.
De er alene på scenen, de to – Turkman Souljah og Zaki Youssef.
Zaki, er mørklødet af natur, men toner frem som en omvendt blackfacing-figur med blond paryk og hvidmalet ansigt. Modsat 1800-tallets amerikanske minstrels show, hvor hvide malede sig sorte i ansigtet for at latterliggøre slaverne med den politiske og racistiske funktion at bibeholde slaveriet, er Zakis ”Whitefacing-klon” mere kompleks. For hvem er det, vi ser? Et menneske, der har mistet sig selv? En ”nutids-slave”, der fanget i det moderne samfunds fordomme, kan latterliggøres og dermed bibeholdes i sin outsider-position, eller er det en parodi på de forvrængede billeder, vi sætter andre i for at positionere os selv? Mulighederne er mange, og det er netop forestillingens fine udsagn – der er ikke entydige løsninger og ingen udtalte helte eller fjender – kun fordomme, som kan ødelægge alting.
”I er alle lidt hvidere, når I går herfra” lover Zaki-karakteren, og introducerer sit store bagkatalog af inviterede ”gæster”, der som rendyrkede karikaturer af indvandrerklichéer, bonderøvsdanskere og velmenende litterater spejler grundidéen om, hvad danskhed er.
Her er Rashid, der påpeger at pyramider og papyrusruller nok kom før de danske runer, mens historielære Ole med verbal standhaftighed og groteske vikinge-eksempler fremelsker Danmark som historisk førende nation. Her er forrygende parodier på europæiske værdier og danskhedstolerance sat på spidsen i fortællingen om folkekirken, hvis rummelighed favner så bredt, at den kristne mand må tage den korsfæstede Jesus og gå. Og så er der alvorsfortællinger fra ”virkeligheden” i historien om farmor, der modtager trusler, så sønnen må købe en pistol som forsvar – et våben, der i øvrigt rettes mod publikum til slut, i forsøget på at pløkke situationens alvor ind i tilskuerne. Det er sjovt, skræmmende og dybt underholdende. For Zaki Youssef og Turkman Souljah får med deres morsomme og alvorsstærke musikalske satire, skabt et rum, hvor der er plads til at grine over det groteske, foruroliges over det urimelige, undres, skræmmes, reflektere og ikke mindst sat ord, krop og følelser på den debat, der er så vigtig at tage, for at vi ikke forskanser os i inhumane fløjkrige.
