Scenekunstens Årsmøde #2 bød i år på et pakket program om politisk teater under overskriften CHEERLEADER ELLER REBEL? En af dagens gæster var leder af Ruhrtriennalen Stefanie Carp, som ISCENE fik lejlighed til at stille et par spørgsmål over frokosten.
Hvad er kunstens politiske berettigelse i det moderne samfund, der af mange opfattes som meget individualistisk?
”Jeg tror ikke, jeg anerkender præmissen om en individualistisk tid. Jeg oplever tværtimod, at der er en stor længsel efter at være en del af et fællesskab, at have en oplevelse af virkelighed. Et rigtigt liv i en rigtig verden. Kunstens berettigelse er vel fortsat at stille spørgsmål, mens den politiske kunsts også fortsat er at skabe problemer, forstyrrelser. Kunsten må ikke lukke i svar, men skal åbne sig. Kunsten – teatret – kan være politisk ved at åbne sig. Ikke bare abstrakt ved at tænke andre tanker, men helt konkret ved at åbne institutionerne – de fysiske rum – for ”andre”. Teatret kan invitere fjenden indenfor og på den måde være med til at holde konflikter åbne. Ikke give svar, men skabe problemer. Jeg tror, det bevidste arbejde med diversitet skaber rigtigt liv i en rigtig verden og giver mulighed for nye fællesskaber”.
Stefanie Carp til Scenekunstens Årsmøde 2018. Foto: Frida Gregersen
“Migrating people are a visible trope of the 21st century, the avantgarde of a new era”, skriver du i din programtekst for Ruhrtriennalen. Kan du uddybe det billede?
”I dag kan vi jo ikke tænke kunsten uden at forholde os til post-kolonialisme og post-migration, som jeg ser som tidens centrale temaer, som ingen kan undlade at tage stilling til. Migranterne viser os så tydeligt, at verden er delt og at den globale ulighed er en stadig mere insisterende trussel mod den frihed, vi i Europa tager for givet. Det kan vi ikke mere, vi er nødt til at involvere os”.
”Post-kolonialismen og post-migrationen er til stede i alle tidens temaer og influerer direkte vores måde at tænke om identitetspolitiske emner som køn og etnicitet. Det bliver en form for tankemodeller, fordi begreberne har ændret vores måde at forstå repræsentation på. Hvem kan fremstille hvem – og hvordan? Kan hvide skrive om og spille roller med anden race? Kvalitetskriterierne har på den måde ændret sig. Det handler ikke længere kun om kunstnerisk kvalitet, men også om kvaliteten i repræsentationen”.
”Det er meget provokerende for min generation – og for mig. Vi er vokset op med en fast forankret forståelse af, at kunsten er uafhængig – og det bliver der stillet spørgsmålstegn ved nu. Grundlæggende mener jeg stadig ikke, at kunst skal forandres af og følge efter tidens diskurs, men selvfølgelig bliver kunsten influeret, da vi ikke kan undgå at forholde os til de presserende emner. Man skal således være meget bevidst om, hvad man vil med greb som blackfacing, der historisk set har været anvendt racistisk. Jeg brugte det engang i en forestilling som et legende forsøg på at ændre begrebets betydning, men jeg måtte erkende, at debatten om grebet kom til at overskygge værket selv”.
Politikernes rolle og anseelse bevæger sig, betyder det noget for kunstens rolle?
”Nej, det synes jeg ikke. Folk er trætte af partipolitik, ikke af politik som sådan. Jeg synes, folk skal holde op med at sige, at de er trætte af politik. De skal vågne op og adressere tidens udfordringer, nemlig migration og højredrejning. I Tyskland er højredrejningerne stærkt og synligt repræsenteret af Alternative für Deutschland, men bevægelserne og tendenserne findes jo alle steder. Det er vigtigt, at vi ikke læner os tilbage og venter på, at politikerne skal agere. Det gælder for kunstnere, men også for alle borgere. Vi har en forpligtelse til at kæmpe for demokratiet, når det er truet”.
”Jeg har brugt begrebet ”in-between time” om vores tid, fordi det kan gå alle veje lige nu. Verden står og vipper mellem forskellige værdier. Derfor handler det om at melde sig ind i tiden og tage ansvar for de politiske udfordringer. I kunsten kan vi gøre det med nysgerrighed og dette særlige i tiden giver jo også muligheder for at skabe nye formater, nye sociale relationer, nye former for rigtigt liv i en rigtig verden. Vi kan arbejde med involvering og åbenhed ved at arbejde med blandede formater og ved at åbne rum op, som jeg nævnte før”.
Hvad vil du gerne opnå med dine 3 kommende år på Ruhr-triennalen?
”Mit primære fokus er diversitet – hvordan jeg får diversiteten aktivt ind i alle aspekter? Jeg tænker rigtig meget over samspillet mellem de industrielle rammer i Ruhr og de mennesker, der skal mødes i dem. I forhold til de kunstnere, jeg kuraterer selvfølgelig, men sandelig også i forhold til befolkningen i området. Mange af beboerne er jo børnebørn af de industriarbejdere, der tidligere arbejdede i alle fabrikkerne. Nu er industrien stort set væk, bygningerne er vedligeholdte, ikke forfaldne, men har mistet deres tidligere funktion, og noget andet – noget luksuriøst – nemlig triennalen er rykket ind. Hvordan får jeg det til at hænge sammen? På triennalen blandes mange kunstarter og jeg arbejder samtidig meget bevidst med at få en diversitet i publikumsgruppen, så triennaletilskuerne ikke bare er en udefrakommende gruppe, en slags kulturturister, men at de tilrejsende blandes med de lokale”.
Stefanie Carp til Scenekunstens Årsmøde 2018. Foto: Frida Gregersen
”Jeg tror på, at det globale ofte er vejen til det lokale – og omvendt – og bl.a. derfor er det essentielt for mig at få andet end europæisk kunst repræsenteret i Ruhr, og i særlig grad kunst fra det globale Syd, som vi sjældent ser, men sagtens kan relatere til. Jeg har boet og arbejdet mange steder i verden og der er jo stor forskel på mulighederne. I det globale Nord har vi helt andre ressourcemæssige muligheder for at arbejde med kunst, end man har i det globale Syd. Det er noget af det, jeg forsøger at løfte gennem samarbejder med bl.a. afrikanske kunstnere på triennalen i 2018, men der er udfordringer med at få de store, fysiske rammer i Ruhr udfyldt. Det kan kun meget få – og typisk europæiske – kunstnere opfylde meningsfuldt med deres værker, men jeg gør i 2018 forsøget på at inddrage det globale Syd med bl.a. koreografen Serge Aimé Coulibaly fra Burkina Faso”.
”Der er jo så altid spørgsmålet, om vi gentager kolonialismen, når vi producerer forestillinger fra det globale Syd, der aldrig ville være realiseret uden penge fra det globale Nord. Jeg vælger at tro på, at mødet mellem Syd og Nord er med til at rykke den måde, vi tænker om hinanden på, og den stadige bevidsthed om faldgrupperne kan indarbejdes – konkret i værkerne, i de rammer, vi placerer dem i og den måde vi forløser og taler om dem på”.
