Der er dømt vaskeægte uhygge hos Teaterhuset Filuren i tiden frem til jul. En spøgelseshistorie er en rigtig gyser med fortabte sjæle og ildevarslende forvekslinger i en detaljeret og næsten filmisk scenografi.
Det er egentlig en klassisk historie. En enlig mor flytter med sin datter langt væk fra byen og ud i et øde, faldefærdigt hus på landet. Datteren Astrid i Bolette Engstrøm Bjerres petit skikkelse hader det nye hus, savner sin afdøde far og lader alle frustrationerne gå ud over Kirsti Kærns tydeligvis temmelig nedslidte mor.
Men midt i alle frustrationerne møder Astrid en sød pige i haven. Rakel hedder hun og hun er fuldstændig som Astrid. Eller næsten i hvert fald. For det er måske alligevel lidt underligt, at hun er panisk bange for vand og at hun dukker op foran Astrids vindue på 1. sal midt om natten.
Høje skrig og frydefuld hvisken
En spøgelseshistorie, der er iscenesat af Dorthe Hansen Carlsen, henvender sig til børn på 8 år og op. Altså børn fra og med 3. klasse. Og efter at have overværet forestillingen i selskab med hele tre 4. klasser er der bestemt ingen tvivl om, at gysene går rent ind hos målgruppen.
Der var en hvisken og tisken i krogene, der blev knuget hænder og skjult ansigter i skødet hos sidemakkerne. En enkelt gang brød hele salen synkront ud i et skingert, øredøvende skrig. En effektiv understregning af, at forestillingens chokeffekt har den ønskede virkning.
Og det er en ret effektiv gyserhistorie, de to forfattere Morten Kamuk Andersen og Kaja Kamuk har kreeret til årets juleforestilling. Især fordi gyset netop handler om det jordnære og det almindelige, som børn kan relatere til. Alle børn må kunne forestille sig den rædsel, der ville medfølge, hvis man pludselig bliver erstattet af et andet barn og smidt ud af sin egen mor.
Filmiske effekter og uhyggelige detaljer
Til at understrege fortællingens ildevarslende uhygge har Morten Kamuk Andersen skabt en virkelig stemningsfuld scenografi. Rig på deltaljer både inde i det dystre hus, hvor mørke træsorter og lasede, gulnede tapeter sætter deres præg og uden for i den vintertomme have, der strækker sig ned mellem de to grupper af publikum forrest ved scenen. Her er nøgne, krogede træer, nedfaldne blade og en gammeldags stenbrønd, der giver ekko, når Bolette Engstrøm Bjerres Astrid råber ned i den.
Scenografien gøres levende og ekstra gysende med mekaniske effekter, der får døre og skabslåger til at bevæge sig af sig selv. De mange, store vinduer bagerst i huset, hvor man gennem krogede trækroner kan skimte den mørke nattehimmel med drivende sorte skyer og en urovækkende fuldmåne, giver scenografien det sidste og afgørende touch, som leder tankerne hen på filmens visuelle effekter. Alt kan ske, alt er muligt og børnene på publikumsrækkerne sidder som på nåle, mens de skiftevis hvisker til deres kammerater og kommer med små advarende udbrud mod scenen.
Hjertet falder tilbage på plads
Marcus Aurelius Hjelmborg har komponeret et lydbillede til fortællingen, der i den grad understreger uhyggen. Det gamle hus er fuld af knirkende gulvbrædder, vindens susen og døre, der hviner i deres usmurte hængsler. Lydene i haven består godt nok delvist af fuglekvidder og blid, næsten meditativ musik, men der er også en ildevarslende lyd som et pulserende hjerte gemt. De uheldsvangre lyde akkompagneres af Jesper Jepssons yderst velfungerende lyssætning, hvor dystre skygger, mørke kroge og blinkende lamper bidrager til stemningen på bedste vis.
Heldigvis er En spøgelseshistorie trods sin kuldegysende fremtoning en forestilling skabt til børn. Selvom Ida Lund er foruroligende som den fortabte sjæl Rakel, så fatter vi alligevel sympati for hende til sidst. Godt hjulpet på vej af Uffe Kristensen som hendes barndomsven, der har søgt efter hende i årevis. Det er så tæt på at slutte med en happy end, som den type historier nu kan.
