Nikolaj Cederholm fejrer 40 års jubilæum på Nørrebro Teater med en magisk Kafka-forestilling, der morer, foruroliger og bevæger. Det er derfor, vi går i teatret.
Humorist er måske ikke det første, man tænker på, når talen falder på en af modernismens fremmeste forfattere, Franz Kafka. Men morskabsteatret på Nørrebro har kastet sig over hans første og ufuldendte roman Amerika, der ifølge forestillingens program er ”et muntert mareridt”. Det viser sig at være en rammende karakteristik. Amerika balancerer i Nikolaj Cederholms instruktørhænder nemlig på mest rørende vis det muntre med det triste, det opulente med det skrøbelige.
Vi er med den kejtede hovedkarakter Karl Rossmann fra første sekund. Gudsbenådede – ja, mindre kan ikke gøre det – Nicolai Jørgensen taler tæt på sort, mens han med Frihedsgudinden tårnende over sig på skibsdækket nærmer sig Amerikas kyst. ”Det er en rigtig utryg situation for mig”, fniser han med skrækblandet fryd. Unge Karls forældre har deporteret ham til Amerika efter en tvivlsom erotisk oplevelse med følger, og nu skal han stå på egne ben i det forjættede land. Det bliver ikke mindre utrygt efter landgangen, kan vi godt afsløre. Karl finder kortvarigt ly hos sin onkel Jacob, men falder snart i unåde, og kastes nu rundt blandt dubiøse individer i foruroligende interiører.
For Amerika er jo en slags drømmespil. Et kafkask af slagsen, hvor protagonisten labyrintisk løber vild i sig selv og tilværelsen. Bureaukratiet, der spiller en fremtrædende skurkerolle i labyrintoplevelsen i senere Kafka-værker, er fraværende her, men tilværelsen blandt vagabonder, elevatordrenge, cirkusartister og andre contenders på bunden af det amerikanske samfund er alt nok til at gøre Karl mere og mere rundtosset. Intet er, hvad det synes at være i dette drømmerum skabt af ord, halve trapper, roterende gange og sære lyde. Kim Witzels scenografi og Thomas Hamiltons underlægningsmusik dirrer af uhygge – eller med drømmetyderen Sigmund Freuds ord: af das Unheimliche, dvs. det uhyggelige associeres med det ikke-hjemlige. Karl er netop ikke hjemme, men i en oplevelse af fremmedhed, og det skræmmer ham.
Nicolai Jørgensen fanger alle nuancer i denne fremmedhed, og går hele vejen fra naiv optimisme over fornærmelse, forelskelse og frygt til fortvivlelse. Han har en helt forrygende timing, der løfter resten af det stærke hold, der tilsammen spiller over 80 karakterer. Molly Egelind er stærkt foruroligende som den koketterende Klara, Rikke Bilde glider diabolsk over scenen som forretningsmanden Mr. Green, men bedårer endog mere som den sørgeligt syngende servietpige Therese. Martin Greis-Rosenthal er magnifique som fransk vagabond/loverboy for Trine Pallesens fuldmodne diva Brunelda. Kristian Holm Joensen er nærmest en slags maskot på Nørrebro Teater, og klovner på vanlig vis med et fint drys af forurettelse. Resten af holdet følger fint trop, når de i Line Bechs finurlige kostumer popper op og ud af huller i vægge og gulve.
Nikolaj Cederholm, der fejrer 40 års jubilæum med denne forestilling, har dramatiseret Kafkas tekst, så den sprudler i munden på spillerne. Enkelte scener er (for) lange, og måske mister dramaet et par lag i forhold til originalen – forvent ikke andægtig litteraturhyldest her.
Men det er jo heller ikke det, vi skal i teatret, vi skal se liv. Cederholm får med Amerika skabt en bevægelig og bevægende forestilling, der binder en flot tidsbue til hans tidligere arbejde. Amerika er ikke en teaterkoncert, men Cederholm forstærker fortællingen med en håndfuld overraskende, men absolut velvalgte sange, der ligesom Anja Gaardbos koreografi og ikke mindst Kasper Ravnhøjs slapsticks tilfører forestillingen et moderne udtryk, og samtidig trækker på den tidlige filmkomedie, som Cederholm senest havde i fokus i sin Chaplin-forestilling, Diktatoren. De forskellige greb finder hinanden på bedste vis, og greb mig om hjertet i en forestilling, der på premieren nok først nåede fuld flyvehøjde efter pausen, men så også for alvor gav os de magiske momenter, vi altid søger i teatrets levende rum.
Se, hvad Nicolai Jørgensen selv bliver rørt over i teatret i ISCENEs interview
