Teater Nordkrafts 1945 – historien om en flugt er skrevet af den dansk/tyske dramatiker Nis Momme-Stockmann. Men teksten er en noget rodet omgang, der ikke har meget fokus på 1945, og som ikke kan reddes af gode skuespilpræstationer.
Dramatiker Nis Momme-Stockmann er født som en del af det danske mindretal i Nordtyskland. Han er derfor umiddelbart et oplagt valg til at skrive en forestilling om det dansk-tyske forhold og om de tyske flygtninge i Nordjylland i slutningen af Anden Verdenskrig. En forestilling, der er Teater Nordkrafts bidrag til det officielle dansk/tyske venskabsår, som er erklæret i 2020.
Desværre bliver forestillingen en underlig selvfokuseret fortælling, der – til trods for velfungerende elementer – i højere grad viser os dramatikerens navlepilleri end den giver os historiefortælling eller interessante samfundsvinkler.
En historie om en historie om en historie
Helt kort fortalt, så er handlingen i 1945 – Historien om en flugt en forvrænget gengivelse af dramatikerens arbejde med at skrive forestillingen 1945 – Historien om en flugt.
En prisbelønnet dansk/tysk dramatiker bosat i Berlin, der befinder sig i en buldrende midtlivskrise og total skriveblokade, siger ja til at skrive en forestilling til et teater i Aalborg, som skal handle om de tyske flygtninge i Danmark efter Anden Verdenskrig. I sin research til forestillingen rejser dramatikeren til Danmark, hvor han mødes med teaterchefen og to af de skuespillere, der skal medvirke i fortællingen. Vi hører om hans overvejelser og følger hans tur rundt til historiske steder i det nordjyske.
De tre skuespillere Lærke Schjærff Engelbrecht, Thomas Nielsen og Jacque Lauritsen er alle klædt ens i grå bukser, sort-ternet skjorte og neongule sneakers. Alle tre træder på skift ind og ud af rollen som dramatikeren, mens de to øvrige udgør mennesker omkring ham. Det betyder f.eks. at Lærke Schjærff Engelbrecht på et tidspunkt spiller sig selv. Eller en forvrænget, temmelig bøvet udgave af sig selv iklædt pink cykelhjem og forstørrede, grå lægmuskler alt imens hun taler med bred jysk dialekt, som står i skarp kontrast til hendes vanlige formfuldendte rigsdansk. Det samme gælder Jacque Lauritsen i karikatur af sig selv med ekstremt højtaljede bukser og forhøjede skuldre, der placerer hans hoved nede i selve brystkassen. Kostumerne er sære og næsten deforme, som for at understrege dramatikerens forvrængede virkelighedsopfattelse. Men hvad skal de egentlig fortælle os? Og hvad skal de to ensembleskuespillere på Teater Nordkraft – for slet ikke at tale om den fjogede karikatur af teaterchefen Jakob Tekla Jørgensen – bidrage med i fortællingen? Det står på ingen måde klart.
Desuden tilføjes endnu et lag til fortællingen ved at lade dramatikeren i historien kommentere på sine medspilleres roller. Blandt andet stopper han (i dette tilfælde Lærke Schjærff Engelbrecht) op midt i en diskussion med sin kone og siger, »siger hun, og tillægger sig sin bekymrede mine«.
Velfungerende scener
Scenen er bygget op af tre brede, sorte plateauer med en glasvæg bagerst, der alt efter lyssætningen kan være enten gennemsigtig, sort eller spejle publikum. Netop dette sted bag glasset lægger rum til nogle af forestillingens mere velfungerende scener. Her giver instruktør Lene Skytt os muligheden for at se små dele af historien udspillet.
»Forestil dig, at du går ud til grænsen af en lejr og støder på pigtråd,« siger Jacque Lauritsen, der sidder frakkeklædt på en stor, gammel læderkuffert bag glasvæggen. Hans ord akkompagneres af den knirkende lyd af tusser mod glas, skabt af de to andre skuespillere, som står på hver side af ham, lignende klædt i uldne frakker men med kæmpestore gråspurvehoveder på, mens de sætter streger på ruden, som ville de måle tiden. Et fint billede på det endeløse liv i en flygtningelejr.
Selvom der indimellem kommer disse små sekvenser med fakta omkring de forhold, som tyske flygtninge levede under, så udgør det en meget lille brøkdel af forestillingen. I langt højere grad er det en kaotisk fortælling om en enkelt mands opgave og livskrise. Om hans mareridt og skræmmende dagdrømmerier, om hans skrantende ægteskab og misbrug af stoffer og alkohol, om hans flugt fra virkeligheden og hverdagens krav og om hans had til gråspurve, som han anser for at være »byens rotte«.
Lene Skytt har gjort et godt stykke arbejde med sin iscenesættelse. Der er en fin dynamik blandt de tre medvirkende skuespillere og især scenerne bag glasvæggen fungerer. Men uanset instruktørens evner og skuespillernes ellers gode præstationer, så kan der ikke kompenseres for, at teksten er rodet og mestendels uvedkommende.
En sjov idé på papiret
Ideen om at skrive en forestilling om netop det at skulle skrive en forestilling er for så vidt sjov. Men det fungerer ikke godt i praksis. Store dele bliver for indforståede og kun for alvor morsomt for dem, der kender dramatikeren, skuespillerne eller måske teaterchefen personligt. Og vigtigst af alt tager det fokus fra den fortælling, som titlen bringer løfter om.
Der er så mange emner at tage fat på. Og Nis Momme-Stockmann kommer sporadisk ind på mange af dem. Flere gange drages der paralleller til nutidens flygtningestrømme – og ikke mindst vores måde at anskue disse på set i lyset af historien fra slutningen af Anden Verdenskrig.
Denne sammenligning mellem dengang og nu er ikke bare interessant, men også dybt relevant, hvorfor det er ærgerligt, at den ikke får mere plads. Og ja, vi forstår godt symbolikken i, at flygtningene bag glasvæggen er iført gråspurvehoveder, som de uønskede parasitter, der breder sig over Europa, men de sikkert velmente budskaber drukner lidt i det kaotiske mix, der udgør hovedparten af teksten.
