På Team Teatret i Herning har man skabt en hyldestforestilling til den danske COBRA-kunstner Else Alfelt. Ideer har instruktøren tydeligvis ikke manglet, men måske skulle nogle af dem have været sorteret fra.
“Det er, når jeg tegner og maler, at jeg findes”, erklærer skuespiller Marie Vestergård Jacobsen, der udfylder rollen som kunstneren Else Alfelt i Ebbe Støvring Knudsens forestilling Kloder i gyldent rum.
Vi er cirka halvvejs gennem fortællingen på dette tidspunkt. Else står i forgrunden på højre side af scenegulvet og stirrer op mod et koldt, blåligt lys. Hun er iført sin lyseblå malerkittel og brune, fodformede sko. Hun fortæller om sit liv, mens scenen er et mylder af liv omkring hende.
To piger i lette, hvide kjoler, hvide ankelsokker med blondekant, sorte laksko og hvide sløjfer i håret synger uh-kor til den musik, som fire kvindelige musikere fremfører på bas, cello, diverse blæseinstrumenter og percussion. Skuespiller Line Vejgaard Kjærs er i baggrunden i færd med at betragte skelettet til det mosaikkunstværk, det hele drejer sig om. Men der sker så meget på scenen på én gang det meste af tiden, at det faktisk er vanskeligt at holde fokus og finde ind til essensen af historien.
Scenografi som et kunstværk
Det er en fin og stemningsfuld scenografi, Rebekka Bentzen har skabt til Kloder i gyldent rum på Team Teatret i Herning. Fra forreste venstre side af scenen snor en stribe farvestrålende glasmosaikker sig hen over gulvet mellem publikum og resten af scenografien.
Som et vandløb bugter de sig organisk fra venstre mod højre, for at forsvinde bagud på scenen under en umalet træbro, der står som en bue lidt bagved, og hvor skuespillerne såvel som de to børn i forestillingen kan bevæge sig både ovenpå og under.
Glasmosaikkerne skifter farver som regnbuen fra grøn over brune, orangerøde nuancer til lilla og blå bagerst under broen. Som de italienske glasmosaikker, Else Alfelt brugte i sine værker, sætter de kulør på det ellers sorte scenerum.
Men på deres snørklede vej passerer mosaikkerne både fire musikere, et par skamler, en træstub, der fungerer som bord til Alfelts malergrej, utallige skitser, der ligger på gulvet, kufferter og de to førnævnte piger, der bevæger sig rundt på scenen – også når de ikke synger kor – som et levendegjort symbol på de to døtre, Alfelt har efterladt derhjemme for at få færdiggjort sit arbejde. Oven over det hele svæver ni store, farvede cirkler med ru kanter som en enorm mobile.
Rodet helhed
Kloder i gyldent rum har titel efter Else Alfelts værk af samme navn. En stor mosaik skabt til Th. Langs Skoler i Silkeborg. Ebbe Støvring Knudsens iscenesættelse er et blik ind i en enkelt aften i Alfelts arbejdsproces med værket, hvor han lader en kvindeskikkelse fra fortiden dukke op som genfærd.
Line Vejgaard Kjærs Gabriele Münter (kaldet Ella) taler affekteret og teatralsk. Hun er den nyligt afdøde kunstner, der tidligere var forlovet med Kandinsky, og nu har taget skikkelse af sin ungdoms jeg i ønsket om til dels at male et portræt af Else Alfelt og at give hende gode råd med på vejen.
Line Vejgaard Kjær er iført en nydelig, lang nederdel og højhalset flæsekrave under sin figursyede jakke. Det er tydeligt for enhver, at hun er fra en anden tid end Else. I samspil med hendes stive gestik og overdrevne ansigtsmimik giver hun karakteren et særdeles unaturligt præg. Hvorfor instruktør Ebbe Støvring Knudsen har valgt denne tilgang undrer. For det skaber en pudsig distance, som får Ella-figuren til at virke komisk – især stillet overfor Marie Vestergård Jacobsens Else, som virker noget mere grounded og naturlig i sin fremtræden.
Overordnet set, så er Kloder i gyldent rum – til trods for det sympatiske projekt med at sætte fokus på Else Alfelt- en lidt rodet oplevelse. Der sker simpelthen så meget, at øjnene har svært ved at finde hvile. Og historiens pointer træder aldrig helt klart frem.
Læs mere om forestillingen her.
