Det Olske Orkester spiller politisk teater, som man sjældent ser det i dag. Med Hvem er det der banker lukker de deres trilogi, der samlet er en kritisk Danmarkshistorie af de sidste 300 år, med et glødende opråb: ”Hvad nu, hvis det, jeg siger, er sandt?”
Hvem er det, der banker? Vores fortid, vores dårlige samvittighed, vores privilegieblindhed og historieløshed, vores vrede, indignation, skyld? Vælg selv, for alle muligheder er en del af svaret på det spørgsmål, Det Olske Orkester stiller i denne tredje og afsluttende forestilling i deres trilogi En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering. De to første forestillinger var Sukker (Republique, 2018) og Salt (Aalborg Teater, 2019).
Fin, lysprojiceret scenografi
Konkret er det nutidens medierede virkelighed, der banker på Livs dør, mens hun sover. Dana og Mark (!), to game show-værter entrerer hendes soveværelse, hurtigt fulgt af en tekniker og millennium-praktikanten med de mange fornavne. De hævder, at hun har meldt sig til deres velgørenhedsshow, og efter lidt protest, kapitulerer hun og sendes på mission efter den hvide stjerne i Afrika. Ja, faktisk lander hun midt på spillepladen til Afrikas Stjerne i den fine, overvejende lysprojicerede scenografi, der også repeterer bølgemotivet, og dermed kobler sig til de to tidligere forestillinger visuelt. Desværre er der gået virus i spillet i form af en politisk aktivist, og Liv har noget svært ved at finde sine ben som det gode menneske, hun gerne vil være.
Som publikum tilbydes man derimod ikke så mange valgmuligheder, men får budskabet proppet ned i halsen. Hvem er det der banker er skrevet på stor indignation, og det er sjældent, man ser så målrettet politisk teater i dag. Det er sådan set ganske forfriskende med klar tale, og der er jo i allerhøjeste grad noget at have pointerne i. Hvad enten Liv svarer på spørgsmål om kolonisering, slavegjorte, arbejderoprør eller bistandsprojekter, står det lysende klart, hvem der har trukket den største pengepose ud af udvekslingen mellem det afrikanske kontinent og Vesten. Nutidens ansigtsløse kapitalisme eller fokusfordrejende velgørenhedsunderholdning står i den sammenhæng ikke tilbage for historiske udbyttere.
Brænder igennem på publikumsrækkerne
Om man så finder den noget højtråbende fortælleform og udpegningen af virkelighedens skurke med en anelse fordrejede navne appellerende eller noget firkantet, er måske ikke så væsentligt. Forestillingen er fuld af viden, og har også mange gode detaljer både visuelt og tekstligt. Men jeg er ikke selv så begejstret for staveplader og trods den gode, fysiske udnyttelse af det flotte scenografiske rum, der mere end en gang gav sug i maven, fandt jeg ikke det skuespilmæssige niveau særlig højt. Men det er jo så heller ikke ensemblets primære projekt. Det er derimod emnet, og her brændte de tydeligvis stærkt igennem på publikumsrækkerne. Om end de fleste sprang direkte i fælden og klappede entusiastisk med på finalen i game showet. Gad vide, om de nåede at mærke den dårlige smag i munden, før aktivister igen kaprede scenen og fik lukket med fuldtonet og dobbelt understregning af budskabet?
”Hvad nu, hvis det, jeg siger, er sandt”, råber aktivisten gentagne gange mod slutningen med den fine og jo alligevel selvrefleksive pointe, at jo mere han råber, des mindre lytter vi. Jeg kunne som antydet fristes til at sige det samme om Det Olske Orkesters didaktiske form. Den rammer helt sikkert plet hos meningsfæller, men er det dem, der har brug for at høre det uden diskussion af det væsentlige og stadig mere påtrængende budskab? Forestillingen følges mange steder af talks og debat, der måske bedre kan åbne en samtale, og jeg vil også ile med at anbefale Rundt om ilden, ensemblets nye bog, der med mange bidragydere kommer godt omkring trilogiens politiske, forskningsmæssige og kunstneriske aspekter.
Læs mere her.