Teaterkompagniet Det Olske Orkesters forestilling Sukker på Republique er visuelt flot, men desværre en uambitiøs refererende forestilling om den danske kolonifortid på De Vestindiske Øer.
Han trækker et blodspor henover Atlanten. En hvid mand trækker en sort slavegjort mand tværs over kortet over verdenshavet, så en rødblodig stribe tegner sig sigende og symbolsk efter dem. Et klart udtryk for den voldelige historie, som også er en del af den danske, om den hvide mands undertrykkelse og udbytning af den slavegjorte afrikaner.
Det fysiske og billedbårne teaterkompagni Det Olske Orkesters scenekunstfortælling om den danske kolonifortid på De Vestindiske Øer er visuelt fængende og fuld af ynde. Historien er simpel og bliver fortalt af seks skuespillere via enkle koreografier til klassisk musik undertiden blandet med afrikanske og caribiske trommer samt en række dialogscener.
Scenografien og rummene for fortællingen bliver til på stedet, idet ild og oceanets brændinger bliver videoprojiceret ned på gulvet, så vi publikummer, der generøst sidder hele vejen rundt om scenen på Republique, kan leve os ind i livet til søs på et slavetogtskib eller oprørsbranden og livet på en sukkerplantage på De Vestindiske Øer.
Trehandelsaftale
Fortællingen i Sukker trækker linjer mellem trehandelsaftalerne. Skibe fra Danmark med udenlandske søfolk sejler til Afrika for at hente slaver, der så bliver fragtet til og solgt til sukkerplantagerne på De Vestindiske Øer. Herefter vender skibene hjem til Danmark med sukker og penge. En stor del af Danmarks velstand og velfærdstat er bygget oven på disse handelsaftaler.
Karaktererne i Sukker er stereotyper: præsten, slavekaptajnen, lægen, plantageejeren og den fattige skibsdreng. Drengen forelsker sig i en slavegjort pige, men bliver snydt af kaptajnen, der lover ham, at han må beholde hende, hvis han sørger for, hun spiser og overlever rejsen til De Vestindiske Øer. Men pigen bliver solgt og drengen bliver smidt af skibet.
Han må istedet leve som forpagter på en sukkerplantage, inden han endelig vender hjem til Danmark efter, at den slavegjorte pige er blevet dømt til en rædselsfuld død. Tilbage i Danmark tager drengen kontakt til slavehandleren og hans familie for at få den hyre tilbage, han mistede, da han blev smidt af skibet. Men slavehandlerens kone kan fortælle, at slavehandleren er til en vigtig kongres i London for at arbejde for befrielsen af de slavegjorte. ”Jeg er meget stolt af ham”, siger hun.
Manglende analyse
Desværre mangler Sukker en dybdegående analyse og refererer blot den danske kolonihistorie, som vi kender den. For nok er den danske kolonifortid en fortrængt mørk plet i den danske historieskrivning, men slavegjortes horrible historier er blevet fortalt mange gange også i mainstreamkulturen som fx i Hollywood-filmen 12 Years A Slave og tv-serien Rødder. Fortællingen om trekantshandlerne og de slavegjortes usle vilkår på plantagerne i Sukker bliver nærmest ikke engang relateret til vores samtid. Kun et kort åbent spørgsmål om, at heldigvis er det hele fortid, blafrer lidt i luften, og så fortsætter Sukker sin refererende historie.
Men de visuelle virkemidler og den mere abstrakte koreografi, som man især ser blande sig sidst i forestillingen fungerer og fænger. Og fortællingen er også værd at få og henvender sig måske mest til skoleklasser, men man kunne bestemt ønske sig, at en forestilling med et så betydningsfuldt og følelsesladet emne havde et højere ambitionsniveau end blot at genfortælle en halvkendt historie og blot at genproducere udtryk for et gammelt kolonialistisk hierarki mellem sort og hvid.
Man kunne ønske sig, som man så det i billedkunstneren Jeanette Ehlers Into The Dark på Teater Får302 i 2017, at forestillingen ville analysere dybere og forsøge at få sit publikum til at indsætte sig selv i kolonihistorien, eller at forestillingen ville skabe nye, alternative modbilleder af de slavegjorte.
Læs også: Interview med Jeannette Ehlers om hendes afkolonialiseringsprojekt Into The Dark
