Hvorfor er ensemblearbejde godt for publikum og kunstnerne? ISCENE tog en snak med teaterleder og instruktør for Det Olske Orkester, Lotte Faarup, der er aktuel med ensembleforestillingen Salt (Aalborg Teater) – en forestilling baseret på virkelighedens historier og indremissionske meninger fra den jyske vestkyst.
Det Olske Orkester er i gang med trilogien En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering, hvor anden del – Salt – netop har haft premiere på Aalborg Teater. Historien er inspireret af hændelser fra virkeligheden, da 26 fiskere fra Harboøre druknede under en storm i 1893 og af Hans Kirks roman Fiskerne. Til trilogien har Det Olske Orkester samlet et fast hold af skuespillere, som er med i alle tre forestillinger, men hvorfor skal vi have ensembler og tænke i kollektiver? Lotte Faarup fortæller:
”Fordi vi samler viden sammen gennem fælles erfaring, som giver os mulighed for at blive dygtigere og udvikle vores arbejde. Fordi det får teatret til at fokusere på indholdet, emnerne, substans – modsat enkeltpersoners præstationer, ensomme karrierer og kunsten som et forbrugsprodukt, der enten er godt eller dårligt. Og så fordi det er så pokkers livsbekræftende og sjovt at være på hold.”
Hvordan ensemblespil styrker kunsten?
”Ensemblearbejde fjerner fokus fra stjernestatus og gør indholdet og helheden vigtig. Når kunstnerkollektivet Sort Samvittighed præsenterer sig selv, sker det altid, befriende nok, som kollektiv og ikke som enkelte kendte skuespillere. Der er med andre ord lagt vægt på at kunsten skabes i et fællesskab. Og det giver jo mulighed for, at vi i højere grad får fokus på det kunsten vil fortælle, frem for den enkeltes fokus på succeser og fiaskoer. ”
Hvorfor er det så vigtigt med et ensemble for at skabe god kunst?
”For skuespillerne giver dét at arbejde i et ensemble mulighed for kunstnerisk spejling og sparring omkring ens eget personlige arbejde. Sammen får vi skabt en platform som kræver stor lydhørhed og gør alle meget afhængige af hinanden. Under prøverne til forestillingen Salt, skulle de seks skuespillere fx øve en bøn sammen som et kor. I første omgang lød det som en gruppe, der forsøgte at være sammen, men ikke var det. Så vi fandt på, at spillerne før hver ny linje af bønnen skulle vente – det vil sige der opstod en pause, hvor ingen gik i gang, men kun koncentrerede sig om hvornår det rette moment for at starte næste linje opstod. Man skulle tro at anslaget blev mindre præcist, men det modsatte skete. Gruppen fik samlet sig til et større hele. Det at vi lyttede i fællesskab fik den kunstneriske organisme til at hænge sammen. Og det er en helt central del af et ensembles dna. At dyrke den der fælles lytten. Dyrker man det over lang tid, kan det skabe meget stor samhørighed.
For publikums vedkommende ligger der noget særligt i, at ensemblet har opbygget en række fælles erfaringer og oplevelser over lang tid. Vi er meget bevidste om vores identitet og det giver mulighed for et samlet og stærkt udtryk, som giver publikum mulighed for at mærke et stort nærvær på scenen.”
Hvad handler det gode ensemble om?
”Vores ensemble i Det Olske Orkester består af seks meget forskellige mennesker med egne erfaringer og forskellige personligheder. Opgaven handler om at få det til at hænge sammen, ikke ved at ensrette, men ved at understøtte personligheden og samtidig stille krav om samarbejde som kan føre til et kunstnerisk fælles udtryk. Her giver det, at vi er sammen gennem flere år, os mulighed for at komme langt.
Den sociale side ved at være ensemble kan ikke undervurderes. I vores ensemble har, de fleste kendt hinanden i over otte år og delt flere prøveprocesser med hinanden. Processer, hvor der helt naturligt vokser stærke personlige bånd mellem spillerne. De følges ad på vej til arbejde, de spiser frokost sammen, klæder om sammen etc. etc. Der opstår venskaber, som, fordi man kender til hinandens historier og privatsfærer, får omsorgen og empatien til at vokse. Og det er en uvurderlig styrke under processen i prøvesalen, hvor arbejdet til tider kræver afsindig meget koncentration, stædighed og styrke for at lykkes.”
Hvor i produktet kan man se ensemblets arbejde?
“Dybest set ved jeg, at ensemblets arbejde understøtter alt i forestillingen. Hvis jeg skulle pege på et eksempel, hvor det mere ”tydeligt” viser sig, er det scenen ”En redningsplan”. Her er alle seks skuespillere på scenen samtidig i et patchwork af koreografi, sang og dialog, som flettet ind i hinanden og kræver afsindig god fornemmelse for afstemning. Og det lykkes kun, fordi ensemblet har øvet sig gennem flere år på at lytte. Lytte til sig selv, lytte til de andre og lytte til det nærvær, der kommer fra publikum.
Hvilke udfordringer er der forbundet med ensemblearbejdet?
”Jeg vil klart betragte rutine som en fordel. Rutine i min forståelse betyder, at de samme mennesker over lang tid, flere år, kan udvikle og forfine deres håndværk, netop fordi de ikke styres af en ny-for-det-nyes-skyld mode tendens, men har mulighed for fundamentalt at arbejde med dygtiggørelse og yderligere fordybelse. Der skete jo det efter Sukker (første forestilling i trilogien), at de fejl som vi på forskellige planer havde begået der, kunne rettes op fordi vi nu skulle fortsætte med at følges ad i næste forestilling Salt. Havde Sukker været en enkeltstående forestilling, var vi gået hver til sit og havde ikke i fællesskab kunnet tage ved lære af vores erfaringer.
Hvad tænker du om fremtiden for ensembler i Danmark?
”Jeg startede med at arbejde med teater i slutningen af 80’erne. Dengang var gruppeteatret en velkendt størrelse og jeg blev (først som skuespiller og senere som instruktør) opdraget i en gruppeorienteret ånd. Der var selvfølgelig mange forskellige slags gruppeteatre – nogen med flad struktur, nogen med magtfulde ledere, nogen med enheder under en fælles paraply. Tiden har ændret sig siden da; nye strukturer, økonomiske fundamenter og kunstneriske tendenser gjorde deres indtog og forandrede meget.
Heldigvis har de senere år vist en stigende interesse omkring det kunstneriske kollektiv igen – selv har jeg aldrig forladt tanken om til stadighed at søge det fællesskab.”
