Populært lige nu

Annonce

★★★☆☆☆ Hvem er det der banker – væsentligt budskab i meget firkantet form

Det Olske Orkester spiller politisk teater, som man sjældent ser det i dag. Med Hvem er det der banker lukker de deres trilogi, der samlet er en kritisk Danmarkshistorie af de sidste 300 år, med et glødende opråb: ”Hvad nu, hvis det, jeg siger, er sandt?”

Annonce

Hvem er det, der banker? Vores fortid, vores dårlige samvittighed, vores privilegieblindhed og historieløshed, vores vrede, indignation, skyld? Vælg selv, for alle muligheder er en del af svaret på det spørgsmål, Det Olske Orkester stiller i denne tredje og afsluttende forestilling i deres trilogi En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering. De to første forestillinger var Sukker (Republique, 2018) og Salt (Aalborg Teater, 2019).

Fin, lysprojiceret scenografi

Konkret er det nutidens medierede virkelighed, der banker på Livs dør, mens hun sover. Dana og Mark (!), to game show-værter entrerer hendes soveværelse, hurtigt fulgt af en tekniker og millennium-praktikanten med de mange fornavne. De hævder, at hun har meldt sig til deres velgørenhedsshow, og efter lidt protest, kapitulerer hun og sendes på mission efter den hvide stjerne i Afrika. Ja, faktisk lander hun midt på spillepladen til Afrikas Stjerne i den fine, overvejende lysprojicerede scenografi, der også repeterer bølgemotivet, og dermed kobler sig til de to tidligere forestillinger visuelt. Desværre er der gået virus i spillet i form af en politisk aktivist, og Liv har noget svært ved at finde sine ben som det gode menneske, hun gerne vil være. 

hvem er det der banker det olske orkester
Hvem er det der banker, Det Olske Orkester. Foto: Øyvind Kirchhoff

Som publikum tilbydes man derimod ikke så mange valgmuligheder, men får budskabet proppet ned i halsen. Hvem er det der banker er skrevet på stor indignation, og det er sjældent, man ser så målrettet politisk teater i dag. Det er sådan set ganske forfriskende med klar tale, og der er jo i allerhøjeste grad noget at have pointerne i. Hvad enten Liv svarer på spørgsmål om kolonisering, slavegjorte, arbejderoprør eller bistandsprojekter, står det lysende klart, hvem der har trukket den største pengepose ud af udvekslingen mellem det afrikanske kontinent og Vesten. Nutidens ansigtsløse kapitalisme eller fokusfordrejende velgørenhedsunderholdning står i den sammenhæng ikke tilbage for historiske udbyttere. 

Brænder igennem på publikumsrækkerne

Om man så finder den noget højtråbende fortælleform og udpegningen af virkelighedens skurke med en anelse fordrejede navne appellerende eller noget firkantet, er måske ikke så væsentligt. Forestillingen er fuld af viden, og har også mange gode detaljer både visuelt og tekstligt. Men jeg er ikke selv så begejstret for staveplader og trods den gode, fysiske udnyttelse af det flotte scenografiske rum, der mere end en gang gav sug i maven, fandt jeg ikke det skuespilmæssige niveau særlig højt. Men det er jo så heller ikke ensemblets primære projekt. Det er derimod emnet, og her brændte de tydeligvis stærkt igennem på publikumsrækkerne. Om end de fleste sprang direkte i fælden og klappede entusiastisk med på finalen i game showet. Gad vide, om de nåede at mærke den dårlige smag i munden, før aktivister igen kaprede scenen og fik lukket med fuldtonet og dobbelt understregning af budskabet? 

Annonce
det olske orkester hvem er det der banker
Hvem er det der banker, Det Olske Orkester. Foto: Øyvind Kirchhoff

”Hvad nu, hvis det, jeg siger, er sandt”, råber aktivisten gentagne gange mod slutningen med den fine og jo alligevel selvrefleksive pointe, at jo mere han råber, des mindre lytter vi. Jeg kunne som antydet fristes til at sige det samme om Det Olske Orkesters didaktiske form. Den rammer helt sikkert plet hos meningsfæller, men er det dem, der har brug for at høre det uden diskussion af det væsentlige og stadig mere påtrængende budskab? Forestillingen følges mange steder af talks og debat, der måske bedre kan åbne en samtale, og jeg vil også ile med at anbefale Rundt om ilden, ensemblets nye bog, der med mange bidragydere kommer godt omkring trilogiens politiske, forskningsmæssige og kunstneriske aspekter.  

Læs mere her.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en...

Tre scenekunstnere udvalgt til Den Unge Kunstneriske Elite

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det...

Borgen bliver til musical på Slagelse Teater 

I samarbejde med Lion Musicals forvandler Sjællands Teater DR’s prisbelønnede...
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig...