Det er de store temaer som krop, køn og krig, der tages op i scenekunsten mange steder lige nu. Men på Himmerlands Teater er de gået i stik modsat retning med deres morsomme og veldrejede farce Baskerville. Og det er faktisk befriende!
De fleste kender nok Arthur Conan Doyles Sherlock-fortælling Baskervilles hund. Mesterdetektiven Sherlock Holmes og hans ven Dr. Watson inddrages i et mysterium, hvor en mytisk kæmpehund på heden dræber mænd af adelsslægten Baskerville. Beboerne i området holder alle på deres egne hemmeligheder, så Holmes må finde frem til sandheden før den sidste mand i Baskerville-slægten også bliver offer for vilddyret.
I Ken Ludwigs dramatisering har den oprindeligt lidt dystre Sherlock-historie fået en tur gennem komediemaskinen og er endt som en overgearet farce fuld af morsomme påhit. Publikum morer sig kosteligt og for en stund får Himmerlands Teaters feel good-farce os til at glemme alt om pandemi og restriktioner.
Latteren er befriende
Teaterleder Susanne Sangill har stået for instruktionen af Ludwigs tekst, der i Robin Haslund Buchs oversættelse flyder ubesværet og underholdende fra de fem skuespillere på scenen. I rollen som den selvsikre Holmes fremstår Caspar Juel Berg overlegen med sine konstant let-sammenknebne øjne og sit intense, til tider stirrende, blik. ”Der er lag på lag her, Watson. Lag på lag,” siger han til Ronny Sterløs Dr. Watson, der i sit nydelige, ternede tweed-sæt og matchende knæstrømper er præcis så korrekt, som Watson skal være. Han viger ikke fra Holmes side, og hans ansigtsudtryk er som mejslet i sten. Når han med rank ryg og fremskudt brystkasse træder frem forrest på scenen i spotlyset, og indtager rollen som historiens fortæller, er han indbegrebet af Canon Doyles Watson-karakter.
De to skuespilleres konsekvente spillestil for de ikoniske figurer hindrer dem ikke i at være medskabende til de mange, virkelig morsomme indslag, som Sangills iscenesættelse af Baskerville indeholder. En enkelt gang må Juel Bergs Sherlock trække på smilebåndet og tage en dyb indånding for at bevare den arrogante facade. Vi forstår ham godt, for mens skuespillerne kører derudad på scenen, mødes de af det ene højtlydte latterudbrud efter det andet fra publikum. Sjældent har jeg grinet så meget, og det er en befriende følelse, som vi nok alle har brug for lige nu midt i pandemiens mange, nedslående følger.
Hurtige tøjskift og sjove scener i hobetal
Alle roller i fortællingen – udover Sherlock og Watson – spilles af det effektive trekløver bestående af Kirstine Hedrup, Erik Viinberg og Sune C. Abel. Deres kostume- og karakterskift sker indimellem så hurtigt efter hinanden, at de ikke engang når ud af scenen, før de træder ind igen i en ny rolle. Sune C. Abel er mændene af slægten Baskerville – både den nyligt afdøde og hans halvt amerikanske arving med cowboy-attitude. Men han er også den bandende og svovlende kommissær Lestrade med den fremskudte underlæbe og den højtråbende telegrafist med den halvdøve kone.
LÆS OGSÅ: Rezas tanker om kunst og venskaber i fin opsætning på Himmerlands Teater
Kirstine Hedrup indtager roller så forskellige som den aldrende husværtinde Mrs. Hudson, der tripper afsted med miniskridt, den unge tyske stuepige med blonde fletninger og malkepigeforklæde og gadedrengen Cartwright, der løber ærinder for Holmes. Men allermest skøn er hun i rollen som den svensktalende Baskerville-hushjælp Mrs. Barrymore med hendes kroniske hold i nakken og Frankenstein-lignende, stive kropsholdning. En association, der i den grad forstærkes af Erik Viinberg i rollen som hendes fodslæbende mand.
For også Viinberg har nok at se til med sine skift mellem Mr. Barrymore, den gakkende sommerfuglesamler Stapleton, den statelige Dr. Mortimer og et utal af andre mindre roller. Sangill lader netop tøjskiftene spille en aktiv rolle i det morsomme. Fx da Dr. Watson og arvingen Baskerville sidder i togkupeen sammen med Mortimer. Her rejser sidstnævnte i Viinbergs skikkelse sig op, åbner en luge i panelet bag dem – som var det et vindue – og stikker hovedet ud. Sekundet efter trækker han det tilbage med en konduktørhat på, råber op om næste station, træder to skridt til venstre, hvor han igen skifter hat og nu er en droschekusk, der tilbyder Watson og Baskerville kørelejlighed. Det er så enkelt, som det kan være, men det fungerer og bidrager til den konstante morskab, Baskerville byder på.
Fuld skrue over hele linjen
Susanne Sangill synes at være gået ud fra begrebet more is more i sin iscenesættelse. For intet er gjort halvt. Når Sherlock sidder i sin sofa og ryger på sin pibe, skal publikum ikke forestille sig røgtågerne. Tværtimod pulserer røgen ned over scenen i et sådant omfang, at skuespillerne selv er helt usynlige en kort stund. Og da Viinbergs Mortimer går på gaden, læner han sig faretruende skråt til siden, mens han holder på sin hat med den ene hånd og med den anden hånd i lommen blafrer løs med frakken, som bevægede han sig fremad gennem stiv kuling. Det er måske fjollet, men det er også både velspillet og morsomt.
Der spilles i det hele taget på alle tangenter i Baskerville. Mads Horsbøl er med sit lyddesign gået planken helt ud, og fortællingen akkompagneres af både hvinen fra knirkende, gamle døre, lyden af cikader på heden, filmisk underlægningsmusik og en dyb, dyrisk knurren i mørket. Vi har alle gyserens elementer samlet til at supplere Gitte Baastrups i forvejen velfungerende scenografi, der igen og igen forvandler neutrale paneler på væggene til alt fra sofaer og borde til vinduer, døre og gamle malerier.
More is more gælder også, når det kommer til skuespillernes overdrevne mimik og gestikuleren, der flere steder leder tankerne hen på Mel Brooks filmunivers. Og det fungerer upåklageligt på teaterscenen i Himmerland, hvor den gode historie, de velspillende skuespillere og den overdrevne humor får det hele til at gå op i en højere enhed.
Læs om forestillingen her.
