I gadeteatrets højborg Alés, Frankrig, spræller gadekunsten lystigt og slipper omsider det udendørs samvær og grinet løs.
Jeg er i Alès i anledningen af den årlige gadeteaterfestival Cratère Surfaces – Alès International Outdoor Festival, som byens teater, Cratère, scène national d´Alès, står bag.
Klokken er 9 om morgenen, temperaturen behagelig, nok omkring 25 grader. En kvinde åbner syngende vinduesskodderne i en lille bygning der tidligere blev brugt i forbindelse med minedriften, her i de duftende bjerge i Alès´ udkant. Ales er en mindre provinsby, ikke langt fra de mere kendte byer Nîmes og Montpellier i den sydfranske region Occitanie hvor mange gadeteaterkunstnere holder til.
Europæiske netværk for cirkus og outdoor arts
Indenfor i teatret Cratère er der denne første uge af juli, aktivitet. Det europæiske netværk for cirkus og outdoor arts, Circostrada, holder medlemsmøde og i år har de, støttet af regionen Occitanie, slået sig sammen med det verdensomspændende Institut Francais i et fire dages fælles seminar under overskriften ”Focus Territories and Arts”. En gruppe unge kunstnere og kulturarbejdere, to fra Helsingør Teater/PASSAGE Festival, deltager i aktiviteterne, og alt i alt er omkring 120 mennesker samlet, flest fra scenekunsten/gadeteatret men også arkitekter og byplanlæggere er repræsenterede når emner som f.eks. cultural planning er på bordet.
Fra blid opvågnen til splatter eksplosioner
Denne onsdag morgen er vi blevet kørt i bus op i bjergene hvor akrobat, klovn og danser Remi Luchez, sammen med sangerinden Lola Calvet, har iscenesat det smukke, forladte mineområde med sang, akrobatik og pudsige små scener. En rigtig fin, blid og poetisk begyndelse på dagen.
Blid er ikke lige det udtryk der presser sig på når aftenens stort anlagte Den sidste drive in før verdens undergang løber af stablen foran byens messehal. Det hårdtslående franske kompagni Tout en Vrac har skabt en ”hyldest til den uddøende bil” i form af en 50ér inspireret Drive In bio komplet med burgerboder, 50ér servitricer m/k, reklamefilm og med rituel afbrænding af tre biler hejst højt op over pladsen ved hjælp af en kran.
Da mørket falder på, vises komediegyseren Planet Terror, der parodierer alle tiders B-film, komplet med vold, blod og hårdtslående duller. En del af filmens scener får et ekstra live kick når lastbiler med bevæbnede mænd fræser gennem pladsen med de obligatoriske drive-in parkerede biler, blødende voldsofre og psyko-læger vælter rundt og filmens eksplosioner garneres med meterhøje flammer der stiger op fra det store filmlærred Tout en Vracs ide er sjov og formodentligt også tænkt som et corona- fleksibelt format. Man mærker dog at der stadig skal justeres på konceptet, at der nok ikke er så mange drevne drive-in publikummer og at de derfor skal hjælpes lidt mere på vej.
Fysikken danner bro
Fredag starter forestillingerne så inde i selve Alès. Dvs. af corona-hensyn er spillestederne faktisk spredt lidt mere ud end sædvanligt og på pladsen foran Cratère, som plejer at syde om aftenen, er der kun programlagt helt korte indslag som den fine dynamiske danseduet Out of the Blue af Larutan og der er ikke som normalt, levende musik som plejer at tiltrække mange mennesker og sætte gang i gaden.
Festivalprogrammet er meget alsidigt. Vi kommer gennem contemporary dans med holdning og social indignation Fibre af Dakipaya Danza), flot og sensitiv ”parkour-indtagelse” af byens ruin-fort Vaubain (Lignes de Vie af Cie Lèzards Bleus), et Garden Party (af Compagnie No8 ) som non-verbal fysisk comedy teater og komiske macho/stenaldermænd der snakker sort, laver akrobatiske stunts i en trekantet stålkonstruktion og synger en del.
Der bliver også tid til et kort besøg i Mécanique Vivantes forunderlige atelier hvor kunstner-opfinderen Franz Clochard, medskaber af legendariske punk-cirkus Archaos bygger sine poetiske processions sirener der huserer på festivaler verden over.
Men den lystige stemning blandt seminardeltagerne brydes på uhyggeligste vis lørdag, da en ung mand som er i selskab med en af deltagerne, under en udflugt til den nærliggende flod Cèze afgår ved druknedøden. Formodentligt er han på en eller anden måde kommet til skade under vandet, hvor der er klipper og sten. Med disse tunge billeder i hovedet, vender gruppen tilbage til byen hvor festivalens sidste forestillinger løber af stablen.
Flotte horisonter
På denne aftens sene indslag har det franske kompagni Bistaki med Bel Horizon ladet sig inspirere af western klicheer og har på en skoles sportsplads etableret et æstetisk univers af bl.a. knust porcelæn hvor otte flotte comboys m/k i fejende nederdele fægter med kårder og jonglerer med vaser i en koreografi der finder sted på en ca. 100 meter dyb ”scene”.
Aftenens sidste indslag er forestillingen Arret D`urgence!, der begynder som en klassisk musiktrio, men afbrydes da en kæmpe lastbil kommer til syne. På lastbilen står et jazzband. Herefter udspiller sig et underholdende kaos hvor mekanikere på miniknallerter fræser rundt, luftakrobater svinger faretruende i en rig monteret på lastbilens lad. Orkestrene spiller om kap, der er dytten, bakken og båtten, på et tidspunkt løftes endda flyglet op på lastbilen af en gaffeltruck. Fis og ballade, men virkeligt underholdende, godt skruet sammen.
Klokken er endnu ikke midnat men bandet Mardi Gro Brass Band får lov til at være bagtæppe for mange af de scenekunstprofessionelle, der påvirkede af eftermiddagens hændelser, har søgt ly backstage på Fort Vaubain.
Gadeteatret – kunst i det offentlige rum
Gadeteatrets store styrke er dets umiddelbare tilgængelighed. At det foregår i publikums public space og der ikke skal købes billet og ikke træde ind på ”fremmed” grund, ind i en, (måske fancy, imponerende eller magtudstrålende bygning) hvor man ikke rigtig ved hvad man går ind til og hvilke koder der måske gælder der.
Gaden er, generelt set, et sted hvor man selv kan vælge om man vil blive eller forlade showet. Om man vil stå bagerst og bare følge med, eller sidde forrest og (i en del tilfælde) risikere at blive involveret i forestillingen.
Lidt snak kan tolereres, det samme kan børn, hunde og hvad der ellers skulle befinde sig på gaden.
Gadeteatret har en lang historie og gadeteaterkunstnere involverer ofte publikum, og er utroligt gode til det. De griber enhver chance, scanner publikum og tilfældige forbipasserende)og får udvalgte personer til at være med på den ”værste”. Det er befriende, den forløsende fælles latter skaber sammenhold og det offentlige rum bliver for alvor, i hvert fald for en tid, et fælles rum. De bedste performere har som alle gode kunstnere, masser af lag i deres materiale, om det så er båret af poesi, politisk agenda, provokation eller satire. Gadeteatret samler og bygger bro, og de bedste kunstnere (og dem er der mange af) får også kommunikeret vigtige, relevante budskaber, om det så er på poetiske eller måske mere hårdtslående måder.
_________________________________________________________________
