★★★★★☆ Blå koral: tys tys dollar – poetisk, pointeret vanvidsabsurdisme

Blå koral: tys tys dollar på Teater FÅR302 er endnu en sejr for det lille teater, der med sin helt egensindige absurditet er eminent til at reflektere eksistentiel grundangst og gøre den kropslig og i dette tilfælde også musikalsk.

“Bare alt / Og stadig ufatteligt småt”

Annonce

”Det føles som om alting er det samme,” siger de mod slutningen i Teater FÅR302s egensindige samtidsversion af Samuel Becketts Mens vi venter på Godot. Vi er ikke ved et vejkryds, men under havet eller et sted i sindet, hvor alt findes i evig forvandling og jeg’et er ufatteligt småt.

Tørretumbleren virker ikke

Først er der mørke. Lyde af skumsprøjt og bølger. Et åndedræt. En stille stemme. Diffust lys nærmer sig, mens stemmen taler om ”alt det mit hjerte ikke kan briste”. Krig, klimakrise, sult, død. En melodi fletter sig ind, og siden en ny rasende, ekkoende stemme. Så ryger fortæppet ned og lyset går op på et rum fyldt med hårde hvidevarer. Den blå koral, der lyste i mørket, glider ud, og ud af et køleskab kommer en yngre kvinde med paniske øjne. Fra et andet kommer en ældre kvinde. Mor og datter.

”Du drypper,” siger moren. Ganske rigtigt, men tørretumbleren virker ikke. De ringer efter en reparatør, en servicekvinde. Hun kommer aldrig. Så vidt Godot-referencen, for Blå koral: tys tys dollar lever smukt i sin egen absurditet, der nok handler om mor/datter-forhold og aktuelle katastrofer, men som Becketts drama mest af alt om sjælens ensomhed.

Angsten pibler i den nulstillede tid

”Det er ikke det, det handler om,” snerrer Sophie Zinckernagel gentagne gange som datteren. Hun konfronterer Petrine Aggers mor med sin dårlige barndom, men mor er – trods et enkelt hikstende grådanfald af skyld – et andet sted. Hun var travl aktivist og romantiserer sin fortid sammen med faren, som datteren ser i et noget mere tvivlsomt lys. ”Savner du ham,” spørger moren. ”Nej” er det kontante svar.

Angsten pibler mellem dem. Ikke kun for den skrøbelige, familiære situation, men også verden omkring dem. Den forvandler sig, den er uforståelig. Den er hinsides sproget, der kommer til kort og opløses i abrupte bevægelser. Snart bumper de som fjernstyrede biler ind i de hårde hvidevarer, snart danser de til forcerede lyde af latter. Hehe, hoho, haha. Og hele tiden nulstilles tiden med et tryk på alarmknappen.

Gnistrende samspil

Peter-Clement Woetmanns manus fletter sikkert de forskellige fortælletråde, så familieopgør, triviel venten på en håndværker, konkret frygt og eksistentiel angst følges ad ud og ind mellem hinanden. Det er ”bare alt og stadig ufatteligt småt,” som tilværelsen ofte kan se ud. Nær og dog så fuldstændig uoverskuelig at håndtere som enkeltindivid.

Lene Skytts fremragende, kropslige iscenesættelse får positioneret Petrine Aggers mor som boomeren, der med en ”ikke i min livstid”-attitude idylliserer fortiden og har resigneret i forhold til nu- og fremtid. Hun lukker øjnene og læser sin avis. Sophie Zinckernagels datter signalerer derimod konstant galopperende panikangst. De gnistrer i et samspil, der holder kadencen hele vejen med et vanvid, der får os til le, men med latteren stikkende i hjertet.

Verden forvandler sig nu

Netop da alt synes mest sort, er koralen tilbage. Hannah Schneider synger blidt:

“Der er lys der er stilhed
Verden forvandler sig nu
Den er allerede borte     
Og jeg tager mit koralhjerte ud”

De andre vender tilbage, lyset bliver magisk og forestillingens crescendo rammes i en sang, før alt er ”tys tys” og køleskabsdøren lukker sig igen. Teater FÅR302 har alle dage været helt sin egen. At de efter nogle magre år atter er stærkt på banen, er denne poetiske, rablende og genreudviklende forestilling endnu et eksempel på.

Hør hele sangen her.