★★★☆☆☆ Peer Gynt? – immersivt greb i undersøgelse af løgnen

The Other Eye of The Tiger (TOETT) præsenterer sammen med Husets Teater og Toaster en immersiv, egensindig refleksion over Henrik Ibsens Peer Gynt. Det bliver til en lidt diffus fortælling med publikum som fast medspiller i et psykedelisk, kalejdoskopisk univers.

Morten Burian møder os som Peer-figuren i en neonstribet jakke af folkedragttilsnit, matchende knæbukser kombineret med sneakers og et headset. Det første, han gør, er at invitere en tilskuer på scenen og uddelegere Peer-rollen midlertidigt til hende. TOETT har tydeligvis sat sig for at dekonstruere Henrik Ibsens drama, der i sig selv er en kalejdoskopisk, surrealistisk rejse i livsløgnen, hvor Ibsens egen familie stod model til karaktererne i dramatiseringen af det folkesagn, han var inspireret af.

Annonce

En moderne Ikaros

Alt det får vi fortalt undervejs af Peer-figuren, der måske i virkeligheden (også) er Henrik Ibsen selv eller måske skuespilleren Morten Burian. Skillelinjerne er ikke klare, hvilket passer udmærket ind i både dramaets tilblivelseshistorie og i vores egen tid, hvor sandhed og selviscenesættelse kan være svære størrelser at få til at hænge sammen.

Instruktør Henrik Grimbäck har skrevet ovenpå Ibsens tekst og skabt en ny med samme tema og brudstykker fra scener i originalen under proklamationen ”Den moderne Ikaros”.

I Peer Gynt? bliver originalens trolde selvfølgelig til trolls, men de har fortsat en destabiliserende kraft, der gør Peer usikker på, hvem han er, og os usikre på, hvad der er sandt og hvad falsk – eller måske snarere udsprunget af fantasien og Peers løgnagtige tunge.

Et tredje rum

Teksten er ikke ueffen, men forestillingens koncept spænder ben for en dybere indlevelse i den, hvilket muligvis heller ikke er formålet. TOETT arbejder altid med publikumsinddragelse og bruger denne gang inear-teknik til at instruere publikum i hovedtelefoner, mens de myldrer op og ned ad scenen på skift. Det fungerer egentlig udmærket, hvad enten en tilskuer iføres pink paryk som Peers udkårne Solvej, en flok korporligt angriber Peer for hans løgn om sin forplantningsineffektive pik eller en anden flok med Ibsenmasker bevæger sig synkront omkring Morten Burian.

Som et abstrakt billede på mennesket, nogle gange som en forlængelse af Peer-figuren, andre gange som antagonister eller voyeurer, glider tilskuerne ind i fiktionens univers og åbner et tredje rum, hvor heller ikke Morten Burian kan være sikker på præmissen. Stor cadeau til afvikleren, der får de mange publikumsinteraktioner til at flyde nærmest sømløst over scenen.

Diffus fortælling i svimlende smuk scenografi

Morten Burian har netop den rolige pågåenhed, der får det til at ske. Han får hurtigt rekrutteret det første hold og skaber – trods sin karakters proklamerede løgnagtighed – en tryg stemning på scenen, som får de næste til at overtage de tilbudte headsets, træde ind i hans rum og frivilligt optræde som rekvisitter i hans vildtvoksende historie. Hans nærvær er fænomenalt. Frejdigt fortæller han løs og ligner måske nok Peer Gynt på fabuleringstrangen, men udviser noget mere mod end originalen, der som hovedregel går udenom problemerne i stedet for at konfrontere dem.

”Det handler ikke om at lyve. Det handler om at skabe håb,” siger han mod slutningen. Om han mener det, eller blot peger på en anden måde at lyve på, er spørgsmålet. Det spørgsmål må gerne svæve i vinden, men trods en heftig binden sløjfer på de forskellige fortælleniveauer, stod det for mig også let hen i det diffuse uvisse, hvad forestillingen egentlig vil, fordi publikumsinteraktionen fylder så meget.

Lad gå, at det virker forstyrrende, når der jævnligt forhandles om overdragelse af headset, men hele grebet giver også en – måske villet – flygtig uro, som medvirkede til, at jeg simpelthen tabte tråden – eller nok nærmere interessen – for teksten et stykke før slutningen. Ida Grarups svimlende smukke og simple scenografi i samspil med Súni Joensen lyssætning lyste dog op fra startens psykedeliske match med Peer-figurens tøj til de skiftende toner af douche zen-øjeblikke changerende med forreven gråliggrafisk voldsomhed og højrød angst.  

Læs interview med The Other Eye of The Tiger hos TOASTER her.

Se forestillingstrailer her.