★★★★☆☆ Fingeren på pølsen – nørdet nostalgishow rammer sit publikum rent

Ørkenens Sønner leverer nostalgi og plat – og mindre plat – humor pakket ind i i sofistikerede tekster og fløjlsbløde harmonier. Mellem gags og løjer sniger en fin aldersskrøbelighed sig ind i det energiske show og det klæder logebrødrene rigtig godt.

Teltet på Bakken er fyldt med hoveder prydet med fez og en stærk overrepræsentation af herrer i smoking. Ørkenens Sønners publikum er dedikerede og med på spøgen. Logekvartetten har lavet shows siden 1991, og sluttede sin sidste turné sidste efterår.

Jeg skal straks flage, at jeg ikke har fulgt løjerne fra ørkenen tæt og generelt har det en smule stramt med humor, der handler om at råbe fisse, kusse eller pik ud i rummet. Det er ligesom gjort, og min træthed ved netop det greb gælder hvad enten vi taler gamle, hvide mænd som logebrødrene eller unge kvinder som i Kussesumpen.

Det sagt, varedeklarerer Ørkenens Sønner krystalklart, og Fingeren på pølsen er ud over den puerile glæde ved kropsdele under bæltestedet også et komisk show med sofistikerede tekster og fløjlsbløde harmonier, hvor vi får langt mere med end det legendariske motto: “FisseFisseFezFez” dirigeret af Niels Olsens diktatoriske logemester.

Elske den, man kan li’

Showet er denne gang henlagt til Frankrig med gode muligheder for sprogforbistring og tykke accenter – eller mangel på samme, der kan adresseres på meta-vis. Vi lægger ud med et (h)ymer træf mellem Napoleon Bonaparte, en enlig musketer med strømpeholdere, klokkeren fra Notre Dame og Henrik Koefoeds henrivende Jeanne d’Arc. Senere er vi forbi Montmartres kunstnerkoloni i et af aftenens svageste numre, der dog løfter sig musikalsk til sidst i en hyldest til at “elske den, man kan li'”, der er helt i sync med samtiden.

Vi besøger også gallerbyen mod nord, hvor Søren Pilmarks Silicone tager kegler, før det franske tema kulminerer i toppen af Eiffeltårnet, hvor nedrige konspirationer og mordforsøg finder sted mellem de besøgende fra det hjemlige Morten Korch-univers, der blandt andet bærer de mindeværdige og erotisk ladede navne Dorthe og Didrik. Forviklinger og gags står i kø i endnu en nonsenssketch, som logebrødrene eksekverer eminent.

Ører, næse og prostata

Hjemme i logen har tidens ånd sneget sig ind og godt for det, for det er bare ikke sjovt at sige “Det må vi jo ikke sige”. Især ikke, når man er så god til at skrive tekster som Ørkenens Sønner. Men lad gå med et enkelt nummer med den tagline, når vi også får Gammelsmølf aka Asger Rehers lidelser i logen og ikke mindst den fine, sårbare sang om aldring, hvor det eneste, der vokser er “ører, næse og prostata”.

Logen hylder mod slut sit publikum, “der blev gamle som os”. Selv er de måske gamle, men ingenlunde trætte, og viser i den langt overvejende del af materialet sproglig finesse og forførende musikalitet, som guitarist Troels Skovgaard også skal have sin del af æren for.

Karakterer som Fjærtomanen, der huserer på lokum ude i rummet, Gymnastikdrengene, der giver lummert, folkedansende baghjul til Chippendales, og Søren Pilmarks farthungrende magiker, der vil splitte folk i atomer er blot nogle af de øvrige karakterer, der på ingen måde er nyskabende, men i al deres bøvethed finder sit publikum i salen.

Gennemført, nørdet nostalgiprojekt

Sceneshowet suppleres af en herlig retro-programavis og skønne filmsekvenser, der tager showets røde tråd, nostalgien, til andre højder. En ung Per Pallesen i badet, en interaktiv stumfilm og Helle Thorning som forklædt aktør i mysteriet om Irmapigens forsvinden holder gryden i kog på skærmen, mens man i pausen kan fordybe sig i avisens tegneserie om logens visit i Paris.

Fingeren på pølsen er med andre ord et virkelig gennemført, nørdet projekt, der på et højt kunstnerisk niveau hylder den forgangne tids kulturprodukter fra a capella visen til noir-dramaet, og samtidig også får krydret nostalgien med øre for den tid, vi faktisk lever i. Der kunne sorteres i materialet, der af og til er lidt løst i koderne – men mon ikke det er en charme mere for “Verdens bedste publikum”?